Skriv en kommentar
Det er efterhånden filmkritikkens mest benyttede kliche at sammenligne enhver actiongakkelaklegende film med Quentin Tarantinos værker. Det er måske en anelse kedeligt at insistere på denne sammenligning men ikke desto mindre der det meget relevant. Tarantino udvidede filmens muligheder med sine actionbaserede legende film og dannede skole for en hel række af legende film. Smokin’ Aces er en for sent født baby, der hverken er god til at efterabe eller til at træde fri af sit faderlige forbillede.
I Smokin’ Aces jages den fordrukne og kokainmisbrugende kortkunstner Buddy ”Aces” Israel (Jeremy Piven) af en hel række professionelle legemordere, der repræsenterer hver sin stereotyp. Der er en gruppe af tre nynazistiske galninge, Tremorbrødrene (Chris Pine, Kevin Durand, Maur Sterling) og to foxy sorte bitches, Sharice og Georgia (Taraji P. Henson og Alicia Keys). Der er en østeuropæisk sofistikeret Hitman, Lazlo Soot (Tommy Flanagan) og så er der tre småforbrydere (Ben Affleck, Peter Berg og Martin Henderson). Alle er de på jagt efter samme værdifulde trofæ; Buddy "Aces" Israel.
Alle er de på vej mod Lake Tahoe hotel i Las Vegas, hvor ofret befinder sig. Men også strømerne er på vej for at redde den mand, der kan være hovedvidne i en sag, der kan vælte hele mafiabevægelsen. I dette kapløb ankommer strisserne (Ray Liotta og Ryan Reynolds) noget sent, men tidsnok til at kunne indgå i et spil, hvor de mange interesser obstruerer hinanden.
Filmen er båret af en legende fortællestil, hvis ide det er at lege med seeren og hele tiden overraske. Desværre bliver det for meget med legen, som bliver utrolig svær at tage seriøs. Der er flere forsøg på at lade den drilske dialog give filmen sin ekstra stemning. F.eks. starter filmen med dialoger, der mimer Tarantinos Pulp Fiction absurde dialoger, hvor karaktererne diskuterer på et højt teoretisk niveau. Men desværre er dialogerne hverken sjove eller intelligente nok til at bære os ind i den rette stemning.
Filmen forsøger sig så i stedet at skifte fra dialogen over til en tegnefilms inspireret ultravold. Men også her fejler den. For den stemning, der indledningsvist var blevet forankret, tillader ikke dette skift. Derfor sidder man uforstående nede i salen, mens den komiske ultravold skulle lege os ind i filmen. Således bliver historien mere og mere ligegyldig, og man må nøjes med lidt af ”the good old ultraviolence”
Filmen vil så umådeligt meget, men den kommer til at kunne så utrolig lidt. Hvad der på overfladen er en velproduceret postmoderne leg, bliver når man knækker nøddeskallen til en tom lille brun uspiselig klump. Sidste år kunne vi opleve Paul McGuigans ”Lucky Number Slevin”, der viste at de legende film om absurde forbrydere efter Tarantinos forbillede, ikke nåede om på mesterens niveau.
Med instruktør Joe Carnahans ”Smokin’ Aces” får vi endnu en tom legefilm. Carnahan lavede i 2002 ”Narc” og inden den Blood, Guts, Bullets and Octane, heraf blev ”Narc” af mange bsunget som en fantastisk strisserfilm, der lovede godt. Desværre har ”Smokin’ Aces” ikke Coenbrødrenes humor, Nolans elegance eller Tarantinos dialoger, og her viser det sig, at store Guns og seje typer kræver en konsistent ide for at fungere filmiske. I Carnahans tomme fortælling er det lang tid at se på musikvideoæstetik og ligegyldige dialoger. Alicia Keys mfl. viser sig som svage skuespillere og her kan typer som Ben Affleck, Andy Garcia og Ray Liotta ikke redde en forfejlet film, der vil for meget og fortæller for lidt.
”Smokin’ Aces” er en komediekrimi, der kan ses af folk, der er totalt ligeglade med historien og kan se filmen for den æstetiserede vold alene. Biografgængere med hang til absurd leg alá Coenbrødrene, Tarantino, Guy Richie og Nolan bør spare på pengene her, for ”Smokin’ Aces” er en meget forvirret film.
