Skriv en kommentar
Det er måske en lidt utilgivelig rolle, at skulle reboote en serie baseret på en serie af legetøj. Tilbage i 2009 udkom ”G.I. Joe: The Rise of Cobra”, som også blev kaldt for en lidt fjollet actionfilm af kritikere. Nu er det så kommet til en reboot af hele serien, hvor vi får baggrundshistorien på medlemmet Snake Eyes.
Den ensomme kæmper, kaldet Snake Eyes ( Henry Golding) bliver rekrutteret i den hemmelige Arashikage klan. Her bliver han sat på prøver for at bevise sit værd overfor den ældgamle klan, men fortiden kryber op over Snake Eyes. Hans loyalitet og ikke mindst broderskab til klanen retmæssige arving, Tommy ( Andrew Koji) bliver sat på en alvorlig prøve, da Snake Eyes tørst for hævn tager overhånd.
Skydevåben og andet er til dels lagt væk for én gang skyld i denne nye Hollywood produktion, hvilket er meget befriende. I denne reboot er der valgt at ære den gamle martial art form med en masse samurai sværd og kampsport. Dog får vi utrolig dårlig filmede kamp- og actionsekvenser, hvilket er meget ærgerligt, da det er tydeligt at se, hvor meget arbejde, der er gået til koreografien af disse scener. Et håndholdt kamera er en meget forvirrende oplevelse i sekvenser med mange sværd og ninjaer. Nogle af actionsekvenserne vil dog imponere publikum og disse er også højdepunkterne i hele filmen. Ellers byder filmen desværre ikke på meget andet. Ikke engang humor er der plads til i dette japanske univers.
Det er en meget kedelig og tynd historie. Der er intet nyt eller originalt med filmens tematik eller budskab om hævn og selverkendelse, men man sidder og håber på at Snake Eyes dog skærer igennem med den erkendelse lang tid i forvejen – men nej. Det føles som om, der ikke er brugt tid og energi på at få etableret nogle gode og stærke karakterer, hvilket ellers var åbenlyst, nu hvor serien starter helt forfra. I hovedrollen ses den flotte Henry Golding, og ikke engang hans karisma kan redde filmen fra dens ligegyldighed. Det virker nærmest som om fokusset har været at få en asiatisk actionfilm med repræsentation end at fortælle en solid action historie. Normalt plejer martial art og sværdkampe at være flotte og underholdende at se på, men ikke når historien forbliver ligegyldigt.
”Snake Eyes” formår ikke at skabe en nye og spændende historie. Det bliver en utrolig kedelig og tynd fortalt historie over 2 timer. Nogle af actionsekvenser virker meget effektivt, og der skal roses for det enorme arbejde som stunt og koreografi- teamet har lagt i denne film. Henry Golding forsøger at skabe en solid karakter af Snake Eyes, men dette portræt falder meget hurtigt til jorden, da han ikke har meget at arbejde med.
