Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Marvel-Amok: 22 ...
Cinema Made In I...
Interview Med Da...
Oscar 2019
Natalias Synlige...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Hunter Killer
Hunter Killer billede

Rocketman
Mary Poppins Ven...
Creed Ii
Kvinde På Krigss...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Scream 4

14. april 2011 af Ana Janic

3 stjerner Skriv en kommentar

Scream 4 billede

What´s your favourite scary movie, Sidney? Nok ikke SCRE4M ...

Jeg vil vove påstanden, at seriemorderfascinationen først dæmrede en kold, tåget morgen i 1888 i Londons lidet respekterede kvarter, Whitechapel. For da Jack the Ripper borede den første dolk ind i Mary Ann Nichols nøgne bryst den 31. august 1888, skrev han ikke alene sig selv ind i historien, men skrev selv historie ved at sætte blodbesudlet præcedens for dét, der siden hen er blevet det prototypiske signalement af en seriemorder. Hans umenneskelige brutalitet og determination, rituelle tendenser og det faktum, at han ikke alene aldrig er blevet pågrebet, men at man den dag i dag gisner om hans sande identitet, cementerede mystikken og myten, der blev affødt omkring ham. Og derfra om seriemorderen som sådan. Specielt på film har disse altid indtaget en fyldig rolle ...

Teenfranchisen, Scream, genoplivede i midthalvfemserne seriemordermanien, der i mange år havde lænet sig profitorienteret op ad massemorderiske filmguldgruber om Leatherface, Michael Myers og Jason Voorhees. Scream-serien er instrueret af gysermaestroen Wes Craven, som på flere måder har været definerende for teengysergenrens repræsentative tematik og udtryk. På sit CV kan Craven prale af klassikere som The Last House on the Left (1972), The Hills have Eyes (1977) og ikke mindst Morderisk Mareridt (1984). Med Scream genopfandt og redefinerede Craven dog teenagegyset med seriens eksempelløse dialektik mellem gys og grin samt en overlegen leg med metarefleksion og intertekstualitet, der måske for første gang eleverede gysergenren op på et sublimt niveau. Nu fortsætter SCRE4M meta-horrorløjerne …

Wanna play a game Sidney?

Vi befinder os igen i den martrede amerikanske flække Woodsboro, som vores ombejlede heltinde, Sidney (Neve Campbell) slår et kortvarigt smut forbi for at promovere sin nye selvhjælpsbog. De lokale unge har givet hende kælenavnet Dødsenglen, for mord synes at følge den prøvede Sydney som hendes egen skygge. Tiden har stået stille i den mordplagede forstad, men med Sidneys midlertidige tilbagevenden, gør den maskerede Ghostface også pludseligt bloddryppende comeback. Den uidentificerede massemorder med smag for rynkefrit, spændstigt kød sætter på ny den lille by i alarmberedskab. Alle er skyldige, indtil det modsatte er bevist, og så kan blodorgierne, metaspøgefuldhederne og telefonquizzerne ellers begynde …

Nogen vil tage sig håbløst til hovedet over dette 90´er udklækkede gys, andre vil svinge armene op i luften af bar begejstring over Screams uventede genopstandelse i dette sære årtusinde. Hvordan end dine inderste følelser fordeler sig, kan ingen minimere Scream-seriens præcedenssættende kvaliteter. I teenagegysere har det aldrig været afgørende, hvem det er, der myrder, som at der er nogen, der myrder og ikke mindst, at der er nogen, som bliver myrdet. I Scream-serien er det derimod betydningsbærende, hvorfor morderen svinger dolken. Heri ligger nemlig den eftertragtelsesværdige nøgle til opklaring og den appetitvækkende godte for tilskuerens indlevelsesløfte. Også i SCRE4M bliver denne inklination opretholdt med stor succes langt hen ad vejen, indtil de konklusive efterveer rammer biograflærredet, og man som tilskuer sidder tilbage med et frustreret hug i maveregionen, som havde selveste Ghostface kæmpet sig vej ud af filmens fiktion og ind i bioens fakticitet og selv boret kniven blodtørstigt ind i dit elektriserede forventningsarsenal. På trods af SCRE4Ms skuffende finale, må man give filmen den kredit, at filmen også denne gang afstår fra, at morderen blot myrder i et sindssyg rus. På ny drejer det sig om kalkulerede seriemordere med en specifik mission og overtænkte mord på samvittigheden.

I modsætning til gængse gyserfilm, repræsenterer Scream-morderen ikke en iboende angst – det, de unge er bange for. I eksempelvis Halloween (1978) fremstilledes morderen som en neurotisk personificering af den skjulte angst - det man ikke kendte og måske ikke ønskede at kende. I SCRE4M er morderen næsten tilbedelsesværdig, et monstrøst idol, som de unge på overfladen frygter, men på underfladen beundrer. Pga. sin legende natur (den næsten morsomme maske, han quizzer med ofrene i telefonen osv.) forekommer han ikke kun som samvittighedsløs og ubønhørlig, men tilmed infantil og legesyg. Han ser det, han laver, som en slags film, uden at se alvoren i det. Denne løjerlige indstilling gør derfor tilskueren mere afvæbnet over for ham, men som følge deraf mister SCRE4M ligeledes det påtrængende, bidske skræmmepotentiale, der skal til for at holde tilskueren på kanten af sædet – og helst braset intimideret og chokeret ned på gulvet.

I modsætning til fx Psycho (1960) og The Texas Chain Saw Massacre (1974) drejer det sig ikke om affektmord eller mord, hvis begrundelser ligger så dybt inde i seriemorderen, at de næsten er blevet et automatisk imperativ. I princippet inkarnerer SCRE4M-morderen den typiske teenslasher, men på grund af sit konsekvente brug af intertekstualitet og satire bevæger filmen sig over i noget, der kunne betegnes som pastiche og som i bedste fald kan tolkes som innovativt og forfriskende for en genre, der dybest set er indbegrebet af og uafbrudt koncentrerer sig om at sprede skræk og rædsel og i værste fald kan karakteriseres som en besynderlig hybrid der, i stedet for at leve op til og være indforstået med gysergenrens uhyggelige og blodbesmurte univers, ender med at tale imod det.

I SCRE4M er det igen ikke kampen mellem gode og onde kræfter, som er i fokus, men selve filmen som en gyserfilm og genren som en gysergenre … På ny svælger SCRE4M i humoristiske, postmoderne dekonstruktioner af gysergenren, som både er rammende og gennemtænkte. Specielt SCRE4Ms intro er ganske enkelt fænomenal, og indkapsler på eksvisit vis filmens gennemgående metalag. Men denne metaficering har også en luvslidt bagside - den distance, der skabes til filmen og skrækeffekterne igennem den metahumoristiske tone, gør, at filmen ikke virker så uhyggeskabende eller intimiderende, som den måske kunne, eller rettere skulle, have været. Denne foranstaltning peger tillige tilbage på seriemorderen. Da filmens tone er spøgefuld, ironisk/sarkastisk og ikke mindst metarefleksiv, forekommer perceptionen af seriemorderen ligeledes betragteligt konstrueret og iscenesat til at virke rigtigt alarmerende og virkeligt afskrækkende.

Hvor det fx i Halloween var vigtigt hele tiden at få publikum til at leve sig ind i filmen, er det i SCRE4M vigtigt hele tiden at gøre opmærksom på, at det er en film og dermed fiktion for at holde tilskuerne fast. Filmen gør konsekvent opmærksom på sin egen genre og dermed det forventede plot. Den kommenterer sin egen film og karaktererne og indtager derved en dobbeltfunktion, hvor den på den ene side har til hensigt at fortælle en historie og samtidig afkode den. Selvom denne tilgang langt hen ad vejen fungerer upåklageligt, tørlægger den også på længere sigt den totale, fuldvægtige indføling med selve historien. Dette faktum gør, at tilskuerens angstalarm ikke sættes i totalt beredskab, da filmens satiriske islæt primært forfremmer et forum for tænkning og refleksion.

Scream-serien markerede jo i sin tid en renæssance for gysergenren, der til dels havde udmattet og gentaget sig selv i løbet af 80´erne. Ti år er gået siden den sidste Scream-film, og alligevel er det, som om tiden har stået bomstille. Alting synes stillestående i SCRE4M, bortset fra skuespillerne, der nogle kilo tungere og talrige botox-indsprøjtninger senere, virker helt malplacerede i det gyselige univers. Bevares Dewey er da stadigvæk charmerende på den kluntede måde, Gale Weathers atter ambitiøs på ”alt er tilladt”- vis, og Sidney stadig heltagtig som en moderne Ripley. Alligevel sidder man og anskuer dem som anakronistiske levninger fra en passeret tid, der måske ikke skulle have fået kunstigt åndedræt. De spiller alle sammen med en mærkbar træthed, som var deres skuespillergen blevet fastspændt til en rollator. Hvor blev entusiasmen, energien, evnerne af? De nyeste unge indsprøjtninger fungerer fint, men adskiller sig ikke synderligt meget fra hinanden til at efterlade bestående, betydningsfulde spor hos tilskueren.

Har du set de foregående Scream-film, har du også set denne. Mordene er forudsigelige, de medvirkende monotone, og morderne … maniske narcissister, same business as usual.
SCRE4M er det samme syge shit som sædvanligt, smurt ind i den samme 90´sovs, som smagte skønt engang, men som nu har stået ude så længe, at den samlet set er blevet skræmmende skørnet …

Titel: Scream 4
Original Titel: Scream 4
Premieredato: 14. april 2011
Instruktør: Wes Craven
Skuespillere: Neve Campbell, Courteney Cox, David Arquette, Hayden Panetierre, Emma Roberts, Rory Culkin, Adam Brody.
Spilletid: 107 min.
Selskab: Dimension Films, 2011
Genre: Gyser
Link: http://www.scream-4.com/
Ghostface i sin kendte maske ...
Ghostface i sin kendte maske ...
De populære standard-medvirkende er med, men de spiller ualmindeligt udmattende ...
De populære standard-medvirkende er med, men de spiller ualmindeligt udmattende ...
... Scream 4´s nye ansigter.
... Scream 4´s nye ansigter.


banner
Overskrift Højre Block
Kvinde på krigss...
Amundsen
Aladdin
Bumblebee (4K Ul...
Det Vilde Pæretræ
En Spions Bekend...
Five Feet Apart
Villy og Monster...
The White Crow
John Wick 3:Para...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...