Skriv en kommentar
USA flyder over med skandaler, hvor journalister fupper sig til status og berømmelse. Og de skyldige skribenter sidder ikke på lyssky tabloidaviser, men på respekterede og selvbevidste dagblade som USA Today, The New York Times, Boston Globe og The Chicago Tribune. En af de mest opsigtsvækkende sager om falske kilder og komplet fiktive historier dukkede op i 1998, hvor den unge komet Stephen Glass’ fik kværnet sin integritet.
Stephen Glass spidsede pennen for det højtbesungne magasin The New Republic, der bryster sig af at have præsidenten som fast læser. Her havde den unge journalist henrykket kolleger og redaktører med sine på én gang afslørende og underholdende historier. Men en historie om en teenagehackers samarbejde med et softwarefirma blev hans skæbne.
Fuskerierne har dog ikke sat Stephen Glass i anonymitetens skammekrog. Han har udgivet en fiktiv bog baseret på sin karriere, og Billy Ray har visualiseret historien med ’Shattered Glass’ – baseret på en artikel i Vanity Fair. Samme popularitet oplever Jayson Blair, der snød læsere og redaktører i The New York Times. Det rejser visse spørgsmål, at en genvej til penge og berømmelse går gennem journalistisk fup, mens seriøst dybdeborende arbejde må nøjes med enkelte anerkendende nik fra branchen.
Den moralske diskussion om fokus på fup kan dog ikke overskygge, at Billy Rays debutfilm som instruktør er en skarp spændingsfilm båret af et raffineret spil mellem karaktererne og med helterollen. Samtidig viser filmen, hvor problematisk det kan være, når et fag bliver så præstationsbetinget som journalistik. I lighed med kunstnere opnår journalister berømmelse og deres arbejde hyldes med priser på alle niveauer. I Danmark er den mest berømte Cavling-prisen, mens det i USA er Pulitzer. Med det for øje tyer journalister somGlass til kunstnerens fiktion.
Hayden Christensen har smidt Jedi-kappen og træder flot i karakter som den flinke og charmerende Stephen Glass, der sidder som redaktionsmødernes centrum med sine fascinerende historier. Han nyder stor respekt blandt kollegerne og hos redaktøren Michael Kelly (Hank Azaria). Kelly mister dog sit job og Charles Lane (Peter Sarsgaard) sætter sig i stedet i redaktørstolen. Og det bliver ham, der trækker tæppet væk under Stephen Glass, da internetavisen Forbes Digital Tool stiller store spørgsmålstegn ved hans reportage fra en hackerkonference.
Udfordringen for Billy Ray har været at gøre filmen spændende, selvom slutningen er givet: Glass er så skyldig som muligt. Derfor har instruktøren ikke lagt dramaet i selve plottet, men i karakterernes handlingsmønster. Historien cirkler nemlig om de menneskelige relationer og dermed reaktioner på The New Republics redaktion. Alle står bag yndlingen Glass, mens Charles Lane betragtes som jaloux på talentet. Hermed hæver historien sig op på et niveau, hvor den skildrer, hvordan venskab og klikedannelser kan stå i vejen for den kritiske og kyniske professionalisme, der skal ligge som basis for alle former for arbejde og samarbejde – journalistisk arbejde i særdeleshed. Med opbakningen i ryggen kører Stephen Glass ud på et overdrev af løgne og transformerer sin drengede charme til forkælet skabagtighed. Fremragende skildret af Hayden Christensen.
På den filmiske front holder Billy Ray et neutralt og gennemsnitligt billedsprog. Det mest raffinerede ligger i rekonstruktionerne af Glass’ løgnehistorier, der giver dem et autentisk præg og i korte øjeblik gør seeren i tvivl om, hvorvidt han egentlig lyver – for historierne er glimrende.
Men den bedste historie ender med at blive Glass’ egen. Han falder fra de journalistisk tinder, men hans skæbne kaster også lange skygger ind over en presset branche, der konstant kæmper med troværdigheden. Under alle omstændigheder kommer Billy Ray ganske troværdigt fra start som filminstruktør.
Ekstramateriale:
Det store scoop i ekstramaterialet er et interview med Stephen Glass fra det amerikanske nyhedsmagasin ’60 Minutes’. Her får vi også kommentarer fra redaktøres Charles Lane og en tidligere medarbejder på The New Republic. Og Glass’ fremtoning ligger faktisk utroligt nær Hayden Christensens skildring i ’Shattered Glass’. Han er underspillet, ydmyg og konstant undskyldende.
Ellers er der ikke det store at komme efter. Lidt noter om skuespillerne og produktionen samt en trailer.
