Skriv en kommentar
Stakkels Scott Pilgrim. Ikke nok med at han har indlemmet sig i et forvrænget forhold til en forgudende 17-årig skoleelev i et forsøg på at komme sig over bruddet med sin succesfulde eks. Han skal også leve op til sine band-kammeraters forventninger, håndtere sin antropologisk eksperimenterende, homoseksuelle sambo OG overleve søsterens verbale overfald. Ja, stakkels Scott Pilgrim.
Det er ikke så få udfordringer den kiksede fyr i starttyverne skal udsættes for i Edgar Wrights filmatisering af den populære Scott Pilgrim tegneserie. Men sagen er at Scott mestendels selv er skyld i sine kampe. Som et forvokset barn i et computerspil cruiser han dagligdagen i Toronto uden at tage ansvar eller engagere sig bemærkselsværdigt i noget som helst. Det være sig indtil drømmepigen Ramona gør sin entre. Med eksotiske rødder i New York og ekstravagante hårvaner er hun nærmest Scotts modsætning og måske derfor er han øjeblikkeligt forelsket.
Scott Pilgrim vs. The World er Edgar Wrights tredje spillefilm og kender man til de foregående, britisk producerede Hot Fuzz og Shaun of The Dead, så ved man at det her ikke er så typisk en affære som ovenstående kunne indikere. Wright har siden TV-serien Spaced for efterhånden ti år siden arbejdet målrettet imod en finpudsning af et formsprog der kun kan beskrives som helt hans eget. Tempoet og måden scener væves sammen, dialog vinkles i skæve retninger og de ufatteligt mange referencer inkorporeres til en detaljeret helhed er Wrights helt egen. Og med sit nyeste opus har den ny-canadiske eksil-brite ikke bare fundet en historie der klæder hans form bedre end nogensinde før, har har finpudset og perfektioneret sit formsprog til et niveau hvor han nu kan kaldes en af vor tids store originaler.
Filmen foregår i et rasende tempo, som aldrig taber sit publikum – men som tværtimod afspejler den barnlige ligegyldighed Pilgrim går til verden med. Wright blander tegneseriens fysiske lydeffekter, computerspillets logik og æstetik og animeens leg med fysikken ind i sit univers og det fungerer fantastisk. Ramona har nemlig en smule bagage fra tidligere, som Scott bliver nødt til at finde sig i. Nærmere betegnet syv ekskærester, der på klassisk tegneseriemaner har dannet et laug der for evigt ønsker at kontrollere Ramonas kærlighedsliv. For at vinde hendes hjerte – og undervejs opdage begreber som ansvar og selvrespekt – må Scott overvinde disse syv. Det vil bogstavelig talt sige at han skal slås. Meget. Og sikke slåskampe. De originale kampe mod alt fra japanske tvillinger, skateboardende filmstjerner og en basspillende Superman er varierede, sjove og vanvittigt underholdende. Sandsynligvis på grund af en regulær forståelse for og kærlighed til genren er det lykkedes Wright at komme MEGET tættere på manga og animeens voldsomme actionæstetik end det nogensinde er set før. De farverige baggrunde og pudsige dialog-pauser bliver komplimenteret af en relateret æstetik hentet i computerspillenes verden og resultatet er originalt, velfungerende og ufatteligt underholdende.
Scott Pilgrim vs. The World er en speciel film. En skidegod film lavet af en skidedygtig filmskaber der med al sandsynlighed har endnu større ting i vente. At følge Edgar Wright i dag og se hvordan der kan trækkes lige linjer fra Spaced, gennem Shaun of The Dead og nu til Scott Pilgrim, er ligesom at sammenligne kamerature i Peter Jacksons Frighteners og Ringenes Herre, eller at trække paraleller fra Evil Dead til Spider-Man. Ligesom Tarantino, Jackson, Raimi og Nolan er Edgar Wright en af vor tids sande enere. En filminstruktør med en gennemgribende forståelse for sit medie og en original tilgang til det. Med Scott Pilgrim er hans form officielt afrundet og raffineret til perfektion. Selvom filmen muligvis ikke finder det allerstørste publikum i første omgang, så er den nærmest skæbnebestemt til kultdyrkelse. Hvis der er nogen retfærdighed til, så har Edgar Wright en stor karriere i vente…
