Skriv en kommentar
Ole Bornedals nye film har fået titlen Skyggen i mit øje - og når jeg hører ordet ”skygge” tænker jeg på ”det mørke”, ”noget overdækket”, ”at man kan blive forfulgt” – eller som H. C. Andersen skriver i eventyret af samme navn: Jeg tror, min skygge er det eneste levende, man ser derovre. Se, hvor net den sidder mellem blomsterne. Døren står halvt på klem, nu skulle skyggen være så snild at gå indenfor! Se sig om, og så komme og fortælle mig, hvad den havde set! Ja, du skulle gøre gavn, sagde han i spøg, vær så god at træde inden! Nå! Går du? – og så nikkede han til skyggen, og skyggen nikkede igen. Skyggen har intet ansigt – selv om filmen foregår under Anden Verdenskrigs rædsler på Frederiksberg i marts 1945 – er den evig aktuel, når vi ser, hvad der nu er sket i Afghanistan. Vi kommer i filmen tættere på ødelæggelserne og smerten, men vi lærer intet af det!!
I starten ser vi kameraet komme flyvende mod Shellhuset, Kampmannsgade i København – som engelske Royal Air Force ville bombe, da Gestapo havde overtaget huset, og anbragt 26 danskere i fange på øverste etage – som værn mod et luftangreb. Men vi er hurtigt ude på landet, hvor en skoledreng, Henry, kommer cyklende med en stor bakke æg på den landlige idylliske hullede grusvej – og han på nært hold ser bilen bombet, hvilket gør ham stum. Han blev ramt af krigens rædsler – og den onde læge råber op i hans ansigt: ”Så sig´ da noget!!” – hvilket gør det værre – og han bliver bange for himlen – så han sendes til familien i byen, hvor himlen er dækket af træer og høje huse.
Vi følger børnene og nonner på Den Franske Skole (Jeanne D´Arc skolen, på Frederiksberg Allé) og deres forældre i de hektiske dage – samt Royal Air Forces planlægning af bombetogterne – og imponerende, at Ole Bornedal har valgt at fortælle den del vi ikke kender – hvor modstandsbevægelsen altid har været tidens helte og de tyske nogle svin. Men i filmen er der et smukt klip med et hiposvin, som gør gode gerninger – verden er ikke sort/hvid. Og vi får meget menneskelige portrætter af de tre skolebørn Henry (spillet naturligt af Bertram Bisgaard) – samt Eva (Ella Josephine Lund Nilsson) og Rigmor (Ester Birch Beck) – som udvider vores opfattelse af krigens frygt set fra jorden. Og det menneskelige kommer også frem i den scene, hvor en bager bliver beskrevet som en flodhest, der kun vil komme gift i kagerne.
Men katastrofen skete, da et bombefly ramte en mast så også skolen bombes – og vi følger den angst, der er i flyvemaskinen, hvor også piloters nervøsitet og gru over missionen – er dét det rigtige vi gør – og bliver vi mennesker bagefter? Det er sjældent vi ser det i krigsfilm. Men jeg synes scenen er udpenslet for længe, hvor tårerne næsten bliver som dug på vinduerne. Der var 84 børn, mest piger og 18 voksne – flest nonner, der døde i helvedet, og rystende at se de familier, der venter på, at den tidligere stumme, Henry, skal løbe ud med meddelelsen om levende børn kørt til sygehuset. Og filmen får for megen klister til sidst med løb op og ned ad gaderne til hjemmet, som jeg ikke skal røbe.
Ole Bornedal er en af de filminstruktører, der tør gøre film anderledes. Hans formidable skildring i tv-serien fra 1996 med de to meget forskellige unge kvinder: Den smukke Charlot (Ellen Hillingsø) og den bondske Charlotte (Helle Dolleris) på vej i bil rundt om i Danmark svingende i gule kornmarker – samt hans frie nyskabende fortolkning af skæbner i 1864-krigen. Det er prisværdigt, at også vores syn på det sort/hvide under Anden Verdenskrigs skildring, får mange flere nuancer – hvilket hele nationen har brug for.
Men mit øje havde gerne set en film med en lysere nuance.
