Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ari Magnusson har lavet intet mindre end en musikalsk dokumentarfilm der skildre 1000 års islandsk musikhistorie. Hvordan kan det være, at den lille østat med 300.000 indbyggere kan udklække det ene internationale musiknavn efter det andet, spørger filmen? Måske er det fordi, de ikke har andet at lave end at drikke og slå på tromme, lyder et bud, mens Björk mener, at islændingene har måttet opfinde musikken helt fra bunden, fordi de ikke havde nogen instrumenter. Til smukke billeder af landets inspirerende natur møder vi en masse forskellige personligheder der på hver deres måde er repræsentant for den Islandske musik: Björk, Sigur Rós, Múm, Slowblow, Sjón og Mugison - men også mere obskure ting som et band bestående af fire organister (Apparat), en xylofon lavet af sten ( Odins Raven Magic ), og arkivoptagelser af en meget ung Björk Gudmonsdottir, der giver den gas med Einar Ørn og de andre punk provokatører i Sugar Cubes.
Island ligger et sted imellem Skandinavien og Europa, og adskiller sig på mange områder fra begge dele. Island er kendt for dets individualitet og de sidste mange år er der kommet meget spændende og nytænkt musik fra den lille kolde ø. En af grundende til de mange nye bands der hver røver at eksperimentere med deres musikudtryk, er så nytænkende bliver prøvet forklaret i filmen. En af grundende kunne være at de intet har at miste ved at prøve nye ideer af. For de sælger alligevel kun omkring 200 plader på Island. Intet at miste , alt at vinde.
En af dem der har vundet verden over er Bjørk, der i et interview i Screaming Masterpiece fortæller om den islandske historie. Hun mener at lige siden Island i 1944 blev uafhængig, har folket på Island forsøgt at finde ud af hvordan man er Islænding. Dels i hverdagen og i levemåden, men i allerhøjeste grad også i musik kulturen hvor der stadigvæk bliver søgt og afprøvet grænser i det musikalske udtryk.
Bjørk fortæller også om punk i 80’erne og om den turbulente tid med Sugar Cubes, fra hvem vi også får et par videoklip.
I Screaming Masterpiece møder vi også musikeren der har lånt nøglerne til den lokale kirke hvor han kan øve sig og spille lige så højt på orglet som han har løst. Han siger om andres syn på Islands musik: "Foreigners all ask about elves, trolls, Bjork and Sigur Ros." To be fair, there is quite a lot of exported pop-pixie Bjork here, which also fulfils the elf quota. There are no trolls, but there is Sigur Ros.”
En af de Pop-pixies der refereres til er Eivor Palsdottir der men sin elveragtige stemme synger sange som hendes bedstefar kendte, nu tilsat moderne elektronisk musik og hendes naturligt smukke stemme.
Musikken fra Island er inspireret af naturen og landskabet, og Ari Magnussons dokumentarfilm er overbevisende i lyd og ikke mindst i de smukke billeder der netop viser det barske landskab musikken ligger sig så indspirende op af. Smukke billeder af byer om nattet set oppe fra den mørke himmel, varme kilder og sneklædte veje og kløfter som vi som publikum bliver trukket igennem på nogle lange og smukke kameraturer.
Screaming Masterpiece er en mesterlig fortalt dokumentarfilm, der selvfølgelig bør ses for sit indhold og flotte skildring af de musikalske talenter på den vejrbidte ø. Men også for dens smukke billedside, der fint støtter op omkring fortællingerne og de mange smukke passager med den inciterende musik.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet består af 15 interview med de personligheder og bandmedlemmer der også deltager i filmen. Det er muligt at klikke sig ind på hver enkelt og hører hvad de har at sige. Det er spændende og et fint supplement til selve dokumentarfilmen.
3 stjerner ud af 6 mulige.
Filmen er af en eller anden underlig grund ikke tekstet med Danske tekster. Men heldigvis er der mulighed for at sætte engelske tester på.
Filmen er venligst udlånt af Scanbox.
