Skriv en kommentar
Det er ikke tit en tysk film får premiere i de danske biografer, og når det sker, er det gerne med filmperler som ”De andres liv” og storfilmen ”Der Untergang”. Men tysk-tyrkiske Fatih Akin der nok bedst er kendt for filmene ”Mod muren” og ”På himlens kant”, har med ”Soul Kitchen” fået noget så sjældent som en tysk komedie på det store lærred i Danmark.
Vi starter i et snusket køkken med frysepizzaer en masse og fiskefileter der syder i den lille frituregryde, mens en mand hektisk forsøger at skrabe færdiglavet kartoffelmos af tallerknen, for at få det til at se nogenlunde præsentabelt ud. Vi er med andre ord landet midt i Soul Kitchen, et gammelt varehus i en af Hamborgs endnu ikke renoverede bydele. Det er den unge tysk-græker Zinos (Adam Bousdoukos) der selv har sat bygningen i stand, og han giver sine stamkunder hvad de vil have, nemlig tysk imbiss mad. Hans liv er lige så kaotisk, som hans køkken, kæresten er på vej til Shanghai for at arbejde, og vil gerne have ham med, men han kan ikke bare forlade sit sted. Han får besøg af skattevæsnet, der i mangel på kontanter slæber afsted med musikanlægget. Han støder ind i en gammel skolekammerat, der har udset sig lagerbygningen som et godt investeringsprojekt, og derfor med alle kneb forsøger at få Zinos til at sælge. Ondt i ryggen får han også, og må ansætte en ny kok, der ikke er nær så glad for frituregryden som Zinos’ stamkunder. Oveni det hele får Zinos småkriminelle bror udgangstilladelse fra fængslet, og overtaler ham til at ansætte ham, så han kan få lov til at blive ude i længere tid. Tja, på mange måder er det ved at ramle for Zinos.
Sådan er set-uppet i Fatih Akins nyeste film, der med stor varme og kærlighed til sine karakterer får ”Soul Kitchen” til at ramme lige ind i et hungrende anmelderhjerte. I en sommer som den vi indtil videre har været udsat for, er biografen et godt sted, at opholde sig, og jeg kunne næsten ikke forestille mig et bedre selskab end det man får i ”Soul Kitchen”. Ikke bare selskabet er godt, også musikken er uovertruffen. Et herligt mix af gammel soul, electronica og lidt græsk folkemusik, et perfekt soundtrack til det blandede karaktergalleri.
Soul Kitchen er nok en af de sjoveste film jeg har set i år. Der er en varme i filmen, der får en til at tro, man kender personerne, og derfor holder man med dem. På et tidspunkt tipper det hele dog en smule over for Akin, og filmen løber lidt af med ham specielt i en yderst sexet dessertmontage, men man tilgiver ham, for det er nu meget sjældent man bliver præsenteret for en film, der gør en i så godt humør som Soul Kitchen.
Fatih Akin har vundet juryens specielle pris på filmfestivalen i Venedig, og det er ikke ufortjent, for det er ikke hver dag, at en tysk komedie kan trække folk i biografen. Jeg håber, at mange vil tage en mere eller mindre kulinarisk tur til Hamborg, lytte til musikken og møde folkene, så vil jeg godt garantere en oplevelse.
