Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er snart over 60 år siden, verdens anden og værste krig raserede Europa som en voldsom orkan i nonstop cirkulation. Man skulle tro, at 60 år senere havde den kinematografiske sorgbearbejdelse for længst haft sin udløbsdato. Stik modsat, lader det til at forholde sig, for filmen Sorte Får piller på ny i det endnu betændte krigssår. Fornyelsen i denne omgang ligger i, at både modstandsoprørerne og de fjendske invasionsstyrker taler russisk …
Syv russiske kriminelle undslipper et afsondret fængsel, som bliver styret af korrupte og kyniske fangevogtere. De finder midlertidigt husly i en lille, hengemt landsby, beboet af kvinder, børn og gamle mænd. Alle landsbyens mænd er for længst blevet sendt ud til krigsmarkerne, så de flygtede fanger får nu mulighed for at agere frygtløse ægtemænd og blide fædre. En tilnærmelsesvist normal tilværelse, som de enten aldrig eller længe siden har været en del af. De bryske, autoritative fængselsbetjente indstiller en storstilet jagt på dem, simultant med at de indtrængende tyske styrker nærmer sig landsbyen. Hvem er venner, og hvem er fjender? Og er din fjendes fjende i virkeligheden din ven? Se Sorte Får for at finde ud af det …
Heil Hitler på russisk
Miniserien Sorte Får består af fire episoder af en times varighed hver. Der er en sær helhedsfornemmelse af aparte amatørisme og ejendommelig fremmedartethed, der hurtigt sætter sig fast inde i en, når dvd’en begynder at afspille Sorte Får. Ikke alene er det øjensynligt, at det ikke er den tykke bankbog, som har været fremme i produktionsarbejdet, men produktionen er tilmed gennemsyret af en besynderlig, amatøragtig flair. Ikke af den slags, som nødvendigvis er dokumentarisk naturel, men mere som en ustuderet, uerfaren filmpraksis. Det bidrager til en fin troværdighedsdannelse samt en udefinerbar dragelse, men samtidigt nedtromler det historiens pondus i kraft af dens for dilettantiske tilgang.
Fortællemodellen tager umiddelbart udgangspunkt i den ældgamle konflikt(optrapning) mellem en lille gruppe rådvilde, magtesløse mennesker, som mod deres vilje befinder sig i et krævende, uproportioneret felttog mod uretfærdige, ubarmhjertige magthavere, der både har ressourcerne og myndigheden i deres blodige hænder. De syv kriminelle bliver spillet godt uden at afsætte et tykt bravo-aftryk på deres præstationer. Filmen skildrer den alsidige trup som et relativt karismatisk kollektiv, der på den ene side tumler med egne, tyngende synder samt diverse etiske betragtninger og på den anden side skal konfrontere de uldne, svære omgivelser samt forholde sig til landsbyens nye fremtidsudsigter og levevilkår. Dette gøres ikke altid på en naturlig måde, men bliver ofte for affektivt, grænsende til vammelsød overdramatisering.
Dialogen er til tider præget af overpompøse, symbolmættede statements a la ”Gud må ikke få beskidte hænder, når han rører ved os” og ”store træer kan lide stærk vind”. Disse er spot on engang imellem, men helt vildfarne andre gange. Billedsiden er oversimplificeret, næsten kedeligt jævn, og blot enkelte kompositioner skiller sig ud, bl.a. et særdeles betagende tysk fladskærmsudspring over de dystre, russiske skove samt en metaforisk parallelisering mellem en omtåget, vild, russisk løjtnant og en glubsk, mystisk ulv.
Historien bliver fortalt i et drævende, langstrakt tempo, der får en ensformig, uinspireret indvirkning på plottets fremdrift. Når det samlede fangeselskab så hverken bliver tilstrækkeligt individualiseret eller udvikler sig tilpas kendeligt, ender filmen med at forringe sit eget projekt. Fremstillingen af krigen bliver som forventet frembudt gennem kritiske, oprørende briller (for ja, krig er bare noget lort!), men historiefortællingen er ikke kompleks eller nøgtern nok til virkelig at sætte fut i dette ualmindeligt relevante, uvurderlige kardinalpunkt og dets primære eksponenter. Eksempelvis afbildes tyskerne/nazisterne med det sædvanlige brutale optryk, så man på intet tidspunkt betvivler, hvem krigens monstrummer egentlig er. Det er både overgjort og dømmesygt! Til gengæld er serien bedre til at nuancere de russiske involverede, som indeholder ligeså mange skidte som gode sider.
Sorte Får, som i øvrigt refererer til seriens kriminelle protagonister, er en adstadig fortælling, ligeså slidsom og overlæsset som forfinet og rørende. Det er pudsigt, at den danske distributør har bibeholdt den russiske synkronisering af de tyske stemmer. Det lyder sjovt, men hensætter også tankerne til en dårligt speaket fodboldkamp.
Alt i alt er Sorte Får en forudsigelig, men også momentant flot fortælling om et gennemtrawlet materiale. Se den, hvis du aldrig har set 2. VK på russisk … og altså synkroniseret tysk.
Der er intet ekstramateriale på dvd´en.
http://www.soulmedia.dk
