Skriv en kommentar
Silvana Imams karriere eksploderede i 2014, hvor hun gik fra at være undergrundskunster til et ungdomsidol i Sverige. Hendes utæmmede og eksplosive raseriudbrud igennem hendes tekster, tændte noget i en stor del af Sveriges ungdom, og pludselig var hun også en frontfigur i kampen imod undertrykkelse af diverse minoriteter. Da hun selv forelsker sig i den etablerede popstjerne Beatrice Eli, bliver de begge den svenske musikindustris nye kæledækker. Men berømmelsen har absolut også en bagside, og Silvana får svære og svære ved at håndtere presset, der kommer af at være et forbillede for en så stor del af den svenske befolkning.
Følelsesmæssigt hårdtslående og temperamentsfuld
"Silvana" er instrueret af en kvindelig svensk trio bestående af Mika Gustafson, Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis, og de har siden 2014 fulgt Silvana og hendes stigende popularitet med deres kamera. Deres ufiltrerede stil passer perfekt til en så ekspressionistisk og temperamentsfuld skikkelse som Silvana. Jeg kan kun lette imponeret på hatten af, hvad de har formået at gøre med deres debutfilm. Den er både følelsesmæssigt hårdtslående og utroligt energifyldt. De trykker og skruer, som på en mixerpulter, på alle de rigtige knapper i forhold til rytmen i filmen, og de gange, hvor den sætter fokus på Silvanas rene kærlighed til hendes muse, Beatrice, tager instruktørtrioen glimrende tempoet et nøk ned, så man kan fornemme deres rørende nærvær sammen.
Unødvendige sekvenser
Koncerterne, der ellers er medrivende nok, er enkelte steder optaget i slow-motion, en effekt i dokumentarer, som jeg virkelig har det svært med, da det ikke er nødvendigt at fremhæve patos, når det tydeligt fremgår igennem Silvana selv. Nogle steder er symbolikken også en tand for meget, specielt i unødvendige sekvenser, hvor vi ser Silvana reflektere ude ved en strand, alt imens hun på ægte Terrence Malick-manér skuer filosofisk ud over horisonten. I en anden sekvens oplever vi, hvordan dusinvis af gustne hænder forsøger at rive Silvanas ansigt i stykker, hvilket åbenlyst er et symbol på hendes massive pres for omverdenen. Det bliver for bogstaveligt, og jeg savnede lidt, at få overladt noget til min egen fantasi, i stedet for disse mindre vellykkede visualiseringer.
Tættere på Silvana
Det er dog ikke noget, der for alvor fylder i helhedsbilledet. Tværtimod står man tilbage med en frisk følelse af, at være kommet tættere på Silvana som menneske, hvilket er essentielt, så man bedre forstår hendes musik og tekster - også selvom man ikke normalt lytter til moderne rap og hip-hop.
