Skriv en kommentar
Hjemmet som arnested. Hjemmet som det trygge og fredelige sted bliver sat på spil og udfordret i filmen Selv i de bedste hjem (Dans la maison) af instruktøren Francois Ozon. Filmens forlæg er inspireret af den spanske teaterinstruktør Juan Mayorgas stykke "Drengen på bagerste række” fra 2012.
Filmen begynder i lærerværelset. Alle lærerne samles af rektor, som har en vigtig meddelelse. Skolen er udnævnt til at indgå i et pilot/forsøgsprojekt, som går ud på at eleverne skal bære uniform.
Fransklæreren Germain (Fabrice Luchini) er ved at tabe croissanten ned i kaffen ved denne kedelige meddelelse. Han kæmper i forvejen med at holde undervisningsgejsten oppe. Han har år ind og år ud undervist i fransk litteratur, som han brænder for. Han spiller bolden ud til eleverne, men de formår ikke at gribe den ifølge hans optik.
Endelig er der en elev Claude Garcia (Ernst Umhauer) som ’griber bolden’ og aflevere en forførende skriveøvelse.
Mentor-lærlinge-forholdet
Skrivelseøvelsen er et stykke solidt håndværk, som bevidst blander fiktion og virkelige observationer. Claude har udvalgt en skolekammerat Rapha (Bastien Ughetto) som objekt for sin opdigtet historie, fordi Rapha kommer fra et middelklassehjem modsat Claude, som kommer fra et tarveligt forstadshjem. Som påhit for at komme ind i dette middelklassehjem hjælper Claude Rapha med matematik.
Fransklæreren Germain lader sig forføre ved første gennemlæsning af Claudes skriveøvelse. Germain læser den højt for sin kone Jeanne (Kristin Scott Thomas), som finder tonen modbydeligt, men må indrømme at den 16-årige dreng Claude har skrivekundskaberne og fortællerstemmen i orden.
Hvert afsnit om skolekammeratens hjem slutter med: ”Fortsættelse følger…” på fransk: ”À suivre…”
Voice-over er Claudes stemme, som læser sine fiktive afsnit op om Raphas familie op. Germain begynder at give Claude eneundervisning om det at skrive og medbringer de store franske klassikere som inspiration. Claude bliver en slags pygmalion for Germain, da Claude gør de hverdagslig, rutine-agtige handlinger og diskussioner i et middelklassehjem split levenede for øjnene af Germain. Germains egne voyeristiske lyster bliver vakt og opfyldt gennem Claude.
Fiktionen og virkelighed blandes i en kakofoni fyldt med melankoli
Claude den forsagte, yndige dreng eller yndlingen har konnotationer til den billedskønne, halvvoksne dreng Tadzio i ”Døden i Venedig” af Thomas Mann. Germain tror, at han er læreren, men i virkeligheden forholder det sig omvendt. Det er Germain som lærer af Claude og gennem Claude får vakt sin længslen og sit begær efter at ’opdigte’ en virkelighed, og ikke være i den.
Selv i de bedste hjem er interessant, fordi den berører forholdet mellem mentor-lærling/lærer-elev forholdet med en sart , men kraftfuld tilgang. Blandingen mellem fiktion og virkelighed fungerer – hvad er hvad?
Dog synes undertegnede anmelder at Swimming pool (La Piscine) fra 2003 af Francois Ozon indeholder mere surreelle og groteske elementer på indholds- såvel som på lyd og den visuelle side. Med filmen Swimming pool sætter instruktøren mere på spil og fremdriften i historien er mere farlig end i Selv i de bedste hjem.
