Skriv en kommentar
Til hverdag er Lulu Wong en rig, berømt og feteret forretningskvinde, men når freden trues af farlige forbrydere trækker hun i sølvlamekostume og halvmaske og ved hjælp af Kung-Fu, sin seje motorcykel og moderne gadgets, genopretter hun lov og orden under navnet SilverHawk. Men da dette viser sig at være demoraliserende for den lokale politistyrke bliver politikommiser Rich Man sat til at stoppe hende. Det viser sig at Rich Man og Lulu er gamle barndomsvenner og da en vis professor Ho samt Lulus onkel Shiraishi bliver bortført, må de to venner tage kampen op mod den skruppelløse Alexander Wolfe, der via Ho’s nye AI-teknik og Shiraishis vidunder af en mobiltelefon, har planer om at hjernevaske og trælbinde en stor del af verdens befolkning.
Bag SilverHawks maske gemmer sig den kinesiskfødte Michelle Yeoh. Fans af Hong Kong-genren vil uden tvivl huske hende for hendes lange samarbejde med landsmanden Jackie Chan. Andre vil huske hende fra James Bond filmen Tomorrow Never Dies (1997) hvor hun med Pierce Brosnan på bagsædet tog den på motorcykel gennem Hong Kongs snævre gyder. Tre år senere kunne hun ses som feminin sværdkæmper i Ang Lees drømmeagtige og billedskønne Tiger På Spring, Drage I Skjul og herhjemme kunne hun sidst opleves i den storslåede Mit Liv Som Geisha.
Med SilverHawk vender hun tilbage til den sorgløse genre man husker fra tiden med Jackie Chan. For mig har det at se en gammel Jackie Chan film altid været en frydefuld oplevelse, der mere var lig en storslået cirkusforestilling end en decideret spillefilm. Her var det ikke smålige bagateller som handling og skuespilkunst der blev lagt vægt på, men derimod flot koreograferede slagsmål, imponerende kampsport og spektakulære stunts, blandet op med en herlig, barnligt naiv lagkagekomik.
Ligesom vores vestlige superheltefilm gør det, bygger SilverHawk også på et tegneserieforlæg. Og med Michelle Yeohs fortidige og fantastiske fysiske udfoldelser i baghovedet ville man tro at hun med begge hænder på ryggen, kunne tryne både Batman og Spiderman, Lara Croft og Elektra. Men nej. Kampsekvenserne i SilverHawk der ville have været det eneste der kunne retfærdiggøre dens eksistens er få, flade og mest af alt lettere kedsommelige. Og det kan undre. Både når man ved hvad Michelle Yeoh er (var?) i stand til, men også da både den typiske humor og barnlige entusiasme faktisk er til stede en god del af tiden. Hendes bedrifter består for det meste i at stille sig i filmiske positurer og tæve skurkene på en mere end gennemsnitlig facon, som de fleste kunne gøre det efter få måneders træning. Vist er der sjove sekvenser som kampen mod fire fyre i lange elastikker som dem man så i Mad Max I Tordenkuplen (1985) og den første Tomb Raider film (2001), men da Yeoh bliver stående på jorden og blot langer ud efter dem når de kommer flyvende forbi, kan man ikke lade være med at tænke på sekvensen som et sørgeligt spild af talent.
SilverHawk må derfor være at betragte som en lille parentes i Yeohs karriere som vi gør bedst i at glemme, mens vi venter på den næste film med den herlige og balletdanseruddannede Kung Fu kæmper. Jeg kan med blødende hjerte ikke sætte mere end to sløve kastestjerner i panden på høgen.
Ekstramateriale:
Består af 5 minutters præsentation af hovedpersonerne samt små 8 minutters bag kameraet. Begge titler består af en samling klip fra den færdige film, samt enkelte stillfotos fra optagelserne og med soundtracket som eneste lydspor. Mere uinformativt ekstramateriale skal man lede længe efter. Derudover er der en trailer for filmen samt et alment trailershow. En sølle stjerne for det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
