Skriv en kommentar
I den smukke, lidt slidte kystby Tréport i Normandiet, er 16-årige Alexis (Félix Lefebvre) i vildrede om sin fremtid. Hans forældre ser ham gerne arbejde, og hans lærer råder ham til at fortsætte på universitet for at forfølge en karriere indenfor litteratur. Selv er han i syv sind og splittet om, hvad han skal gøre, da han på en spontan sejltur kæntrer og bliver redet af den lidt ældre, meget charmerende og selvsikre David (Benjamin Voisin). David inviterer Alexis med hjem, hvor Davids karismatiske og excentriske mor (Valeria Bruni-Tedeschi) tager hjerteligt imod ham. David slår fuldstændig benene væk under Alexis, der hurtigt får arbejde i familiens lille butik, og snart er de to uadskillelige. Men den stormende lykke knager, da udvekslingsstudenten Kate (Philippine Velge) uforvarende kommer imellem de to.
Det er den franske filmveteran François Ozon (Selv i de bedste hjem, Frantz, Gud være lovet), der har vundet flere priser for sine film og været nomineret til både Guldpalmen i Cannes, Guldløven i Venedig og Guldbjørnen i Berlin, der har instrueret Sommeren ’85. Den var velfortjent udtaget som del af det officielle festivalprogram på Cannes Festivalen i 2020, og den gode instruktion er ikke til at tage fejl af i skuespillet, der driver historien om den stormende forelskelse fremad med både finfølelse og rå styrke.
Filmen bygger på bogen ’Dance on my Grave’ af Aiden Chambers, som François Ozon læste som 17-årig og siden har haft i tankerne til en film. Han har stræbt efter at være tro mod bogen, og det var vigtigt for ham at det først og fremmest var en historie om kærlighed, fremfor en historie om homoseksuel kærlighed, som også er bogens kerne. Det er i den grad lykkedes, og det er blevet til en intens kærlighedshistorie om to unge mennesker, der først og fremmest er mennesker, uden ironi eller moralisering, før de er noget andet.
Sommeren ’85 er en velkomponeret rammefortælling, fortalt bagud gennem en roman vores hovedperson er ved at skrive om sommeren i ’85. Vi får derfor historien leveret i glimt, og kun langsomt får vi fortalt, hvad der egentlig skete den sommer, hvor det er tydeligt at noget afgørende skæbnesvangert og livsændrende fandt sted.
Cinematografien er flot, dialogen spot-on, og manglen på plot-twist passer filmen godt. Der er ikke behov for dem, for historien kan bære at blive fortalt gennem langsom udvikling, der her medvirker til at give dybde og følelsen af den altoverskyggende unge kærlighed, der er filmens centrum.
Sommeren ’85 er en lille perle af karakterdrevet kærlighedshistorie og coming-of-age fortælling. Den er leveret med varme og charme, der gør de store følelser levende på lærredet, og de unge skuespillere lægger her overbevisende sten for lovende skuespilkarrierer, der bliver spændende at følge.
Trailer:
