Skriv en kommentar
Grusomhederne i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig har ofte været gjort til genstand for film, der har fokuseret på det heroiske menneske, på en udvej ud af indespærring og udsigt til den visse død. Disse film har ofte film den store episke fortælling ud, så individet og det nærgående persondrama er gået tabt.
László Nemes er gået en anden vej og har med det faste fokus på hovedpersonen Saul Auslander filmen igennem formået på én gang at sætte den ’ydre’ gru og forråelse i perspektiv og samtidig følge en enkelt person, hans rolle samt hans spinkle og i sidste ende håbløse forsøg på at finde en mening og at gøre en nok så beskeden forskel.
Saul er indrulleret i lejrens Sonderkommando. Det er dermed hans opgave sammen med andre jødiske fanger at genne de nyankomne fanger til omklædningsrummet, hjælpe dem med at klæde sig af, hænge deres tøj på de nummererede knager, inden de bliver gelejdet ind i under bruserne i ’baderummet’. De tunge metaldøre klapper i og bliver låst. Allerede inden skrigene tager til, er Sonderkommandoen i fuld gang med at samle tøjet og de værdigenstande, der måtte blive fundet i sømme og lommer – så omklædningsrummet står klar til de næste fanger.
Filmfotograten Mátyas Erdély sørger konstant for at følge Saul, der uden at fortrække en mine udfører sin grusomme opgave og lader ham blandt andet iagttage, hvordan en dreng, som faktisk overlever Cyklon B-gassen, bliver undersøgt af en SS-’læge’, der straks kvæler drengen. Et nøgternt nærportræt af et menneske, der midt i den ultimative fornedrelse klynger sig til en sidste rest menneskelighed, da han sætter sig for at finde en rabbiner blandt fangerne, så der kan blive sagt Kaddish over drengen og han kan få en jødisk begravelse.
Billedsiden står for langt hovedparten uskarpt for understrege og forstærke nærportrættet af Saul, hvilket ikke mindst er særdeles virkningsfuldt ved filmens start, hvor Saul langsomt træder frem mod kameraet og ud af det stærkt slørede billede. Hvor billedsiden på den måde nedtoner gruen, for eksempel i Sauls opgave med at stable ligene fra gaskammeraet og køre dem væk, er lydsiden en kakafoni af skarpe lyde, smækkende døre og et virvar af tale og råb på Yiddish, ungarsk og ikke mindst tysk. En effektfuld understregning af, at alt håb er ude. Nok kan Saul ’købe’ sig til en beskeden forlængelse af livet gennem Sonderkommandoen, men han har næppe udsigt til at holde mere end ganske få måneder.
Saul kommer under vejr med, at en gruppe fanger forbereder oprør. En tvivlsom udsigt, så længe der ikke er hverken våben, kontakter eller på anden måde praktisk grundlag for tro på, at et oprør vil lykkes. Lejrledelsen intensiverer udryddelsen, mens de sovjetiske styrker rykker nærmere. Det er i hvert fald den historiske baggrund – som Saul og hans medsammensvorne af gode grunde er aldeles uvidende om. Omstændighederne vil imidlertid, at oprøret lykkes, i hvert fald sådan, at en lille gruppe, herunder Saul, slipper afsted.
Saul bærer den døde dreng med sig – i håbet om, at han kan begrave ham i ’frihed’, men til sin fortvivlelse ender han med at se drengen drive afsted ned ad en flod, mens han selv bliver reddet fra at drukne.
”Sauls søn” er rystende stærk filmkunst. En film, som man bestemt ikke skal se i håbet om den gode og i sidste ende uforpligtende underholdning. Til gengæld er det en film, som det er uhyre svært at komme uden om. Filmen gør den industrielt tilrettelagte udryddelse af jøderne håndgribelig for nutiden ved at beskrive individets tab af menneskelig værdighed.
