Skriv en kommentar
Silent Hill spilserien er en, jeg har fulgt nøje siden det første spil kom ud. Jeg husker stadig dengang, jeg spillede det første spil i serien til ukendelighed, og nærmest havde hallucinationer bagefter. De første 3 Silent Hill spil var dog klart de bedste, og de to seneste har virkelig hevet fat i det trivielle med alt for meget genbrug – desværre. Der er nemlig masser af potentiale i survival horror genren, og med et så komplekst, dystert og ikke mindst deprimerende univers som Silent Hill, er mulighederne utallige. Derfor er begejstringen nu ekstra stor, hvor fornyelse af konceptet og fastholdelse af universet kommer frem i det seneste kapitel ved navn ”Silent Hill: Shattered Memories”. Spillet er udkommet til Wii og nu PSP, og det er PSP-versionen, jeg har fået til anmeldelse.
Historien virker meget bekendt, da man styrer Harry Mason, der leder efter sin datter Cheryl efter et biluheld i byen Silent Hill. Ligeså snart man har rystet denne oplysning af sig, venter der sig en noget uvant spiloplevelse bag. Spillet fungerer nemlig hovedsageligt som et flashback, hvor man også spiller nutiden igennem imellem disse flashback, der fungerer som et besøg hos psykologen, Her skal man besvare en masse personlige spørgsmål, der så vil få konsekvenser for, hvordan resten af spillet udfolder sig. Det er muligt, at de forskellige spiloplevelser ikke er ligeså forskellige som f.eks. ”Heavy Rain”, men det er alligevel et element der fungerer overraskende godt. Noget andet og ligeså væsentligt er selve spiloplevelsen. For Silent Hill ligner ikke helt sig selv. Tågen er der ganske vist stadig, men når byen ændrer sig, fryser den til is i stedet for at ruste. Netop i denne alternative virkelighed er der endnu en stor ændring, for du kan ikke slå igen i ”Silent Hill: Shattered Memories” – du kan kun løbe. Der er utallige væsener lige på nakken af dig, og dine valg er simple; løb, gem dig eller find nogle forhindringer du kan bruge imod dem. Hvor ”Silent Hill: Homecoming” havde fokuseret på et nyt og mere komplekst kampsystem, der på en måde rev al den intense og skræmmende stemning ud af serien, har man altså med ”Silent Hill: Shattered Memories” gjort det præcist modsatte med stor effekt. Selvom ”Silent Hill: The Room” havde sine skræmmende øjeblikke også, havde spillet uden tvivl fungeret langt bedre som film, og vi skal altså helt tilbage til ”Silent Hill 3”, før vi har haft en lignende intens oplevelse som denne i serien. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, hvordan spillet her fungerer til eksempelvis Wii, og i langt højere grad hvordan det ville blive modtaget til en next generation konsol med blot få ændringer. Dog er det ufatteligt, at en håndholdt konsol kan sætte en i en sådan stemning, og personligt havde jeg aldrig troet, at det kunne lade sig gøre.
Spillets controls er forholdsvist ligetil om end noget klodsede fra tid til anden. Det er tydeligvis et spil, der er udviklet til Wii, for når man skal åbne skabe osv., ville det klart fungere langt bedre til den konsol end PSP’en. Man er ligeså bundet til sin figur i third person perspektiv med ringe mulighed for at orientere sig, og han fylder simpelthen en for stor del af billedet. Dette kan skabe problemer, når man har 2-3 monstrer i nakken, og simpelthen ikke har tid til, at tage sin GPS op for, at finde ud af hvilken vej man nu skal løbe. Dog fungerer hele konceptet med en mobil i stedet for radio glimrende. Mobilen har udover ringefunktionen nemlig en GPS, et kamera der kan bruges til at tage billeder af spøgelser og lignende og en masse andre mindre funktioner. Vigtigst af alt føler man, at man har mange muligheder i spillet, selvom det egentlig er meget lineært, og det er ligeså dejligt at der er kommet puzzles tilbage i serien.
Grafikken er såmænd glimrende nok. Selvom detaljerne er få og grafikken meget firkantet, er brugen af de mørke farver meget stemningsfuldt. Akira Yamaoka er tilbage igen til at lave spillets musik, og det er blandt de bedste soundtracks til serien hidtil. Stemmerne og skuespillet heri er ligeså over middel, og lydene rent generelt rigtigt gode hvad angår detaljer i f.eks. Harrys gang. Kombineret vækker det hele minder om de første 3 kapitler i serien på godt og ondt. Grafikkens detaljer kunne sagtens gøres bedre, stemmeføringen kunne også få et spark i røven imens spillets soundtrack og lydbillede er fuldstændig optimalt.
Det er svært, at skjule min begejstring for dette spil. Som gammel fan af serien, er det dejligt at se, at man er vendt tilbage til rødderne imens man samtidig har smidt lide nytænkning ind i formularen. Det vigtigste i et Silent Hill spil er stemningen, der er en blanding af intens, dyster og deprimerende og her har man altså med ”Silent Hill: Shattered Memories” ramt hovedet på sømmet.
