Skriv en kommentar
Åbningsbilledet er allerede legendarisk. Et helt stillestående tableau, der viser et hjem i en parisisk gade. Folk går forbi på vejen. En kvinde kommer ud af døren. Og alt imens fyldes skærmens med filmens credits. Men så sker der noget. Der spoles i hvad. der åbenbart er et videobånd, og man hører stemmer, der taler, om det de ser på skærmen.
Sagen er nemlig den, at værten på et litterært tv-program, Georges og hans forlagskone Anne, den seneste tid har fundet videobånd på deres trappe; videobånd der ikke viser andet end deres hjem i stillestående billeder.
Sammenfaldet mellem overvågningsbillederne og filmens billeder, altså Hanekes værk, er til stede allerede i første sekvens, og dermed er et at de centrale temaer slået fast: Alle billeder er manipulerende. Men Haneke går videre.
Politiet er ligeglad med båndene, så længe ingen kommer til skade. Anne vil helst glemme sagen og fortsætte det borgerlige liv i lejligheden – en imponerende mise-en-scene, hvor bøgerne står fra gulv til loft og er lette at gemme og glemme i. George derimod lader sig ikke kyse. Han har en mistanke om, at gerningsmanden skal findes i barndommen, for der var vist noget med et plejebarn, som George ikke brød sig om, og som han i al sin barnlige selviskhed fik ført bort fra det idylliske landsbyhjem.
Tvetydigheden bliver derfor også filmens kerne. For hvem er egentlig skyldig? Er det måske snarere George, der var en kold skid som barn – og måske også som voksen? For som Majid, plejebarnet, siger det i filmen ”Hvad gør man ikke for ikke at miste noget?”. Filmen fjerner sig fra en sædvanlig who-dunnit-mysterie til en præcis beretning om almenmenneskelig moral, hævnlyst og søgen efter sandhed fortalt af den perfektionistiske Haneke, som ulig mange af sine tidligere værker formår at holde Skjult stort set fri for eksplicitte voldsscener. Daniel Auteuil er eminent i rollen som den hemmelighedsfulde Georges, hvis pæne borgerlige ydre får kant af det psykopatiske genskin, der ikke ligger mange millimeter under den pressede tweedjakke. Juliette Binoche tilfører rollen som irritabel kone balancerende elementer af opgivenhed og ihærdige forsøg på at holde familien sammen.
På mange måder er Skjult en enkel og en lille film. Næsten ingen historie, og den handling som finder sted, er langsommeligt fortalt. Ingen overflødige detaljer og næsten ingen kamerabevægelser. Alligevel imponerer denne dvælende film. Man fastholdes af en spænding, der på sær vis er næsten suspense-forladt.
Sandhed kommer der ikke meget af. Af samme grund vil mange seere nok falde fra. Haneke giver nemlig ingen forløsning, ingen egentlig opklaring. Filmens slutning slutter ikke. Den er som sandheden; tvetydig og uhåndgribelig.
Ekstramateriale:
På udgivelsens disk to finder vi ekstramaterialet, som bliver præsenteret i 4:3 (1,66:1). Et 25 minutter langt interview med instruktøren er relevant, præcist og velformuleret. Haneke kalder sin film en moralsk fortælling om at bære skylden og om at gøre ondt på trods af gode intentioner. Samtidig mener Haneke, at Skjult er en almen beretning om det, vi fortrænger for at være der, hvor vi er i dag – altså et universelt menneskeligt karakteristika. Haneke kommer også kort ind på sin arbejdsmetode og beretter herunder om, hvor nemt han har ved at skrive dialogen – for den kommer af sig selv – men at det er framingen af billedet, der har været det svære i Skjult. Netop fordi det er en film om at aldrig at kende sandheden, og at billeder altid manipulerer, har Haneke lagt særlig vægt på lange sekvenser, der lader beskueren dvæle og tolke ved indstillingen, hvilket har stillet særlig høje grad til framing.
Hanekes arbejdsmetode bliver uddybet i den fine, franskproducerede ”Making of”, som er et tæt kig på en håndfuld optagedage. For en gang skyld får vi lov til at følge arbejdsmetoden uden alt for mange forstyrrende indklip og spring. Vi ser eksempelvis Haneke arbejde sig frem til et vellykket tracking shot. Først er han langt fra tilfreds og finder ud af, at problemet ligger i mise-en-scene; bilerne på vejen er ganske enkelt parkeret forkert. Det er detaljeret – nørdet ville nogen nok sige – men befriende tæt på filmprocessen i forhold til de fleste andre ”Making of”-programmer.
Programmet er en visuelt gennemtænkt, velklippet og meget ærlig dokumentar, der også viser en yderst krævende, perfektionistisk Haneke, der helst vil kontrollere sine skuespillerne ned til mindste detalje, hvilket instruktøren får et par ikke helt venligt mente ord med på vejen om fra den kvindelige hovedrolle Juliette Binoche.
Alt i alt vil jeg gerne give fem stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
