Skriv en kommentar
til de tre døtre kunne ikke klare opdragelsen alene og valgte at forlade dem ligesom faderen. Ansvaret for opdragelsen er overladt til den ældste søster, Sachi (Haruka Ayase), som symbolsk også er uddannet sygeplejerske. De tre søstre bor alene i et gammelt japansk hus, som er gået i arv gennem generationer. Blommetræet i haven er et bevis på overleveringen. Opbevaringen af de syltede blommer og opskriften ligeså.
Ved faderens begravelse møder de tre søstre deres lillesøster for første gang. De inviterer hende til at komme og bo sammen med dem i det gamle hus. Deres mosters eneste kommentar er, at de må huske, at dette er datteren til den kvinde, som ødelægge de tre søstres familie.
De fire søstre har hver deres meget fremtrædende personligheder, som var de skabt til en teaterscene, hvor de hver især har deres ’eget rum’ til at fremføre deres replikker langsomt, roligt og velartikuleret. Det er nærmest karikeret personligheder med inderlig varme, smerte og glæde. De symboliserer på naturalistisk vis fortiden, nutiden og det som vil komme. Vandet og sandet omgiver dem og er med til i overført betydning at skabe de fire søstres fællesskab og en organisk familiekonstellation springer ud ligesom kirsebærtræerne år efter år.
De fire søstre kan også tolkes som en kvartet, hvor de fire stemmer væves sammen over tid til én stemme og følger tidevandets rytme, hvor liv og død følges ad på naturlig vis.
Den japanske instruktør Hirokazu Kore-eda har med sine egne æstetiske, filosofiske filmgreb og fortællestil skabt et mesterværk, som ligger smukt i tråd med den forrige film ”Min søns familie” fra 2013.
”Søstre” eller den originale titel ”Our little sister” skal ses på det store lærred, da Hirokazu Kore-edas elegante filmæstetik er forunderlig smuk og billeder af tunnelen af kirsebærtræer glemmer du ikke, når først du har været igennem hans tour-de-force af Sakura og kirsebærtræer.
