Skriv en kommentar
For de indviede er der ingen grund til præsentation, men for dem der ikke før har frekventeret den amerikanske tegneserieskaber Frank Millers syndige, besynderlige univers kan her få en lille rundvisning: Frank Miller er manden bag tegneserien om Daredevil og den grafiske novelle om den kappeklædte helt, Batman, i The Dark Knight Returns, med en massiv fanskare og stor ros fra kritikerne til følge. Og Miller udbyggede sin popularitet, da han skabte heltinden Elektra, der er yderst kyndig indenfor japansk kampkunst og den futuristiske samurai, Ronin. I 1991 skabte han tegneserien Sin City og den blev hurtigt anset for at være en af tidens bedste tegneserier blandt kritikerne. I superhelte tegneserien Sin City er der en ualmindelig mangel på superhelte – her er der kun barske fyre, pistoler, piger, kærester og tabere, som forsøger at hutle sig igennem den mørke nat. Alt dette nærmest eksploderer i sorthvide tegninger, som har betaget en stor skare, der ikke tidligere har været fans af tegneserier. Miller blev således også præmieret med den prestigefulde Eisner Award og National Cartoonist’s Award for Sin City.
Sin City er med god grund Frank Millers hjertebarn, og han var derfor kølig overfor at lade den filmatisere. Men da legebarnet Robert Rodriguez meldte sig på banen kunne han se, at her havde han fundet sin ligesindede, og at han ville give materialet den hudløst ærlige behandling det fortjener. Til gengæld for at Robert Rodriguez fik lov at lave filmen, fik Miller krediteret funktionerne co-instruktør, co-producent og selvfølgelig fuld kontrol over manus som manuskriptforfatter. Og som altid når det gælder en Robert Rodriguez film tog dette multitalent kontrol over de fleste andre funktioner i filmen. Og man er jo ved at falde bag over af hvad den mand er i stand til. Her har han såmænd bare instrueret, produceret, komponeret, klippet, fotograferet og været chef for de omfattende special og visual effects på filmen. Alt sammen til UG kryds og slange. Han har dog udover Frank Miller denne gang fået lidt hjælp af sin gamle legekammerat Quentin Tarantino, der er krediteret som gæsteinstruktør. Og ud fra resultatet at dømme har samarbejdet fungeret fremragende med en helt utrolig præcis gengivelse af tegneseriens univers.
For at realisere deres syndige version samlede Rodriguez og Miller et cast bestående af et væld af stjerner i alle afskygninger. Her er de etablerede, ældre megastjerner (Bruce Willis, Benicio Del Toro), de nye megastjerner (Elijah Wood, Jessica Alba, Josh Hartnett), semi-stjernerne (Clive Owen, Michael Madsen, Michael Clarke Duncan), morgendagens stjerner (Brittany Murphy, Rosario Dawson, Nick Stahl) og så ikke mindst de fortidige, falmede stjerner (Mickey Rourke, Rutger Hauer) der, dybt savnede, med denne film undes et velfortjent comeback. Fremragende casting og det er en fryd at se, at der i sådan en grad spilles røven ud af bukserne på alle fronter. De udgør legemliggørelsen af de hårdkogte, desillusionerede mænd og udspekulerede femme fatales, der væves ind i hinandens historier i et kompliceret væv af et plot som i en anden film noir fra 1940erne og 50erne, som Millers Sin City henter meget af sin inspiration fra. Fremhæves skal især det unge stortalent Nick Stahl (In the Bedroom, Bully, Terminator 3: Rise of the Machines) i rollen den sadistiske Junior/Yellow Bastard, der velfortjent efter en række independent film er begyndt at dukke op i flere og flere storproduktioner. Spændende er det også at se gamle, forslåede og næsten ugenkendelige Mickey Rourke (9½ Weeks) på banen igen i fuld vigør og for fuld udblæsning. I rollen som slagsbroderen Marv, har han klart nogle af filmens bedste one-liners og, lad mig bare sige det, nogle super cool action-scener, der vil få de fleste til at spærre øjnene op, ligesom de mange smækre femme fatales, der tripper letpåklædte rundt bevæbnet til tænderne.
I de ualmindeligt flotte, levende billeders udgave befinder vi os selvfølgelig stadig i Sin City. Et univers fyldt med tøvende helte, som forsøger at gøre det rigtige i en by, der ikke levner nogen mange chancer. I en episodisk opbygning følger vi et farverigt persongaller i en by fyldt med kontraster. Mellem de korrupte, de magtsyge og de uforsonlige på den ene side, og de, som stadig klynger sig til en vis form for moral og håb med det yderste af neglene på den anden side. En imaginær metropol, der ikke udelukkende er ond, men som er ved at sprænges af rå impulser og følelser. Marv står som en af de centrale karakterer, en hårdkogt nævekæmper, som altid er gået egne veje. Da Marv tager den gudesmukke pige, Goldie, med hjem en aften, får han sit livs chok næste morgen, da hun ligger død ved siden af ham. Marv endevender da byen (bogstavelig talt) for at opklare mordet på sit livs elskede. Herudover er der historien om privatdetektiven Dwight, der forsøger at slippe væk fra sin brogede fortid. Da en strømer bliver dræbt i Old Town, får Dwight travlt med at søge efter den skyldige blandt venner og fjender i byens letlevende natteliv. Og endelig er der historien om John Hartigan – den sidste ærlige strømer i Sin City. Med kun en time tilbage af sin karriere, indvilliger han i at forsøge at redde en 11-årig pige fra en sadistisk senatorsøn.
Sin City er en by, der – både bogstaveligt og figurativt – eksisterer i sort og hvidt. En verden, hvor alt er hårdt og kantet – både på ydersiden og indersiden. Således er filmens visuelle side et kapitel for sig. Den sorte streg ligesom de to køns skarpt adskilte udseende er bevaret i tegneseriens groteske, men fascinerende ånd. Millers mandlige personer i Sin City er næsten alle store, kantede muskelbundter, mens kvinderne er tegnet med en nærmest forførende streg. Selve byen er et morads af blindgyder, trapper og kolde bygninger af sten og stål, skabt af filmholdet primært på green screen og derefter tillagt den ønskede baggrund. Selvfølgelig skudt af Rodriguez in persona.
Frank Millers dialog er snærende i sin struktur og man fornemmer at Rodriguez og Tarantino har været inde over med en bidende, tør humor, som vi især også kender fra deres andre film. One-linerne kommer ikke tæt (befriende nok), men sidder til gengæld lige i skabet. Samtidigt emmer det af indestængt raseri og seksuelt begær, konstant ulmende under den kølige overflade. Og det er denne modsætning, der giver Rodriguez’ og Millers film sin styrke og dynamik. Det er rå spænding krydret med elementer fra klassiske myter og tragedier fortalt i en lækker visuel stil. Sin City kræver ikke at man tegneseriefreak eller Frank Miller-ekspert, men er bestemt heller ikke for alle – og heldigvis for det.
