Skriv en kommentar
Det er ikke uden grund, at filmens titel er, som den er. Ikke alene satte en af de stærkeste danske rockgrupper, vi har haft, sig for at indspille ny CD i en nedlagt bunker på Holmen, men processen, som den skildres af instruktøren Wadt Thomsen, er også en fatal tur ned i sindet hos en rockgruppe, der tydeligvis er ved at falde fra hinanden; kan der overhovedet komme noget godt op derfra. Det kunne der, som enhver der har hørt resultatet, CD-en Snakecharmer, kan forvisse sig om. Ligesom man kan opleve det i de få lysende koncertbidder med de færdige numre, som den 102 minutter lange film heldigvis også dokumenterer.
Det er ikke fordi filmen er fyldt med sindsoprivende opgør imellem musikerne - det sindsoprivende er snarere, alt det der ikke siges, men i stedet opløses i trætte og frustrerede mennesker, der kanter sig rundt i studiebunkerens klaustrofobiske rum, hvis de altså overhovedet dukker op.
Wadt Thomsen har ud af de 422 dages optagelser skullet vælge og har valgt markante nedslag, men altså også nedslag der er hans udgave af processen. Overordnet er filmen tidsligt struktureret, sådan at spændingen både stiger i bunkeren og hos tilskueren, efterhånden som dagene går, og pladeselskabet bliver mere og mere utålmodigt for til sidst at sætte en ultimativ deadline. Guitaristen Lars Top-Galia lægger optimistisk ud med at foreslå faste aftaletidspunkter, det holder hårdt, men det lykkes tilsyneladende. Gruppens anspændte forhold til bassisten Knud Odde er fra start af tydeligt, vi får aldrig at vide hvorfor, men han er simpelthen ikke tilstede i bunkeren i store dele af filmen. Signalet er klart; han er ikke længere en del af gruppen. Spændingen kulminerer, da Odde, uden de andres vidende, har afleveret en selvproduceret CD, angiveligt med numre der arbejdes med i bunkeren, hvilket ikke er tilfældet, for at tilfredsstille det utålmodigt ventende pladeselskab. Helt grotesk er situationen efterfølgende, da selskabet dukker op og spørger efter CD-en – hvem ved, hvor den er, og hvem har gemt den, er hvad de fine herrer og damer nedladende konfronterer musikerne med, inden den medbragte sushi fortæres. Selskabet har tilsyneladende ingen anden strategi i forhold til det kriseramte band end at presse på og se hurtige overfladiske (!) resultater, og sende nye teknikkere ned i dybet, efterhånden som de bliver brugt op, for til sidst endelig at sende en egentlig producer, Per Sunding der nærmest redder udgivelsen. Man ser og hører intet til selskabets overvejelser, men ser blot nedslagene og reaktionerne nede fra dybet, hvilket øger den klaustrofobiske følelse.
Også gæste-musikere sendes ned i bunkeren. Hver gang virker det mere som forsøg på redning af udgivelsen, end som kunstneriske løsninger. Strygerensemblet, som kan høres i nummeret I´ll take care of You, og sangerinden Sissel, som kan høres i Elia Rising, står i skærende kontrast til bandet. Instruktøren fanger præcist de tilkaldte musikeres leveren varen på stedet overfor et famlende band, der dyrker processen i en grad, der mere ligner udbrændthed end kunstnerisk strategi.
Instruktøren maner enhver tvivl om nedturen i jorden, når han bogstavelig talt, lader gruppen selv spejle den. Således sidder sangeren Steen Jørgensen gang på gang bag bunkerens computer og forsøger at flyve et rumskib gennem uendelige gange – men det går alt alt for stærkt, siger han og crasher. Det er også ham, der fortæller bandet om sin facination af den russiske atomubåd Kursks forlis og ikke mindst af den dødsdømte ubådsofficer, der formulerede sit afskedbrev i ubådens mørke. Og minsandten om ikke gruppen finder brevet frem via internettet nede fra bunkeren. Men allerede i en af de første scener mindes gruppen en koncerttour til Sovjet, hvor de måtte en omvej i tog igennem Sibirien næsten uden mad og drikke. Dengang hoppede Top-Galia af og råbte sin frustration og vrede ud over de øde landskaber og missede derfor næsten toget, da det endelig satte i gang igen. Scenen er setup for, hvad der siden sker i bunkeren, men med den væsentlige forskel, at nu er der ingen der råber frustrationen og vreden ud; denne gang har man så at sige selv valgt det ørkesløse rum. Og ingen orker eller kan sige noget. Lige akkurat dér, i sådanne scener er alle vi hookedup-surfere fatalt tilstede med bandet i bunkeren. Scenerne, hvor gruppen selv udtrykker sin dødsdom, er selvfølgelig guld værd for instruktøren, men næsten ubærlige for tilskuerne – er der virkelig ingen udvej!?
Selvom filmen er stærk i al sin nøgterne registreren af nedturen i bunkeren for Sort Sol, sidder man som tilskuer unægtelig tilbage med mange spørgsmål om, hvordan det kunne gå så galt. Der er sikkert en masse lig i lasten af både den ene og anden slags hos en gruppe, der debuterede i 1977, og ikke mindst hos fansne og generationen, der fulgte med hele vejen. Ikke desto mindre berøres gruppens bemærkelsesværdigt lange historie kun perifert. Derfor fremstår den historie der fortælles fra bunkeren fatal – som en fortrængningernes og udbrændthedens kulmination. Men filmen truer derved også hele tiden med at kamme over og blot fremstille for ikke at sige udstille en proces, der i lange passager virker meningsløs, uden mål og med. Derfor er filmen næppe et troværdigt efterskrift eller egentligt portræt af den store danske rockgruppe Sort Sol; de og vi har fortjent bedre.
