Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ensomme mennesker har de mest interessante historier at fortælle. Det er derfor, den lettere outrerede teenagepige, Vivienne, slår sig ned ved Alex Hughes’ bord. Vivienne vil være forfatter og søger inspiration blandt tilværelsens sande mennesker. Og med Alex har hun ramt plet, forstår vi senere, for han er ensom, og mut og meget lidt snaksagelig. Og han gemmer i den grad på en historie.
Men Vivienne får den aldrig. For ikke så snart har hun åbnet Alex bare lidt på klem, før en lastbil torpederer ind i siden på Alex’s bil og slår Vivienne ihjel. Alex slipper uden skrammet, men fyldt med skyld. Selvfølgelig uden grund.
Indledningen på Marc Evans’ drama, Snow Cake, er ganske lovende. Stille, varm og fuld af mystik. Unge Emily Hampshire når i sin korte spilletid som Vivienne at efterlade et positivt indtryk over for et af briternes stærkeste kort på skuespillerfronten, Alan Rickman. Så snart en uopmærksom lastbilchauffør har taget livet af hendes karakter, stort set inden filmen er kommet i gang, er det imidlertid langt mere erfarne skuespillerindekræfter, der tager over – desværre uden samme overbevisning.
På grund af sin skyldfølelse tager Alex kontakt til Viviennes mor, Linda – spillet af Sigourney Weaver – der viser sig at være autist og ude af stand til helt at forstå datterens død. Eller også er hun i grunden den eneste, der har forstået, at man trods tabet er nødt til at leve videre. Alex lover at blive og hjælpe til med begravelsen og bærer skraldet ud tirsdag, og imens fordriver han ventetiden med at indlede et platonisk forhold til Lindas nabo, den frisindede Maggie – spillet af Carrie-Anne Moss.
Den ydre handling står stille i Snow Cake. Ansvaret er i meget høj grad lagt på skuespillerne og deres karakterers indre kvaler, som lidt for ofte bliver krænget åbent og utroværdigt ud. Alan Rickman leverer – i det meste af filmen – fint underspil som Alex, der bærer på en tyngende hemmelighed, der forbinder ham med Linda.
Sigourney Weaver er ikke helt overbevisende som den autistiske Linda, der som karakter er alen langt fra Dustin Hoffmans hjælpeløse og i nogen grad komiske Raymond i Rain Man, men som i sin vekslen mellem normalitet og hysteri desværre også er uden dramatisk virkning. Man føler aldrig rigtig noget for Linda. Mens man i Carrie-Anne Moss har et decideret dårligt kort, og det hjælper da heller ikke hende, at hun skal agere brik i en komplet håbløs sidehistorie spækket med lam dialog, som nu fx:
Maggie: So, how long are you planning on staying?
Alex: You are very beautiful. I’m leaving after the funeral
Maggie: I like you. I really like you. And I hate having sex on a full stomach, so should we just skip the meal and go next door?
Indrømmet, det er det grelleste eksempel, til gengæld fungerer det lige så dårligt på film, som det gør på tryk.
EKSTRAMATERIALE:
En række interviews omkring filmens tilblivelse samt en stribe slettede scener.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
