Skriv en kommentar
Mød Joe Gardner, Pixars allerførste afro-amerikanske animerede ”hovedrolle”. En midaldrende mand med en stor passion, som er udsprunget og tilpasset i Pete Docters tanker og formet og finpudset af med-instruktør Kemp Powers. Passionen er klaver og jazz-musik, og da de store gigs og koncerter ikke lige frem står i kø, så ernærer Joe sig løst som musiklærer på en folkeskole. Elevernes kunnen efterlader sig dog noget tilbage at ønske, men Joe gør det så godt han kan, hvilket resulterer i et tilbud om fastansættelse. Joe burde være glad over denne tillid, men hans opofrelse for jazz rækker til mere end dette. Til al held dukker der en chance op ud af det blå. Joe bliver ringet op og skal komme til en kort jam-session på et spillested forud for en koncert med Dorothea Williams, en berømt saxofonist. Joe giver sig hen til musikken og opdager nærmest ikke at han efterlader Williams og det resterende band med åben mund og polypper. Han ender med at blive hyret på stedet, og lykken er gjort. Han skal vende tilbage samme aften til lydprøver og så efterfølgende være med i orkesterets koncert. Men Joe vender desværre ikke tilbage…
Næste gang vi ser Joe er han blevet til en gennemsigtig boble, og det er her at filmens titel afslører sig selv. Soul (eller Sjæl, som den hedder på dansk) handler nemlig om den del af vores krop, som ikke kan defineres som noget legemligt. Med andre ord, det som dig til dig og mig til mig. Joe erfarer at han står på tærsklen til efterlivet og er på vej på rulletrappen, der går mod himmerigets lys. Altså er han på vej til at dø. Det er en nyhed, som Joe tager ilde op, for han kan da for pokker ikke dø, bedst som hans liv skulle til at peake? Eller hvad? Joe tager i første omgang flugten, som forekommer umulig. Hans anstrengelser er så voldsomme, så han bryder med sfæren, falder af rulletrappen og lander i den modsatte ende, hvor sjælene dannes og defineres. Der er her sjælene ”opfostres”, inden de er klar til at betræde den jordlige verden. Med andre ord: Førlivet. Et helt særligt sted, hvor sjælene for eksempel tildeles personlighed. Joe passer naturligvis ikke ind, for han har jo i modsætning til alle de små sjæle masser af livserfaring. Men heldigvis er der en afdeling for Lost Souls, hvor Joe bliver mentor for de nye opkomlinge. Her kan Joe videregive gode råd og tips om, hvad der venter på Jorden. På den måde ender Joe med at gå på opdagelse i sit eget liv – endnu engang. Joe får nemlig til opgave at oplære sjæl nummer 22. En sjæl som er gået nogle år om, og nedslidt andre mentorer som f.eks. Moder Teresa og Albert Einstein. Sjæl nummer 22 vil nemlig IKKE have et liv på Jorden, for der er ikke noget ved et jordligt liv. Joe må overbevise sjæl 22 om at et jordligt liv er rigt og fuld af glæder og oplevelser, og på den måde konfronteres Joe med alt det han selv savner, mangler og er afskåret fra. Læringsprocessen ligger derfor ikke kun i forhold til den uregerlige sjæl 22, men i lige så høj grad også hos Joe selv. Ønsket om at vende tilbage til livet er ikke blevet mindre, og så afslører jeg ikke mere...
Filmen rejser en række eksistentielle emner omkring livet, og særligt den livsgnist, som er foranderlig, når vi møder henholdsvis medgang og modgang. Det er ualmindeligt barskt at se Joe blive konfronteret med sit levede livs forskellige faser og se ham konstatere, at det periodevis har været spild af tid (i hans egen optik). Soul spejler Joe op mod sit publikum og rammer noget centralt, som den civiliserede verden sjældent formår. At standse op og mærke efter om livet er blevet et stykke skemalagt leverpostej, hvor vi bare flyder med strømmen og accepterer dette. Og vigtigst af alt: Handler og sadler om, hvis vi ikke mærker føromtalte passion og livsgnist. Docter har mærket det på egen krop, og det var netop dette, som fik hans tanker slået over på temaet for Soul. Han var selv nødt til at beskue sit liv og finde en ny retning, så han ikke stagnerede. Med Soul tager han så at sige et kvantespring i tematikken, og jeg vil vove den påstand at Soul faktisk ikke er en børnefilm, om end børn sikkert vil få en masse ud af det alligevel, selvom der altså ikke er så meget komik og overgearet fis og ballade, som i Docters Monsters, Inc. fra 2001. Docter lægger her nye alen til film om selve livet, som han også dyrkede siden hen i Up og Inside Out. Tilmed kan man da godt kan komme til at trække på smilebåndet, når Joe forsøger sig med ”H-E-double hockey stick”. Soul fungerer bedst på sit metaplan, og hakker omvendt noget i det, da sjæl 22 gennem en kats krop skal lære om livet på Jorden. Det kan dog tilgives, da ti-øren falder for Joe i filmens afrunding. Den kan godt give anledning til dug i øjenkrogene. Soul gør ondt og godt helt ind i sjælen.
Så glem alt om at forbinde Soul med julehygge, selvom den får premiere her på 1. juledag. Soul er Pixars hidtil mest eftertænksomme værk. En milepæl, et tematisk anker, et værk om selve menneskeheden og med rigtig meget indhold, som jeg håber når ud til et voksent publikum. ”You can’t crush a soul here”. ”That’s what life on Earth is for”. Soul får 5 stjerner. Total oplagt Oscar-kandidat!
