Skriv en kommentar
Når man hører om, at en finsk actionfilm er på vej i biograferne er det ikke ligefrem ordet YES! man tænker på.
Men det er mange gange det der er hele det attraktive ved at se film.
Det er overraskelsesmomentet og alle ens fordomme og forventninger der med ét, bliver gravet ned til jorden og man tænker, aha så kan du lære det!.
Vi befinder os i det finske Lapland, i år 1944 hvor nazisterne regerer i det finske.
Jeg behøver nok ikke at forklare, hvad nazister er for nogle typer, men de får sig noget af en overraskelse over hvad der venter dem.
Enspænderen Aatami Korpi (spillet genialt og overraskende godt af Jorma Tommila) er en ensom fåmælt mand, der har mistet alt hvad han har kært og får dagene til at gå med at grave efter guld i den vilde natur, og lander over en guldskat, bogstavelig talt.
Turen går mod byen for at sikre byttet og måske kunne starte livet forfra.
På vejen møder han det man kender nazisterne for, ondskab og frarøvelse af frihed og diverse af livets goder.
Men de kære nazister ved ikke, at de har fundet deres overmand og går en tvivlsom fremtid i møde.
Korpi er nemlig af en kaliber, Hitlers mænd næppe har set før, og giver dem kamp til stregen på alle opfindsomme måder.
Der er skruet op for action i verdensklasse, og diverse tortur sekvenser der ville få selveste Tarantino til at hoppe op af sædet og juble SISUUUUU.
Vejen til byen er lang, men Korpis navn og gerninger, både i fortiden og nutiden, er på turbo hastighed nået alle finners læber, der fortæller om legenden med en stolthed og håb for, at der stadig findes retfærdig.
Historien er ligetil og prøver ikke at være noget usædvanligt og ekstra opfindsomt, udover vores hovedrolles super udholdenhed og færdigheder til, at være den der trækker det længste stå.
Der bliver kæmpet med næver og klør, både til lands, til vands og til og med også i luften.
Forestil jer en Tarantino film, krydret med Mad Max (2015) miljø, på ultra-voldelig speed som John Wick, og uovervindelig, fåmælt og sympatisk som Rambo, så har du opskriften på denne finske overraskelse.
Filmen bliver omtalt som en B-film, men jeg må ærligt indrømme, at det ikke var den følelse jeg fik af den.
Jeg manglede intet i filmen udover min popcorn-pakke nummer to, jeg åd nemlig både film og alt tilbehør råt.
Det eneste jeg studsede ved, og syntes var lidt ærgerligt og underligt på samme tid var, at nazisterne talte engelsk i filmen.
Jeg kan godt se formålet med det, da jeg ikke et sekund er i tvivl om, at det er for at ramme det brede publikum, og stoppe fordommene på forhånd omkring en finsk film.
Hvis behovet for underholdning er en god gammeldags actionfilm, lige ud af landevejen, med splatter blod, hovedpersoner der yder fremfor at snakke, så er SISU lige det man skal forsøde sit liv med.
Du vil ikke være skuffet!
Finland har fået en ny fan.
Og i bedste Melodi Grand Prix stil;
Finlande cinq points (fransk)
1-2-3 ACTION!
