Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den svenske instruktør Kay Pollak har med ”Som i Himlen” instrueret sin første film i næsten 18 år. Stærke film som ”Elvis! Elvis!” (-76), ”Barnets Ø” (-80) og ”Elsk Mig!” (-86) har placeret ham som en væsentlig moderne, realistisk instruktør, med specielt blik for barnet. Men med denne film gør Pollak op med al form for tvivl og fremmedgjorthed og har et kristent budskab at formidle.
Langt hen ad vejen fortæller Pollak en god og overbevisende historie om, hvordan musikken forløser indestængt sanselighed i et lille landsbysamfund. For da den syge og desillusionerede verdensdirigent Daniel Daréus (Michael Nyqvist) vender tilbage til barndomsbyen i Norrland og så at sige begynder forfra med kirkens kor sker der ting og sager. Præstens kone får langt om længe mod til at fortælle sin mand et par sandheder om deres samliv der er præget af hans forsagelses-evangelium; og den mand der er blevet drillet med sin tykkelse de sidste 30 år får langt om længe gjort op med sin plageånd; og kvinden i det voldelige ægteskab får endelig mod til at forlade sin mand; landsbytossen bliver indlemmet og danner grundtonen i koret; og sidst men ikke mindst forløses også dirigenten i kærligheden til den unge Lena (Frida Hallgren). Det er næsten for meget af det gode, men virker langt hen ad vejen, fordi der spilles så blændende godt af hele skuespillerstaben.
Men da dirigenten til sidst gøres til en lidende kristusfigur der dør, imens koret får alle til at synge hver med sin stemme ved en korfestival, Let The People Sing (!) i det bjergrige Insbruck løber filmen simpelthen ad sporet. Den kritik der rettes så overbevisende mod et usanseligt samfund ædes op af sin egen frelsthed. Kunsten, musikken kan åbenbart ikke forløse i sig selv, den skal absolut være instrument for en eller anden trosretning – her vel nærmest den katolske. Og vi havde det jo nok på fornemmelsen fra start af, da blodet bogstavelig talt løb ud ad dirigenten som violinspillende dreng på kornmarken og sidenhen som verdensdirigent foran et symfoniorkester – og altså kulminerende i slutningens offerscene.
Filmen havde vundet ved at slutte, da koret drager udenlands. Men Pollaks drift efter at frelse verden får altså lov at tage luften ud af en ellers velfortalt, poetisk-realistisk historie. En god scriptdoctor havde måske kunne fortælle den manusskrivende instruktør, at her tipper fortællingen simpelthen over.
Hella Joof fortalte samme historie med ”Oh Happy Day” (2005). Men ligesom hos Pollak får musikken ikke lov at stå alene, men skal med djævelens vold og magt (undskyld mig!) være et redskab for det glade, sanselige kristne budskab. Og vel ligger der en overbevisende kritik af den blodløse protestantiske kirke, men musikkens/kunstens frigørende potentiale går jo i værste fald tabt, så snart den placeres i det hus/den tro/den ideologi som den faktisk som udgangspunkt gør op med. Der ligger bestemt en væsentlig diskussion om i hvilket omfang kunst kan træde i stedet for religion, men dette fritager ikke instruktøren fra at være tro overfor sin fortælling. Både Pollak og Joof vælger religionen frem for fortællingen, og det er da ærgeligt, når nu fortællingen ellers er så god.
DVD-ens ekstramateriale er rigtig godt. Bag kameraet-featuretten giver et fint billede af en varm og særdeles engageret instruktør der forstår at skabe et klima helt i overensstemmelse med filmens feel good-stemning. Interview-programmet ”Rejsen” rækker for en gangs skyld et stykke udover de sædvanlige rygklappende versioner, vi så ofte ser på DVD-ernes ekstramateriale. Samtalerne med instruktøren Pollak og skuespillerne Michael Nyqvist (Daniel Daréus) og Frida Hallgren (Lena) når både at forholde sig til filmen som sådan og til det personlige engagement i projektet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
