Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Den i danske kredse forholdsvis ukendte Asia Argento (blandt lægmænd nok mest kendt for sin medvirken i xXx (2002) og George A. Romeros Land of the Dead (2005)) befinder sig med Scarlet Diva (2000) i en lidt uretfærdig position, for som datter af den halvlegendariske instruktør Dario Argento (mest berømt for sine blodtilsølede gialli) kunne man forestille sig, at det primært er fans af sidstnævnte, der søger filmen ud med henblik på at se, om hun som instruktør nu også kan måle sig med faderen. Som sagt så er det ikke helt retfærdigt, for på den måde er der risiko for, at man opbygger visse forventninger til filmen, der højst sandsynligt ikke vil blive indfriet, netop fordi at der ikke er tale om en Dario Argento-film. Ganske vist beskæftiger Asia Argento sig, som sin fader, med ekstremerne, men hvor det altafgørende omdrejningspunkt for Dario er mord i en eller anden afskygning, så er Scarlet Diva først og fremmest et drama om menneskelig deroute, depression og ulykkelighed, men også en kritik af medierne og den italienske filmindustri. Her er med andre ord tale om en helt anden type film, der på ingen måde hverken kan, skal eller bør sammenlignes med Dario Argentos produktioner. Jeg er nødt til at understrege dette, fordi der vil være folk, som kun investerer i Scarlet Diva, fordi instruktørens efternavn tilfældigvis er Argento, hvilket jeg synes er synd, for Scarlet Diva fortjener at blive vurderet i og for sig selv. Ikke dermed sagt, at det er en god film, for det synes jeg egentlig ikke er tilfældet, men den besidder ikke desto mindre nogle kvaliteter, der gør, at man heller ikke bare sådan uden videre kan kaste den over i ligegyldighedens bunke til ”alle de der andre film”.
Når jeg skriver ”kvaliteter” burde det i virkeligheden have stået i ental, for filmens altoverskyggende force er Asia, der simpelthen gennemsyrer den på alle leder og kanter. Man kan virkelig fornemme, at hun har brændt for Scarlet Diva, og at den har været nødvendig for hende at lave, måske som en form for terapi (filmen er semibiografisk), og i en tid, hvor langt størstedelen af alle de film, der produceres, udelukkende har til hensigt at generere profit, så er det en kærkommen oplevelse at stifte bekendtskab med en film, der er så personlig, ærlig og nøgen (i mere end én forstand) som Scarlet Diva er.
Filmen (indeholder spoilers!)
I Scarlet Diva følger vi den italienske skuespillerinde Anna Battista (Asia Argento), der er havnet i et sort hul med sex og stoffer. I flashbacks ser vi, hvordan Anna som barn blev forsømt af sin mor, der også var skuespiller, (genrefans vil i rollen som moderen genkende Daria Nicolodi, Dario Argentos partner gennem flere år og Asias virkelige mor, som også har medvirket i flere af Darios film), og man konkluderer således, at det er denne omsorgssvigt og, frem for alt, mangel på kærlighed, der lægger til grund for Annas deroute.
Den tomhed og det hul i hendes sjæl, som moderen forårsagede, forsøger Anna som voksen at udfylde ved hjælp af lemfældig sex og stoffer. Desværre er hun i kraft af sit hverv som skuespiller del af en branche, der på ingen måde kan eller vil hjælpe hende, idet den ligesom medierne ene og alene søger at objektivere og udnytte hende og herved blot er med til at accelerere hendes fald ned i fortabelsens dyb. Faktum er dog, at Anna i virkeligheden gør meget lidt for at slippe ud af den rolle, som den italienske filmbranche og de italienske medier tildeler hende i kraft af hendes køn, og da vi møder hende første gang er det netop også i ”rollen” som foroverbøjet sexobjekt, der bliver gennembollet af en eller anden navnløs gut i en campingvogn i pausen på et filmsæt.
Det betyder dog ikke, at hun har affundet sig med rollen, for det er absolut ikke tilfældet, hvilket er det hele filmen handler om, men snarere at hun er ubehjælpeligt fanget i den, og at hun, ligesom en junkie, der er fanget i sit stofmisbrug og forsøger at afhjælpe sine nedture ved at tage endnu flere stoffer, på ambivalent vis forsøger at udfylde sin indre tomhed ved hjælp af rollen som feteret stjerne, om end det blot fører til endnu mere tomhed. ”Jeg kan ikke komme!” beklager hun sig efter høturen i campingvognen, og afslører et af symptomerne på det dybereliggende problem.
Som skæbnen vil det, tager Anna snart efter filmoptagelserne til Paris for at mødes med en veninde og stifter i den forbindelse bekendtskab med en rockmusiker ved navn Kirk Vaines (Jean Shephard) på en natklub, hvor hans band spiller. Efter koncerten tager de hen på hans hotelværelse, hvor de har sex, og for første gang føler Anna, at der her er en, hun virkelig kan elske og som måske endda kan redde hende op af det søle, hun er endt i. Hun forelsker sig hovedkulds, og man tror på hende, når hun fortæller ham, at hun har ventet på ham hele sit liv. Desværre er han, som sagt, musiker, og om morgenen skal han videre på sin turné. Derudover er han fra Australien, så forholdet er dødsdømt allerede fra starten, og med hans exit forsvinder således også Annas (naive) håb om en lykkelig, fælles fremtid.
Hjemme i Rom finder Anna efterfølgende ud af, at hun er gravid, og da hun godt kan regne ud, at Kirk er faderen (selvom en kryptisk drøm (med effekter af ingen ringere end Sergio Stivaletti) hun har umiddelbart inden hun får at vide, at hun er gravid, synes at antyde, at det måske ikke nødvendigvis forholder sig sådan) vælger hun at beholde det.
Anna har dog svært ved at lægge smøgerne og stofferne på hylden, og hendes spæde forsøg på at rette op på sit liv, der følger i kølvandet på nyheden om, at hun er gravid – hun beslutter sig for at lægge skuespillerlivet bag sig og blive instruktør – går ikke helt som planlagt, for overalt møder hun liderlige svin, der ikke tænker på andet end at komme i bukserne på hende og ikke viser udpræget interesse for hendes manuskript til filmen ”Scarlet Diva”.
Til sidst i filmen vender Anna tilbage til natklubben i Paris, hvor hun mødte Kirk første gang, og hvor han spiller igen, for at fortælle ham, at hun er gravid. Desværre viser det sig, at han har både kone og barn, og Anna løber grådkvalt og sønderknust ud af natklubben og ud i den kolde, våde nat. Filmen slutter med, at hun ligger på en trappe og ser noget, hvis betydning det overlades til seeren at fortolke på klassisk tvetydig facon: Ender det hele godt eller skidt for Anna?
Som det måske burde stå klart, er historien i Scarlet Diva ikke videre original, og takket være elementer som f.eks. affæren mellem Anna og Kirk og den manglende kærlighed fra moderen tangerer den i visse henseender rendyrket sæbeopera, hvilket absolut ikke klæder den, da den herved degraderer sig selv til et niveau, hvor kun dårlige lægeromaner for teenagepiger ellers plejer at befinde sig. Det er også en af de væsentligste årsager til, at jeg har meget svært ved at synes godt om filmen, uanset hvor biografisk materialet så end måtte være.
Denne holdning forstærkes yderligere af flere tåbelige og ufrivilligt komiske scener, som f.eks. da Anna jages ned gennem en hotelgang af en nøgen og liderlig producer, eller da hun køber pot af en amerikaner i Paris og snakker hip hop-engelsk som var hun en anden wigga fra downtown L.A. Disse ”fejltrin”, om man så må sige, er fatale for en film af denne type, da de kun bidrager til at distancere seeren og således underminere filmen som helhed, fordi de gør det nærmest umuligt for en virkelig at leve sig ind i den og identificere sig med Anna. I modsætning til en film som f.eks. Uli Edels Christiane F. (1981), der har samme tematiske omdrejningspunkt, om end selvfølgelig med visse væsentlige forskelle (Christiane F. er f.eks. ti år yngre end Anna og heroinmisbruger), så er Scarlet Diva, med andre ord, ikke i stand til at krybe ind under huden og gøre sig selv virkelig vedkommende, da man simpelthen ikke føler nok med eller for karakteren Anna. Det tragiske moment udebliver i det store hele, selvom det til tider er deprimerende at se, hvordan Anna bare ikke formår at indse, at hendes ufødte barn, som selvfølgelig er en pige, repræsenterer en mulighed for at rette op hendes liv og for endelig at give og få al den kærlighed, hun aldrig selv fik.
Jeg skal lade være usagt, om ovennævnte mangler skyldes, at Asia Argento kun var 24 år gammel, da hun lavede filmen, og om der således er tale om instruktørmæssige ”børnesygdomme”. Det er dog i og for sig også en ret uinteressant diskussion, idet det ikke ændrer ved det faktum, at manglerne er der. På trods heraf kan man dog tydeligt mærke, at Scarlet Diva er skabt af en yderst intelligent person. Den er kompromisløs i sin udførsel, grænsende til et dokumentarisk udtryk visse steder med kreativ redigering og rystende, håndholdt kamera (der står som en skarp kontrast til faderen Dario Argentos meget æstetiske billedkompositioner og komplekse kameraføring), og så emmer den af en sjælden grad af autencitet forstået på den måde, at man virkelig kan mærke, at Asia Argento er til stede i den på alle tænkelige måder. Det er, som tidligere nævnt, en ekstremt personlig film, hvilket især understreges af, at Asia giver sig 100 procent i rollen som Anna. De tekniske kvaliteter og den dybfølte passion er dog desværre ikke nok til at redde en film, der som helhed balancerer faretruende tæt på banalitetens afgrund og, i bund og grund, ikke er synderligt vedkommende. De tre stjerner skal derfor udelukkende ses som en anerkendelse af Asia Argentos ild, som brænder funklende klar.
Billedkvalitet:
Billedkvaliteten på disken er ikke den bedste, men det skyldes ikke så meget selve udgivelsen som det faktum, at den er skudt på video og ikke har haft et særlig stort budget. Billedet er således ret blødt af og til, ligesom farverne kan være lidt udvaskede, men det passer på en måde meget godt til filmen og skal bestemt ikke afholde nogen fra at investere i den. Hvad der derimod er totalt rædderligt og måske godt kan skræmme potentielle købere væk er dvd-menuerne, som ligger langt under den standard, man kunne forvente af et seriøst selskab som AWE.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på disken udgøres alene af AWE’s sædvanlige og altid fornøjelige trailershow.
Som en lille sidebemærkning vil jeg gerne runde af med at sige, at jeg ikke forstår, hvorfor Another World Entertainment har valgt at klassificere Scarlet Diva som et ”erotisk drama”, for der er ikke antydningen af erotik i den, hvis man ved ”erotik” forstår sanselig beruselse og lystfuld fortabelse i kødets glæder. Der er en del sex, jo vist, men det er ikke erotisk sex, og det er på ingen måde omdrejningspunktet for filmen, hvilket jo ellers netop antydes med mærkatet ”erotisk drama”. Derudover er exploitationværdien generelt ret lav, så hvis man kun er interesseret i filmen, fordi man tror, at den svælger i sex, så bør man nok gå efter en af AWE’s Emmanuelle-film i stedet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
