Skriv en kommentar
Der findes film der efterlader et så specielt indtryk at man forventer specifikke ting fra filmageren i fremtiden. For mig er en af disse film Tarsem Singhs The Fall (2006). Den film er sådan et visuelt spektakel at den er helt uforglemmelig. Hans efterfølgende film Immortals (2011) og Mirror Mirror (2012) fortsatte med at brillerer visuelt, omend historierne nu var blevet noget mindre spændene. Særligt uforglemmeligt er filmenes spektakulære hovedbeklædninger, alt fra minotaurus hjelme og kongekroner til hatte i forskellige ekstreme former.
Når man så står med Self/less er det svært ikke at forvente noget spektakulært. Denne gang handler fortællingen om hvordan en gammel mand køber sig til ungdom ved at få flyttet sin bevidsthed over i en ung krop. Han bliver fortalt at kroppen er fremavlet, men det viser sig naturligvis hurtigt at det er en anden mands krop han befinder sig i. Derfra går filmen i nogle svært forudsigelige retninger, da han beslutter sig for at redde dagen og sætte en stopper for disse ugerninger.
Desværre har filmen meget lidt spændende at byde på ud over den gode ide den starter med. Det er svært at forstå hvorfor den gamle kyniske mand pludseligt beslutter sig for at gå helt amok for at redde dagen, ligesom det er ret uklart hvorfor den lyssky organisation bag processen beslutter sig for bedste løsning på alle problemer er at slå folk ihjel.
Tarsems fantastiske visuelle stil stikker hovedet frem fra tid til anden, men generelt er den så mondæn at se på at man næsten føler det er spildt at sætte hans navn på. Og når filmen så ikke har andet spændende at byde på, er det svært ikke at føle at man spilder sin tid. Ryan Reynolds og Ben Kingsley er begge fine som forskellige aldre af den samme mand, men ingen af dem bringer noget specielt til rollen. Det samme gælder Matthew Goode som skurken. Han er fin og nem at hade, men ikke meget mere end det.
I det hele taget er det en god beskrivelse af filmen: fin, men ikke rigtigt mere end det. Hvis man har set andre spændingsfilm ved man hvad der kommer, og science fiction elementet bliver gjort så minimalt at det er helt ligegyldigt. Filmen er visuelt nydelig, men noget kedelig i forhold til Tarsem Singhs andre overdådigheder.
