Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er umiddelbart noget sympatisk over et plottet. Dertil kommer, at omdrejningspunktet for deres kortvarige møde er den helende og skabende kraft, der kan ligge i at arbejde med og forholde sig til musik. Så de formelle ingredienser på plads til en hjertevarm og rørende historie. Med ”Song One” er problemet imidlertid, at der mangler den lille drejning, det lille overraskende moment, det uventede krydderi, der løfter plot og personer ud over den lurende ferskhed.
Franny er antropolog, med speciale i Marokko. Under en felt-rejse får hun at vide, at hendes bror, Henry, er blevet hårdt såret i et biluheld og at han nu ligger i koma. Hun vender derfor straks tilbage til New York, dels for at besøge sin bror. Imidlertid har en solid portion samvittighedskvaler med sig i bagagen over for et sin bror, der i sagens natur forbliver uforløst, så længe han er i koma. Derudover har Franny et mildt sagt anstrengt forhold til sin mor, der dukker op til overfladen, ikke mange sekunder efter at de har mødt hinanden igen.
Henry har levet og åndet for musik og har på beskeden vis tjent til livets ophold ved at spille sine egne sange i undergrundsbanens dybe, rungende gange. Franny finder en notesbog, hvor Henry har nedfældet sine tanker og sange og pejler sig snart ind på Henrys musikalske præferencer. Henry havde en særlig musikalsk svaghed for hipster-poeten James, hvorfor Franny beslutter at gå til en koncert med ham. Efter et bevægende one-man-show opsøger hun Henry, som hun fortæller om broderens musik og om hans trafikuheld. James tropper uventet op ved Henrys hospitalsseng og i små ryk bliver den gensidige sympati og tiltrækning mellem James og Franny udbygget.
To følsomme sjæle med ar på sjælen finder hinanden og reflekterer sammen over mulige udveje ud af deres respektive dødvande. Franny kan ikke sine familiekvaler og James, der for få år tilbage har udgivet et album med sine sarte indie-popsange, lider af udtalt skriveblokering og kører på de sidste rester af pladeselskabets tålmodighed med hensyn til at lave en opfølger.
Det er i grove træk det enkle plot, som bærer filmen. Pænt og ordentligt. Ingen farlige twists af personerne. Ingen sære karaktertræk, hvis man altså ser bort fra Frannys mors sindstilstand. Tilbage står, at en præcis casting og en instruktør med flair for at fremhæve af diskrete karakter kunne tilføjet historien det så udtalt manglende krydderi. Anne Hathaway er på papiret et interessant valg til rollen som Franny. Hun er efterhånden vokset af jævne roller i romantiske mainstream-film – såsom ”Prinsesse eller ej” – og med det nedbarberede setup i ”Song One” er banen kridtet op til karakterskuespil. Resultatet er blot umådeligt stillestående. Så er der straks en mere kant og farlighed over den erfarne Mary Steenburgen i rollen som Frannys mor.
Rollen som James er givet til Johnny Flynn, der rent faktisk ER både digter og musiker. Et afgørende plus i forhold til, at figurens sarte popsange rent faktisk virker troværdige. Det ER ham, der spiller dem. Jeg har imidlertid min tvivl med hensyn til troværdigheden af, at et enkelt album kan fastholde den opbakning, som James tilsyneladende nyder på 5. år. James kan ligefrem turnere – om end det sker inden for ganske få stater, i hvert fald kan Franny let nå frem til den afgørende koncert til sidst, hvor James viser, at der måske er lys forude i forhold til hans skriveblokering og hvor han derfor fokuserer mere på sin musik end på Franny.
”Song One” er en sød og sympatisk film, men den trænger aldrig helt ind under huden, hverken på persongalleriet eller på publikum.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Mis. Label.
