Hvis man som ung knøs har gennemlæst Anders And blade, så ved man, at der i Rip, Rap og Rups Grønspættebog er svar på alt mellem himmel og jord. I Andeby er spejderne helte, og selvom man har diverse fordomme om spejdere, så er der noget herligt fjollet ved at se nogle, der rent faktisk ved, hvad de skal gøre under en zombie apokalypse. Scouts Guide to the Zombie Apocalypse er decideret hjernedød underholdning, men hvis man ser filmen med den rette indstilling, så vil man i den grad blive godt underholdt.
De tre spejdere Ben (Tye Sheridan), Carter (Logan Miller) og Augie (Joey Morgan) er spejdere og ikke mindst teenagere. De er selvfølgelig langt fra de populæreste fyre, men på deres sidste spejdertur sammen, vil skæbnen at en zombieapokalypse slår ned, og pludselig må de tre drenge finde deres indre mænd og deres bedste spejderviden frem for at overleve apokalypsen og opdage hemmeligheden bag ægte venskab.
Scouts Guide to the Zombie Apocalypse er en blanding af flere forskellige genrer, og mixet mellem horror og humor er ved at være en ganske velkendt en af slagsen med Shaun of the Dead (2004) og Zombieland (2009) som de bedste eksempler. Scouts Guide to the Zombie Apocalypse indeholder dog også elementer fra teenagekomedien, og her kommer jeg især til at tænke på Superbad (2007), der også havde tre nørder, der gerne vil til fest og være populære. Det der gør Scouts Guide to the Zombie Apocalypse til en film lidt ud over det usædvanlige er ikke dens karakterer, for de tre spejdere kunne ikke blive mere konventionelle indenfor disse genrer med den følsomme og eftertænksomme Ben, den liderlige og festglade Carter og den tykke og tumpede Augie, men skuespillerne er fantastisk dygtige til netop at portrættere disse stereotyper, hvor især Tye Sheridan er fremragende. Man kender ham bl.a. fra dramaer som Mud (2012) og Joe (2013) og er efter min mening en skuespiller, som man helt sikker bør holde øje med fremover.
Humoren i filmen er af den helt hjernedøde slags, men kan man acceptere det, så får man en ordentlig griner på af at se filmen. Jeg tog mig selv i at sidde og grine over de mest latterlige og platte ting, netop fordi de i filmen var så godt eksekverede. Samtidig formår filmen at inkorporere en masse nutidigt popmusik, som kommer til at spille forskellige former for roller i filmen, og både Dolly Parton, Britney Spears og Iggy Azelea kommer en tur igennem vridemusikken på de mest opfindsomme og åndsvage måder, og jeg er vild med det.
Jeg havde ikke de store forventninger til Scouts Guide to the Zombie Apocalypse for bare titlen antyder jo en lettere absurd film, men jeg morede mig i allerhøjeste grad og kan klart anbefale filmen, hvis man har brug for en rigtig kogerfilm. Det kræver blot at man ser den med den rette indstilling; Scouts Guide to the Zombie Apocalypse er ikke et mesterværk, det er bare hjernedød god underholdning!
Ekstramateriale
Blu-Ray udgaven af Scouts Guide to the Zombie Apocalypse inderholder følgende ekstramateriale:
• Scouts Guide to Filmmaking
• The Zombie Makeup FX Handbook
• Undead Movement Guidelines: Zombie Choreography
• Uniforms and You: Costume Design
• Deleted Scenes