Skriv en kommentar
Opslugt i byens labyrint.
At København står helt for sig selv er dog ikke helt rigtigt. Igennem filmen følger vi tre kvinders hverdag i hurtige klip. En moden kvinde, en ung kvinde og en lille skolepige. Man kan godt tænke, at det er lidt ærgerligt, at der igen skal et menneske til at stjæle billedet fra byen, men man kan ikke komme udenom, at det er en rigtig god idé at have noget man som publikum kan holde fast i og identificere sig med - også selvom nogle af situationerne med disse personer virker opstillede og lidt skæve (hvorfor går den unge kvinde ind på et offentligt mandeurinal for at kigge ned i kummen?). Men idéen med disse hovedpersoner følges desværre ikke til dørs, da filmen på usammenhængende vis langsomt glemmer dem, og til sidst er de slet ikke med. Hvor blev de af? Opslugt i byens labyrint? – måske. Om ikke andet gør det, at det lidt vi havde at holde fast i som publikum forsvinder.
Syregule billeder af velkendte bygninger.
Det filmiske look er et stærkt kunstnerisk valg, og som ægte kunst er det enten noget man hader eller elsker. Man kan med lange sætninger diskutere om den syregule sepia-farve er den bedste måde at fremstille København på. Det kan nemlig være med til at distancere byen fra virkeligheden, og jeg kan kun sige, at da jeg trådte ud af biografens mørke og oplevede København uden Sepia-filter, følte jeg næsten at det var en anden by end den jeg lige havde siddet og set på. Man kan dog ikke komme udenom, at det på mange billeder giver noget ekstra æstetik som er en fryd for øjet, men man kan altså heller ikke undgå at komme ind på, om et nyt kunstnerisk tema til hver sektion i filmen (filmen er inddelt i fem sektioner) havde været at foretrække.
Selve billederne i Se København er det der bærer filmen, og sikke nogle billeder! Ind imellem kommer der en vinkel af en velkendt bygning man aldrig har set før, eller et nærbillede af de personer man til dagligt går forbi, som giver én et lille gisp. Det er jo her, lige uden for min dør, det er jo her jeg bor! Og det er her Se København sejrer. Man kan mærke at Palle Vedel har brugt lang tid i Københavns gader og stræder. Filmen fanger til perfektion de små arkitektoniske detaljer og den velkendte følelse af stolthed og foragt, der går i flæng med den Københavnske ånd. Ingen tvivl om, at Palle Vedel har et øje for hans omgivelser. Derfor er det også så ærgerligt når der til tider bliver klippet for hurtigt, og når musikken overtager for meget af oplevelsen, og ikke lader billederne tale for sig selv. Musikken, der bl.a. er skrevet af Brian Eno, Massive Attack, Faithless og Ganga, er en elektronisk og atmosfærisk affære. Heldigvis har folk forskellig smag, men for mig virkede det ikke optimalt. Når jeg ser et billede af København tænker jeg personligt ikke automatisk 90’er soundscape musik.
SE København - Biograftrailer from Palle Vedel on Vimeo.
Se København er, som titlen så fint beskriver, en film hvor man ser København. Den er kunstnerisk, symbolsk og til tider vanvittigt flot, men føles også usammenhængende, og har nogle irriterende fejltrin hen ad vejen. Palle Vedel har fanget Københavns ånd flot med sit kamera, og hvis man er født og opvokset i København kan mange af hans billeder virke meget rørende. Men om det er en film der til fulde beskriver alle aspekter af København, det synes jeg nu ikke. Når filmen slutter har man følelsen af at Palle Vedel godt kunne have dykket dybere ind i de skumle gyder, og længere op i de flamboyante villakvarterer.
