Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er bemærkelsesværdigt, at en så stærk, rig og smuk film som Silkevejen ikke var nomineret i en eneste kategori hverken til Bodil- eller Robert-festen. Instruktøren Jytte Rex burde være nomineret for sin enestående evne til at fortælle i et dybt vedkommende og originalt billedsprog der bryder den traditionelle hollywoodmodel op. Fotografen Manuel Alberto Claro burde have været nomineret for sine intense og uendeligt smukke billeder. Og skuespilleren Ellen Hillingsø for sit ligeså intense og smukke portræt af en stærk kvinde på dødslejet. For slet ikke at tale om klipperen Grete Møldrups enestående evne til at formidle Rex´s billedverden, den præstation var nok en nominering værd.
Forklaringen på at Silkevejen ikke var nomineret overhovedet er vel den gode gamle traver: Fordi den er anderledes end alle de andre!
Billedkunstneren Jytte Rex har lige fra sin første selvstændige film Veronicas svededug (1977) gået sine egne veje. I et billedsprog der bedst kan sammenlignes med russeren Andrey Tarkovskijs, hvor egentlig handling er afløst af associative billed- (og lyd-)forløb, symbolik og mathcut tilbydes tilskueren på én gang æstetiske rejser af smukkeste art og neddyk i vores kulturs aller-dybeste lag. Og hvis jeg ikke tager meget fejl endda med noget så sjældent som et kvindeligt blik.
Handlingen er enkel: En kvindelig billedkonservator (uden navn, men spillet af Ellen Hillingsø) ligger for døden på hospitalet. Hun har for få år siden mistet sin elskede mand Thomas (Jens Jørn Spottag) i et flystyrt. To sygeplejersker plejer hende. Veninden fra arbejdet besøger hende, ligesom faderen gør det.
Som man kan høre er der ikke rigtig nogen fremdrift i handlingen. Her er snarere tale om tilstand. Og det er netop denne tilstand imellem liv og død, tidløshed Rex sammen med sin hovedperson kredser om, når hun lader hende tale med sin afdøde elskede, lytte til hele Danmarks kvantefysiker Holger Bech Nielsens foredrag om ormehuller, identificere sig med renæssance-kunstneren Sofonisba Anguissola, og i det hele taget lader hende op- og gennemleve de smukkeste og mest intense billedrejser længe set på film. Bygninger, natur, dyr, iscenesættelser, menneskekroppe, malerier, gopeliner, TV-reportager, interieurer og erindringer etc. afløser eller lægges ind over hinanden på en måde så stofligheden og dermed sanseligheden på smukkeste vis formidles til tilskueren. Alt er organisk, alt er kvindeligt fristes man til at sige. Og det er en sand lise for sjælen, hvor alting ellers er skåret til efter den benhårde hollywoodmodel.
En særlig rolle spiller renæssance-billedkunstneren Sofonisba Anguissola. Hovedpersonens arbejde med at restaurere hendes værker, især et selvportræt, hvor der gemmer sig et landskab bag øjnene, signalerer at vi med Silkevejen har at gøre med en film der er sig bevidst om og prætenderer et kvindeligt blik. En særlig rolle spiller også hovedpersonens far (Niels Barfoed). Han sidder ved hendes dødsleje og læser op af Leonardo da Vincis renæssance-tekster og af Italo Calvinos moderne tekster (De usynlige byer). Da hun vågner op af sin feberdøs og siger ”Sidder du dér og venter?” svarer faderen ”Venter, nej jeg våger!”. I vågetilstanden gennemlyser tiderne hinanden og et kulturelt, humanistisk værdigrundlag hvor det kvindelige har sin frugtbare plads skimtes. Silkevejen er således en ganske enestående film, der i et unikt billedsprog lader sine tilskuere trænge dybt ned i den vestlige kultur.
DVD-en er af fineste slags. Billedsiden er flot overført og lydsiden ikke blot i 5.1 men også i DTS – her er mulighed for at (gen)opleve Silkevejen på fornemste vis. I øvrigt er der mulighed for at sætte engelske undertekster til filmen – se den med dine udenlandske venner! I tilgift til hovedfilmen får man to kortfilm af Jytte Rex; Floden – en fortælling om livet, døden og kærligheden, der fremstår som et selvstændigt og gennemarbejdet forarbejde (?) til Silkevejen. Og Verdenshjørner billeddigt 2004, der i mere skitseagtig, grov form i bogstaveligste forstand går ind i en eller flere billedkunstneres (hvem?) værker. Begge film er intenst fotograferet af Jytte Rex selv og klippet af Grete Møldrup - deres samarbejde fremtræder unikt.
Der er intet kommentatorspor på DVD-en. Det skyldes måske nok instruktørens åbne billedsprog og arbejdsmetode, hvor ingen fortælling og tolkning ligger fast, men peger også på, at Jytte Rex stadig ikke mig bekendt har en fortolker der kan åbne for/formidle den billedrigdom instruktøren møder sit publikum så generøst med i sine film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
