Skriv en kommentar
I hvor høj grad bør pressen vægte sandheden frem for nyhedernes underholdningsværdi? Det er problematikken, der forsøges berørt i Shattered glass.
Filmen fortæller den sandfærdige historie om den unge, fremadstormende journalist Stephen Glass, der i midten og slutningen af halvfemserne var blandt USA’s mest eftertragtede skribenter. Glass nåede at skrive 41 artikler, hovedsageligt for det politisk engagerede magasin The New Republic, men også for andre tidsskrifter som f.eks. Rolling Stone, før det blev afsløret at han havde opdigtet over halvdelen af dem.
Filmen er et tragisk portræt af en yderst arbejdsom, engageret og travl ung mand, der blot ønskede at stille omverdenen tilfreds og skabe sig en god karriere. Det i en sådan grad at han et stykke hen ad vejen har fået forskruet sine prioriteter på en sådan måde, at artiklernes sandfærdighed er blevet mindre vigtig end deres underholdningsniveau.
I rollen som den karismatisk drengede Glass, der også fungerer som filmens fortæller, ses Hayden Christensen. De fleste vil nok tænke Star Wars og store, sorte masker, men Christensen har før bevist at han har større dramatisk spændvidde end lyssværd og sandfarvede kapper tillader. Ikke mindst i 2002’s ”Life As A House”. Han er her blevet pålagt den altdominerende og bærende hovedrolle og han klarer opgaven med bravur. Karakteren af den blåøjede, velmenende og samtidig bevidst manipulerende og kolde Glass klarer han med en god sans for skæv timing og et sørgmodigt glimt i øjet.
Filmens anden hovedrolle er også ganske godt besat af Peter Sarsgaard (Boy’s Don’t Cry, K-19). Han spiller Charles Lane, The New Republics nyligt ansatte chefredaktør, og manden der reelt bliver sat i det moralske dilemma som filmen kredser om. Han er den upopulære, nyligt forfremmede chef, der bliver tvunget til at skride til handling overfor den populære stjernereporter. Sarsgaard klarer den sammenbidte og udskældte karakter godt og med flot, nuanceret spil.
I øvrige roller ses bl.a. Chloë Sevigny (oscarnomineret for Boys Don’s Cry), Steve Zahn (Suburbia, National Security), Rosario Dawson (25th hour, Men In Black 2) og Hank Azaria (Mystery Men, fast stemme i Simpsons), og fælles for deres roller er at de er temmelig ligegyldige og intetsigende. Ingen af de dygtige skuespillere i birollerne får på noget tidspunkt lov til at vise noget som helst. Karaktererne er hver skrevet med deres specifikke formål og inden for meget snævre margener. Det bevirker at samtlige skuespillere virker som reciterende, ligeglade dukker i skarp kontrast til filmens to gennemarbejdede og livlige hovedroller, Christensen og Sarsgaard. Det er lidt syndt og virker som forhastede beslutninger i et ikke ordentligt gennemarbejdet manuskript.
Filmen er skrevet og instrueret af Billy Ray, der før skrevet manuskripter til film såsom Hart’s War og Volcano. Manuskriptet er baseret på en artikel af Buzz Bissinger, og filmen markerer Billy Rays debut som instruktør.
Han har tydeligvis været fascineret af historien om den unge bedrager, men har ikke rigtig vidst hvad han skulle gøre med den. I stedet for at være en gennemtænkt moralsk overvejelse over hele ”nyheder som underholdning” problematikken, eller et seriøst studie af en ung mand med en temmelig forskruet opfattelse af omverdenen, så ender filmen med at være et halvhjertet forsøg på begge. Problemet er bare at ingen af de to tilgangsvinkler bliver ordentligt realiseret.
Debatten omkring nyhedernes forhold mellem dybdeborende, seriøs journalistik og farverig underholdning er ikke ny, og her berøres den alt for overfladisk og ukonfronterende. I stedet for at tage et standpunkt eller tvinge tilskueren til at tage stilling, så er det som om at det hele bare glider ud i sandet, og hele den moralske debat falder lidt i baggrunden for den overfladiske spændingshistorie.
Det samme sker med Glass karakteren. Hans baggrund og motiver bliver kun let berørt og forklaret, og man får ikke nogen ordentlig indsigt i den lange proces, som den grad af selvbedrag uværgeligt kræver (det skal dog siges at Christensen får det absolut optimale ud af det spinkle forlæg).
I stedet får man blot en ordinær spændingshistorie, der da er spændende nok til at holde ens opmærksomhed fangen, men som aldrig rigtig fører til noget. Der er masser i potentiale i historien, men det bliver aldrig realiseret på en måde der er blot en smule tilfredsstillende. Jeg endte med en tom følelse og hvad der må betegnes som skuffelse. Det er ærgerligt at se en film der kunne have så meget på hjerte, og så ikke har det…
