Skriv en kommentar
Sinister (2012) var en effektiv gyser, der brillierede ved at bruge lyde og stemninger til at bygge sin fortælling tålmodigt op. Hen i mod slutningen dukkede der en skræmmende figur ved navn Bughuul op og det er denne skurk, der er i fokus for efterfølgeren.
En politibetjent fra den første film opsøger steder han tror at Bughuul kunne bruge og brænder dem før nogen kan flytte ind. Naturligvis kommer han for sent til en af disse steder, og her møder han en kvinde og hendes to sønner, der bruger stedet til at skjule sig for børnenes voldelige far. Det viser sig hurtigt at den ene af sønnerne bliver lokket af en flok børnespøgelser til at se hjemmevideoer af familiemord, som dem der blev vist i den første film.
I det hele taget gør denne film intet ud af at holde ting hemmeligt. Både Bughuul og spøgelsesbørnene bliver vist tidligt i filmen, og selv om de er skræmmende, er det hele betydeligt mindre interessant uden mystikken. Ideen bag filmen er at give et indblik i, hvordan Bughuul rekrutterer de børn, der står bag mordene og det bliver da gjort, endog ganske fint. Men det er ikke rigtigt indhold nok til en hel film. Det der fylder resten af tiden, den voldelige eks-mand, den fortabte eks-politimand er alt sammen lidt tyndt og ligegyldigt i forhold til. Filmen har skræmmende sekvenser, dog oftest baseret på høj musik og ting der pludseligt dukker op, men i forhold til sin forgænger er der slet ikke samme opbygning.
Hvad jeg husker bedst fra Sinister (2012) er lyden af filmprojektoren, som bliver ved med at vække Ethan Hawkes figur om natten. Til at starte med er det en helt almindelig lyd, men før man er bare halvejs i filmen begynder lyden at forbindes med nogle virkeligt skræmmende billeder og scener. Dette betyder at publikum får samme utrygge reaktion på denne lyd som hovedpersonen. Ikke bare bliver intet lignende forsøgt i denne omgang, men der bliver nu sat musik på til hjemmevideoerne. Musikken er naturligvis sær og ganske ubekvem, men det er intet i forhold til det brillante arbejde, der gik til at opbygge en skræmmende lyd i den første film.
Som opfølger er Sinister 2 ganske skuffende, fordi den ikke formår at være original eller skræmmende på samme måde som den første. Det virker som om at filmmagerne har fejltolket, hvad der var godt i forgængeren og derfor valgt at udbygge på elementer, der ikke var de vindende ingredienser. Men hvis man er nysgerrig efter den første films univers og den skurk som det omhandler om, så leverer denne film da noget baggrund og forklaring.
