Skriv en kommentar
Fodboldfans kender ham nok bedst for hans fiaskobetyngede indblanding i traditionsklubben A.C. Milan, hvor han tilmed flere gange havde indflydelse på, hvem der skulle indgå i diverse startopstillinger til trods for hans manglende fodboldbaggrund. Noget som også skræmte adskillige topspillere fra at signere en kontrakt med klubben. Dertil kan man addere alle hans skattesager, politiske kontroverser under hans fire præsidentperioder og de farverige rygter om hans privatliv. Med andre ord, så har han nærmest skræddersyet manuskriptet til sin egen film. ”Silvio og de andre” annoncerer da også med det samme i en indledende tekst, at der er taget nogle markante friheder af folkene bag filmen, og at meget af historien er en kreativ fortolkning af Berlusconis liv. Men det hæmmer absolut ikke filmen i at fremstå som værende troværdig.
”Silvio og de andre” sætter både fokus på hovedpersonens konfuse privatliv, hans kontroversielle politiske karriere og hans ligeså kontroversielle forretningsliv som bl.a. mediemogul og ejer af fodboldklubben A.C. Milan. Samtidig følger filmen alle de mænd, der ønsker at spejle sig i Berlusconis evige spotlys, og hvordan de en efter en forsøger at imponere mastodonten, de fleste uden det store held. Filmen strækker sig i perioden fra 2006 til 2009, hvor Berlusconi på ny forsøger at blive italiensk præmiereminister.
Toni Servillo er filmens indiskutable højdepunkt. Et portræt af en mand så omdiskuteret som Silvio Berlusconi kunne nemt have endt som en letfordøjelig SNL-agtig parodi, men gudskelov rækker filmen længere ind bag Berlusconis karismatiske facade. Den gamle kliché om den deprimerede cirkusklovn passer perfekt til Berlusconis alt for stive smil. Et smil, som Servillo rammer klokkerent. Han udståler den arrogance man forventer af en mand som Berlusconi, men samtidig indeholder hans øjne både en aldrende mands forfængelighed og sårbarhed. Filmen forsøger heldigvis aldrig at retfærdiggøre Berlusconis forskellige kontroverser, og formidler da også hans politiske karriere som en passende joke. Det er alligevel yderst interessant at dykke ned i det mysterium, som det var, at en mand som Silvio Berlusconi kunne blive valgt som præsident, et mysterium, der ligger sig lunt op af historien af en vis nuværende amerikansk præsident – store armbevægelser, upassende jokes, brovtende personlighed og en selverklæret ”self-made” rigmand.
Sorrentino skruer specielt i første halvdel af filmen, hvor Berlusconi fungerer som en mystisk persona, som alle vil imponere, op for tempoet. Her dominerer nøgne kvinder, høj technomusik og psykedeliske stoffer biograflærredet og lydbilledet. Det er både fuldstændig vanvittigt, tåkrummende akavet og surrealistisk morsomt. I en scene begynder en tilfældig gæst til en fest, der bliver holdt overfor Berlusconis hus, at lave en reklame for et psykedelisk stof til kameraet i ren metastil. Men når det så er sagt, så halter filmen også på andre områder. En scene hvor en ged har listet sig ind i Berlusconis hus, viser hvordan mediemogulens aircondition er skyld i gedens endelige kollaps midt i hans stue. Scener som disse fremstår unødvendige for filmens handling, og tangerer i en vis grad til det intetsigende. Tilmed er det som om at handlingen, til trods for en massiv længde på to en halv time(!), bliver fremskyndet alt for ofte. Elementer som kunne have været udeladt er blevet i filmen i stedet for endnu mere fokus på hovedpersonen.
Til trods for lidt manglende koncentration og stramhed i handlingen, er ”Silvio og de andre” en både underholdende og interessant film om den magt og svindel, der danner omridset for en af Italiens mest omdiskuterede figurer.
