I Biocity på Odense Banegårdcenter pendler instruktøren Søren Kragh-Jacobsen og skuespilleren Iben Hjejle fra cafébord til cafébord for at lade sig interviewe af Tv, radio, dagblade og on-line-magasiner om deres nye film Skagerrak. Og på et tidspunkt lander de også, hver for sig, ved Cinema Online. Skagerrak er historien om danske Marie (Hjejle) og hendes veninde, irske Sophie der stiger i land fra en olieboreplatform, for at drikke og drømme pengene op i en skotsk havneby. Men så får Marie et tilbud om at blive rugemor.
Kragh-Jakobsen siger om baggrunden for Skagerrak:
- Det var et engelsk dokumentarprogram om rugemødre der satte mig i gang. Jeg synes det er et besynderligt fænomen; det at skære alle bånd over til et barn og bare bruge sin krop som automat, synes jeg er skræmmende. Især når man selv har set sin kone vokse og ved hvor meget glæde, man har haft af de børn. Det er sgu da en tematik der vil noget! Samtidig havde jeg besluttet mig for at lave tre film med kvinder i hovedrollen. Og da Iben (Hjejle) og jeg havde det gode samarbejde i Mifune var der ingen tvivl om, at Skagerrak skulle skrives til hende.
Jeg ville også afprøve nogle nye former. Jeg altid har været fascineret af eventyr og tænkte: ´lad os putte sådan en historie ind i en mere eller mindre eventyrlig ramme´. Så i filmen finder man Guldlok og de tre bjørne, Snehvide og de syv små dværge, ridderen på den hvide hest og endda Jomfru Maria og de tre vise mænd. Endelig ville jeg gerne lave en historie der så at sige skiftede hårdt gear undervejs – a la Robert Altman (Shortcuts), Paul Thomas Anderson (Magnolia) – film hvor man bliver kastet af sporet og samlet op igen. Så hvad skal man kalde Skagerrak, et eventyrligt drama?!
- Lone Scherfig var i Skotland for at lave Wilbur …, og nu har du også været i Skotland!
- Det var vigtigt for mig at lave en engelsksproget film. Med Øen i Fuglegaden, min første engelsk-sprogede, internationale produktion, syntes jeg tit, at jeg trådte ved siden af. Men jeg gjorde nogle erfaringer, ligesom jeg også gjorde det med dogmefilmen; det var vigtigt for mig at komme ud igen og prøve erfaringerne af i en engelsk produktion. Skotland er i øvrigt en drøm, jeg har haft længe. Jeg er meget nord-vendt i min måde at … Jeg kan godt lide skotter, deres humor, deres tilbagelænede måde at anskue livet på. Den kender jeg meget godt fra Tom McEwan min gode ven gennem et helt liv. Men jeg havde ikke været i Skotland, førend vi skrev manuskriptet til Skagerrak – jo to dage engang. Anders Thomas Jensen og jeg skrev manuskriptet, fik det oversat - og først da tog vi til Skotland. Skotterne sagde: ”Det kan da sagtens være her!”. I øvrigt var jeg i Skotland for at researche og sammensætte hold før Lone; men hun overhalede os indenom, og lavede i øvrigt en god film.
- Hovedpersonen Marie siger i begyndelsen af filmen, at hun ikke vil en skid. Hvordan får man liv i sådan en figur?
- Maries figur er også inspireret af engelsk TV. En række dokumentarprogrammer om engelske piger der arbejder på hoteller o.lign. på Tenerifa. Illusionsløse kvinder som lever i nuet og bare fyrer den af. Det handler kun om at score fyre og drikke sig fulde. Intervieweren spurgte flere gange: ”Jamen hvad med fremtiden” og de svarede med den berømte replik: ”Fuck the future!”. Det skræmmende var: det handlede kun om dem; mig, mig og så mig. I min film har hovedpersonen Marie og hendes veninde Sofie ingen bånd til fortiden, men Sophie har en drøm om fremtiden og det er måske i virkeligheden den filmen handler om. At det går op for Marie, at venindens, at Sophies drøm måske ligner virkeligheden!
- En drøm om kærlighed?
- Ja - også det! Når jeg laver sådan en film, så er det også for at få det publikum i tale der har en drøm om at deres liv skal tage en anden retning, til det bedre.
Og så pendler Søren Kragh Jakobsen videre til næste cafébord, og Iben Hjejle der spiller den store hovedrolle i Skagerrak som Marie tager plads. Og hvad er mere oplagt end at bede Hjejle om at gå tættere på hovedpersonen:
- Marie prøver at holde tilværelsen tre skridt fra livet, fordi man sørme ikke skal risikere noget. Jeg tror det er derfor Marie har en veninde som Sophie, der er åben, har håbet og et drive – hun vil videre i verden. Marie kan ikke noget selv uden Sofie, førend hun bliver sat i denne her ekstreme situation, at blive rugemor og skilt fra Sophie. Da må Marie sande, at hvis man ikke har noget af Sophie med sig, kan man ikke overleve.
- Hvordan satte du dig ind i det at være rugemor?
- Først tænkte jeg: OK, så skal vi i gang med den store research og flere år hvor jeg sætter mig ind i problematikken – jeg har jo vidst at jeg skulle lave den her film lige siden vi afsluttede optagelserne til Mifune. Men efterhånden som jeg talte rollen igennem med Søren, trådte denne her surrogatmor mere og mere i baggrunden og i stedet trådte selve Marie og hendes forhold til de andre personer i filmen mere og mere frem. Vi har ikke lavet en film om en 9 måneder lang graviditet med morgenkvalme og hvordan man ellers tér sig, når man er gravid. Og heller ikke en film om de moralske skrupler omkring det at være rugemor; Marie har ingen moralske skrupler i den anledning. Derfor droppede jeg den forberedelse. Marie skriver under på noget og får nogle penge; det er det der hyler hende ud af den og sender hende videre på rejsen.
- Tre gange i filmen, i tre ´private moments´, bryder du ud i dansk. Den ene gang siger du undskyld til barnet.
- Barnet står stærkt i filmen, stærkere end selve det moralske dilemma. Det er Sophies projekt Marie har lagt krop til. Men efter at Marie er blevet skilt fra Sophie, tager noget form og hun begynder at få egentlig kontakt med et andet levende væsen. Jeg betragter den samtale som i familie med de overnaturlige eller eventyrlige ting der går igen filmen igennem.
I forlængelse af den smukke beskrivelse af Maries forløsende møde med sig selv og den anden, fortæller Iben Hjejle:
- Mødet med Bronagh Gallagher (Sophie) var som at møde et menneske, man måtte have været meget gode venner med i et andet liv. I øvrigt var optagelserne pragtfulde; en af Sørens store forcer er, at han er skide god til at sammensætte hold.
Slutteligt fortæller Iben Hjejle om fremtiden.
- Lige nu er jeg i gang med ny omgang Langt fra Las Vegas. Og så er der så småt ved at komme gang i den internationale karriere igen. Der skete simpelthen det efter High Fidelity (Frears, 2000), at jeg fik utrolig mange tilbud, men mistede overblikket. Jeg syntes, jeg mistede min dømmekraft og ikke kunne se, hvad der var kvalitet og hvad der bare var ussel mamon. Så jeg lukkede ned for tilbudene, og først fornylig har jeg sagt, at hvis I har noget sjovt, så send det til mig! Faktisk har jeg lige været til møde i det fine, fine Hollywood – men det er ikke noget jeg kan tale om.
Men så sagde Iben Hjejle det jo alligevel ved hvert et cafébord. Så, lykke på rejsen!
