Skriv en kommentar
Den danske instruktør, Jonas Alexander Arnby, vakte international opsigt med hans debutfilm ”Når dyrene drømmer”, som fik anerkendelse på festivalen Cannes 2014. Nu tager Arnby nu fat i et nyt projekt med et stort emne – nemlig selvmord. Og store emner kræver også store stjerner, og de har også fået fat i den danske superstjerne, Nikolaj Coster-Waldau i rollen som den syge forsikringsmand, Max, der tager drastiske handlinger.
Selvmordshotellet
Forsikringsagenten Max ( Nikolaj Coster-Waldau) lever en lykkelig tilværelse med sin kone Lærke ( Tuva Novotny). Han lever dog med en svulst i hjernen og befinder sig i en eksistentiel krise. Han finder frem til den aflukkende og yderst hemmelige luksus-resort, Aurora Hotel, hvor man kan tage hen og begår selvmord og tager derfor drastiske skridt for at dø med værdighed – hvis man overhovedet kan komme afsted med værdighed eller om det blot er egoistisk for sine medmennesker.
Stort emne, kedeligt udført
For det første er det lidt mærkeligt at filmen overhovedet bliver omtalt som en selvmordsfilm. Til trods for at Max har et par mislykket selvmordsforsøg, så er det jo teknisk set ikke selvmord, hvis andre hjælper en med at dø. Det burde hedde aktiv dødshjælp. Grundideen er der skam, da selvmord er en vigtig del af vores samfundsdebat, og aktiv dødshjælp kommer ofte op i forbindelse med dødelige sygdomme. Derfor har Arnby og hans manuskriptforfatter Rasmus Birch bestemt fat i noget. Idéen bliver bare slet ikke ført til døren ordentligt og ender i et mindfuck- kaos uden lige. Der foregår en masse krydsklip imellem virkeligheden, fortiden og fantasien. Umiddelbart fordi karakteren Max er så syg, og derfor hallucinerer og ikke ser ting tydeligt. Som publikum sidder man dog tilbage med flere spørgsmål end svar og det hele ender op i forvirring i stedet for afklaring.
Kedeligt og ligegyldigt
Alt fra den manglende kemi imellem Nikolaj Coster-Waldau og Tuva Novotny til den endeløse forvirring er blot nogle af filmens problemer. Det er hårdt at kæmpe for et ægtepar, når man slet ikke kan føle nærheden imellem dem, følelsesmæssigt er det hårdt at blive involveret, da karaktererne også er så kedelige. Nikolaj Coster-Waldau gør det så godt, han nu kan med det, han er blevet givet – men det er stadig bare utrolig kedeligt. Hotellets fejlende logik ender i det håbløse, da de heller ikke tager hverken et menneskeliv eller døden alvorligt, og der eskalerer derud, hvor døden lige pludselig ikke længere bliver frivilligt.
”Selvmordsturisten” formår aldrig at blive spændende eller forløsende. Man sidder tilbage med en tom fornemmelse og det hele emmer ud i ligegyldighed – til trods for et spændende emne.
