Skriv en kommentar
Denne uge er der premiere på den nye Whodunnit (Who has done it?) film, See How They Run, af den relativt ukendte instruktør Tom George, der for det meste har britiske serier på sit CV.
Der var derfor ikke de store forventninger på instruktørfronten, men til gengæld er der nogle stærke skuespillernavne, som Sam Rockwell, Saoirse Ronan, Adrien Brody, David Oyelowo og den nye Hollywood darling Harris Dickinson, der alle er kendte for at lave nogle gode film, så på den front havde man alligevel nogle forventninger.
Man er kun for nyligt blevet forkælet, eller rettere sagt tortureret af Kenneth Branaghs, Mordet i Orientekspressen og Døden på Nilen, som har det til fælles, at de har Agatha Christie som fællesnævner.
Vi befinder os i storbyen London i år 1953, hvor en berømt Agatha Christie teaterforestilling skal til at blive filmatiseret, af den arrogante og usympatiske instruktør Leo Kopernick, spillet af den talentfulde skuespiller Adrien Brody.
Han er typen der tror at penge kan købe alt, og med den rette mængde af det, kan man tillade sig alt fra at lægge an på skuespillere, betale sig fra ting, og også angribe andre verbalt og fysisk, når noget ikke helt går efter hans ønsker.
Til hans held, eller rettere sagt uheld, bliver teaterstykket endnu mere berømt og tiltalende, ved teaterforestilling nummer 100, da han efter et angreb på en skuespiller finder sig selv i omklædningsrummet i færd med at skifte tøj. Der bliver han angrebet af en mystisk mand, klædt i hat, frakke og en mission, nemlig at dræbe Kopernick.
Det lykkes den mystiske mand at fuldføre missionen, og det starter en lavine af mystik, beskyldninger og løgne der skal opklares af den garvede politikommissær Stoppard, spillet af Sam Rockwell, og hans nystartede Frøken Betjent Stalker, spillet af altid gode Saoirse Ronan.
Hvem var den mystiske mand, der gik i hat og briller, øhmmm jeg mener hat og frakke, der er kun én måde at finde ud af det på, og det er at undersøge sagen nærmere.
Stoppard er ikke den mest ambitiøse, ej heller den mest motiverede politimand gennem historien, hvorimod Betjent Stalker er en ivrig og naiv rookie der hurtigt ”jumps in to conclusions”, og nærmest er ved at lukke sagen ved første øjekast på de formodede gerningsmænd, og det er dér styrken ligger i filmen.
Den evige kontrast imellem Stoppard og Stalker udløser nogle sjove episoder og gode grin, sammen med hele historien, der ikke er bange for at gøre stort grin med hele Whodunnit genren, og de evige klichéer de indeholder, og det er et friskt pust og får seeren til at følge godt med fordi det føles anderledes.
Der bliver pillet ved nysgerrigheden ved flashbacks, helt som skrevet i krimihåndbogen, og man bliver vidne til en rutsjebane af mistænkte, blandt andet alt fra den forfængelige overklasse til vores helt egen hovedrolle, takket være den ivrige Stalker.
Det hele kulminerer ved klimaks, hvor vi er vidne til et ”uplanlagt” middagsselskab hos selveste Agatha Christie, som muligvis også kan være mistænkt i mord sagaen, der under filmen faktisk bliver fordoblet fra én til to dræbte.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg selv ikke havde en anelse om hvem der var den ”rigtige” dræber, før det blev afsløret i filmen, og det kan man sige er ret positivt.
Det negative er lidt, at den når at blive lidt småkedelig til tider, og falder i tempo, og man som seer tænker, kom til sagen.
Den har nogle sjove referencer til andre Agatha Christie bøger, som kendere kan more sig en del over, men for dem der ikke er så meget inde i stoffet, flyver det hurtigt hen over hovedet.
Alt i alt er det en underholdende film, der trods mine naive forventninger om, at den måske blev lidt anderledes, endte med at blive endnu én af de samme i genren.
Og som fortælleren så smukt siger i starten af filmen;
It’s a whodunnit, you have seen one, you have seen them all.
Jeg kunne ikke see det bedre.
