Den britiske Tv-serie “The Inbetweeners” overlevede 3 sæsoner med 6 afsnit i hver. Den er på alle måder afskyelig og forskruet men også forbandet underholdende og morsom. Som titlen antyder følger vi en gruppe teenagere, og mere præcist er det fire drenge vi følgeri jagten på det modsatte køn. Will er en nørd, der lige har flyttet skole, og her finder de tre mest upassende venner muligt. Simon er håbløst forelsket i en pige på skolen, og dummer sig konstant med udtalelser og handlinger han ikke kan styre i al sin naivitet. Jay er lystløgner og bruger de mest nedværdigende udtryk om kvinder. Neil er dum som en dør. Sammen udgør de ”The Inbetweeners”, og da serien sluttede på en noget uafsluttet node, kom der hurtigt en spillefilm til en gang for alle, at afslutte serien. Dog blev det ikke helt afsluttet, da amerikanerne købte rettighederne, og nu er i gang med første sæson af den amerikanske udgave, men ”The Inbetweeners” som kvalitet er slut. I Danmark blev serien ikke særligt populær, men hvis du er i gang med din gratis prøvemåned af Netflix, har den hermed min højeste anbefaling. Dens manglende popularitet herhjemme, er nok svaret på, hvorfor filmen fik den danske titel ”Scoreturen”. Den er blevet solgt herhjemme som en selvstændig film, men den kan ikke ses som en selvstændig film. Den afhænger meget af dit kendskab til karaktererne, og mange af filmens vittigheder vil gå tabt på dog, hvis du ikke har set serien først. Derfor blev filmen heller ikke den store succes i Danmark.
Kvaliteten i serien er svagt dalende for hver sæson, og filmen er absolut lavpunktet for ”The Inbetweeners”. Dette gør det absolut ikke til en dårlig film, da vi aldrig på noget tidspunkt kommer under middel, men blot til en blot tilfredsstillende afslutning fremfor det brag man kunne have håbet på. Den danske titel afslører dog plottet fint. Will, Simon, Jay og Neil tager til udlandet, for at drikke sig fulde og score. Og det lykkedes. De finder fire britiske tøser, der sært nok er interesserede i drengene, og selvom det ikke rigtigt går op for dem, så har de scoret allerede i starten. Hertil tilsættes en masse situationskomik, hvoraf Neils utallige scoringer af tykke ældre kvinder er blandt det mest morsomme. Sprogbruget er også helt i top, præcis som det var i serien, hvor en masse vulgære udtryk bliver brugt på den mest fantastiske måde. Det er måske mest en drengerøvsfilm, men hvis man som mand eller kvinde ikke er for sippet, bør man sagtens kunne finde minimum et par oprigtige grin i filmen. Det er en komedie, og den er udelukkende ude på, at få sit publikum til at grine. Troværdigheden forsvinder langsomt som filmens skrider frem, selvom den på sin vis skildrer reality-generationen glimrende.
Start med serien og slut med filmen. Hvis du ikke kan lide de første par afsnit af serien, er der ingen grund til at anskaffe dig filmen. Jeg spår dog, at serien vil falde i enhvers smag, som har interesse i den efter denne anmeldelse, og så er det kun naturligt at se filmen til sidst. Det bør du i hvert fald unde dig. Den er sjovere end langt de fleste store Hollywood-produktioner, og sammenligner man med lignende film om utilpassede unges jagt på det modsatte køn, placerer filmen sig uden tvivl i toppen af skalaen, selvom jeg stadig vil påstå at serien er bedre.
Billede & Lyd – 3/6
Der er ikke gjort for meget ud af billedet på denne udgivelse. Det står ganske vist klart, og man kan sagtens se, at det er High Definition, men så stopper rosen også her. Man har ikke valgt et passende farvefilter, eller tænkt over hvordan billedet skal se ud. Der er lidt udsving i kvaliteten fra dag til nat, men som helhed er det skam acceptabelt. Lyden er også en smule skizofren, hvor alle højtalere det ene øjeblik bliver flittigt brugt, og det andet øjeblik kommer al lyd fra fronthøjtalerne. Dialog, musik og baggrundslyde går dog klart igennem, så også lyden er accepteret.
Ekstramateriale – 1/6
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.