Skriv en kommentar
Amadeus Warnebringer er tonedøv, som den eneste i familien, men det er ikke alt, Amadeus er også politimand. Det bliver derfor personligt da Amadeus begynder at optrevle en mystisk sag der involverer anarkistiske trommeslagere. Trommeslagerne har påbegyndt et værk i seks trin, der skal bringe musikken ud til folket. Hætteklædte perkussionister bryder ind i banker og makulerer penge til rytmen af stempler og personalets skrig, de kidnapper en tv-personlighed fra et hospital og anvender ham som slagtøj. Det er en samling af seks svenske perkussionister der spiller rollerne som lyd-terroristerne og derfor er der også lagt meget arbejde i de musikalske indslag. Alt hvad der kan anvendes som et instrument bliver anvendt som et instrument.
Man aner en vis foragt for musiksnobberiet der anføres af de kultiverede feinschmeckere af den klassiske musik. Amadeus er omgivet af klassiske komponister, violinister og dirigenter der smider om sig med dårlige musikalske jokes og da Amadeus ved et uheld forærer sin bror, dirigenten Oscar Warnebringer, en bog om funk bas for begyndere, betragtes det som den ultimative hån. Funk bas er jo ikke en værdig musikstil, der kan sidestilles med de helt store mestrer som Chopin og Mozart.
De musikalske terrorister står i skarp kontrast til den karikerede udgave af den snobbede musikkultur og deres musik er derfor løssluppen og uden regler. Filmen åbner med en metronom der hastigt slår takten an i vinduet på en varevogn. Bagerst i varevognen sidder en trommeslager, der spiller sit beat. Kvinden der sidder bag rattet skaber melodien ved hjælp af bilens bremser og speeder mens de kører på motorvejen. Musikken er ikke bundet til strukturer og koncertsale, den er omkring os og kan fremstilles på adskillelige måder. Der er uden tvivl en stor kærlighed til musikken, ikke mindst den rytmiske og den elektroniske musik. Hvilket også skinner igennem når perkussionisterne får lov til at spille, det er simpelthen en fryd at overvære.
Midt i det hele står Amadeus, der blot ville ønske at han kunne få stilhed. Han foragter den klassiske musik, som har omgivet ham siden han som barn skulle lære at spille klaver, men han har heller ikke meget tilovers for lyd-terroristernes rytmiske støj. Han vil blot have stilhed, en stilhed han måske kan finde i samarbejde med de anarkistiske trommeslagere. Amadeus er filmens omdrejningspunkt og samtidigt også en af kilderne til megen af den humor der netop gør filmen så fornøjelig som den er.
Det er en overraskende underholdende blanding, der formår at opretholde energien fra start til slut. Humoren er skæv, men glimrende timet og de forskellige vittige tiltag er både uventede og opfindsomme. Filmen kunne let have endt med at køre i tomgang, eller mistet sin underholdningsværdi takket været sit relativt ensporede idegrundlag, men måden det hele sammensættes gør at det hele bare virker. Bengt Nilsson er morsom i rollen som den jordbundne Amadeus og står som en skarp kontrast til alt det vanvid der omgiver ham. Samtidigt er de seks perkussionister både underholdende og opfindsomme i deres spillestil. Det er vitterligt en fryd at betragte dem, mens de gør det de åbenlyst elsker at gøre.
Selvom filmen måske er lavet af musikere og til dels handler om musik, så er den bestemt ikke eksklusivt rettet mod musikere. Hvis man nyder en god komedie og samtidigt har lyst til at se noget lidt anderledes, så bør man give Sound of Noise en chance, det fortjener den.
Ekstramateriale
Dvd´en indeholder desværre ikke noget nævneværdigt ekstramateriale andet end de obligatoriske undertekster og ”interaktive menuer”. Grundet filmens lettere alternative plot kunne det have været interessant med nogle interviews eller kommentarspor, men det er der desværre ikke blevet plads til i denne omgang.
Another World Entertainment
