Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Instruktør Antoine Fuqua er en af de filmskabere i nyere tid, som formår at koge en god actionfilm sammen på de rigtige præmisser. Han har blandt andet lavet en af mine helt store favoritter Shooter (2005) med Mark Wahlberg i front, og siden da har han også haft succes med film såsom Brooklyn’s Finest (2009) Olympus Has Fallen (2013). Fuqua er glad for at teste sine evner inden for forskellige genrekonventioner, og hans seneste film dykker ned i dramatikken i sportsverdenen.
Filmen følger verdensmesteren i letvægtsboksning Billy Hope (Jake Gyllenhaal), som har været på tronen i flere år. Da hans familie op til en af karrierens største kampe bliver ramt af en katastrofal tragedie, kastes Billy ud af gamet og ind i et følelsesmæssigt kaos af vrede, stoffer og fjendskab. Billy rammer bunden, men støder ind i den talentfulde boksetræner Tick Wills (Forest Whitaker), som langsomt hjælper ham med at samle skårene op – både i karrieren men også i familiens øjemed.
Filmen sparkes i gang med nogle ret skarpe skud af Gyllenhaal i kamp-ringen, og hans nyligt erhvervede kropsbygning passer perfekt ind i konteksten. Det skinner tydeligt i gennem, at Gyllenhaal har arbejdet hårdt for denne film, da han i 2014 i filmen Nightcrawler var uhyggeligt tynd. Desuden har make-up-afdelingen været meget dygtige til at skildre Gyllenhaals ansigt som et hærget landskab af tidens slagsmål. Han er det bærende element i hele filmen, og hans kropsstyrke, engagement og indstilling til historien gør det til en seværdig film. Desuden har filmen fået castet en fænomenal barneskuespiller i rollen som Billy Hopes datter – rollen spilles af Oona Laurence, og hun formår virkelig at skabe en troværdig og dybfølt karakter, hvilket er et sjældent syn på den aldersgruppe.
Filmen undgår dog ikke at falde i nogle klassiske amerikanske klichéfælder, hvor man lige har smurt for tykt et lag af patriotisme på manuskriptet. Manuskriptforfatter Kurt Sutter har medbragt sin barske stil fra serien Sons of Anarchy, men man må også erkende, at han er blevet lidt blødsøden på denne produktion. Der er lidt for mange forsøg på at skabe storslåede følelsesepos eller overdådige moralske taler, og det kan godt få filmens mellemstykke til at være en lidt klæg størrelse. Filmen burde i stedet have fortsat startens mere minimalistiske og kølige fremstilling af historien, og måske været lidt mere barsk i Billy Hopes udvikling. Handlingen giver dog én solid morale, og den fokuserer på, at vrede ikke er den rette vej frem i livet, men derimod kontrol, teknik og evnen til at slå koldt vand i blodet.
Det punkt som filmen trækker flest point i land på, er kampsekvenserne. Filmen formår virkelig at skabe en nervepirrende stemning, hvor man bliver grebet af øjeblikket og sidder på kanten af sædet gennem de klassiske 12 runder af boksekampen. Optagelserne ligner noget, man ville se på de klassiske amerikanske sportskanaler såsom ESPN, og kvaliteten af disse optagelser er nogle af de flotteste, jeg nogensinde har set. Realismen er så stor, at man af og til nærmest bliver overbevist om, at Gyllenhaal rent faktisk modtager kavalkaden af tæsk. Det er absolut den flotteste bokseklipning, jeg har set i nyere tid, og visuelt er den en af de bedste boksefilm på markedet. Den er dog langt fra lige så intelligent og dyb som for eksempel Million Dollar BaBy (2004) eller The Fighter (2010), men underholdningsværdien fejler absolut ingenting.
Samlet set har Antoine Fuqua lavet endnu et succesfyldt action-drama med rødder bokseverdenen. Gyllenhaal er skarp og ideel til rollen som den turbulente boksekarakter, og på trods af nogle patriotiske skavanker i handlingens til tider blødsødne opbygning, så er Southpaw alt i alt en fed oplevelse med solide drengerøvsøjeblikke.
