Skriv en kommentar
Vi befinder os i Hitlers Nationalsocialistiske Tyskland i året 1943. Tyskerne er ved at tabe det afgørende slag ved Stalingrad og de allierede er begyndt at sende deres bombefly indover det smuldrende rige. En gruppe idealistiske studerende kæmper deres egen kamp for frihed og humanitet fra universitetet i München.
Gruppen ”Den hvide rose” har således startet deres egen undergrundsprotestbevægelse og distribuerer fra deres atelierkontor flyvebreve, der prædiker om systemets vanvid og kommende fald. Under en af gruppens lidt for dumdristige aktioner, arresteres Sophie Magdalena Scholl (Julia Jentsch) og broderen Hans Scholl (Fabian Hinrichs). Langt hoveddelen af filmen foregår således i fængslet, hvor vi følger processen mod Sophie Scholl. Denne proces viser den unge kvindes ædle intentioner, systemets bureaukrati samt enkelte nazisters forrykte og blinde verdensbillede. Derfor bliver især de lang samtaler mellem Sophie og forhørslederen Robert Mohr (Gerald Alexander Held) af vital karakter for filmens dybeste refleksioner over det tyske folk og nazi-tidens grusomheder.
Filmen benytter sig af dramaets klassiske stærke virkemidler, der som her i vellykket form knytter sig til en række fantastiske skuespilpræstationer, båret af den ledende rolle, som Julia Jentsch (i øvrigt havde hun en mindre rolle i ”Der Untergang”) indtager med charme og stor følsomhed. Dialogerne er rige på nuancerigdom og det dvælende filmsprog fungerer fint hele filmen igennem. Tilmed lægger filmen sig op af historisk fakta, hvilket igen tilfører historien troværdighed og gør den endnu mere relevant. Filmens historie er således bygget op af dokumenter og breve, der knytter sig til ”Den hvide roses” modstandsbevægelse.
Som i ”Der Untergang” opbygger filmen et klaustrofobisk rum, der kalder på eftertænksomhed hos filmens publikum. Et publikum, der både når det er tysk og dansk vil genkalde en af de dystreste epoker i verdenshistorien. Filmen her har dog ikke helt samme undergangsstemning som Oliver Hirschbiegels nyklassiker.
For selvom der er tårefremkaldende og stærke scener former filmen sig også som en ode til den sunde mellemmenneskelige fornuft, som Scholl-familien hele vejen igennem filmen forvarer.
”Sophie Scholl – De sidste dage” tager endnu engang fat i et mørkt og traumatiseret kapitel af den tyske og således også den europæiske historie. Et kapitel som filmen tvinger seeren til at kigge i og udforske for at blive klogere på såvel historie som samtid.
Den forholdsvis unge instruktør Marc Rothemund (f. 1968) har lavet en modig film, der også viser, at tysk film er godt kørende for tiden. Der produceres således film, der tør tage de store temaer op i dramaets rørende form. Herhjemme er vi glade for den slags film, og det kan derfor undre, at de fleste af de danske instruktører har så umådeligt lidt på hjerte, når de ellers tydeligvis har gode redskaber i deres filmiske værktøjskasse.
I øvrigt kan den tyskkyndige læse en række interessante interviews på filmens hjemmeside, hvortil jeg har linket herunder. Et par interviews, der er ganske oplysende og således bl.a. Fortæller om Michael Verhoevens film ”Die Weisse Rose”, der i 1982 behandlede gruppens skæbne.
