Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Bodilprisen 2023...
Spansk Doña Zine...
Robert Nominerin...
Franske Filmmandage
Fejø Film Festival

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Meter I Sekundet
Meter I Sekundet billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Spansk Doña Zinemaldia fyldt 70

18. januar 2023 af Anne Højgaard Christiansen Skriv en kommentar

Spansk Doña Zinemaldia fyldt 70 billede

I september var det 70 år siden at San Sebastian Filmfestival (Zinemaldia på baskisk) opstod i den smukke nordspanske by i Baskerlandet. Sammen med de 70 lys i kagen og fødselsdagssang for 1200 mennesker i biografsalen var det også et festfyrværkeri af gode film.

I 1953 startede byens fokus på film med en såkaldt ’filmens uge’, der blev iværksat af en håndfuld filmfolk, der kæmpede for at få bedre vilkår for film i det stramme diktatur i Spanien. Det lykkedes også efterhånden, og nu kan festivalen så fejre 70 års fødselsdag som en stor, anerkendt og international A-festival i samme kategori som Cannes, Berlin og Venedig med 223 deltagende film fra 45 lande og 169.000 tilskuere til jubilæumsudgaven 2022.

Så meget desto mere passende, at filmåret 2022 var en af de rigtig gode årgange for spansk film. Mange instruktører fortalte om, hvordan optagelserne var besværliggjort og standset på grund af pandemien, så hele filmen blev forsinket. Det gav dem også anledning til at tænke over, om det faktisk havde været godt for filmene at have den ekstra tid til at blive færdige. I hvert fald er der kommet rigtig mange gode film ud af dette første år under normale tilstande, selv om corona heller ikke her er helt væk - man skal stadig skal bære mundbind i offentlig transport. Også nye instruktører er på plakaten - det ser ud til, at landet har fostret en bølge af dygtige instruktører, anført af catalanske Carla Simón, som for nylig kunne opleves i Danmarks biografer med sin blot anden film, Ferskenlunden i Catalonien. Den vandt Guldbjørnen i Berlin i foråret som den første catalanske film nogensinde og efterfølger hendes fine debutfilm Sommeren 1993.

Det er som om det er et tema i år, det med livet på landet, der er truet af de moderne tider. I Ferskenlunden i Catalonien bliver det helt Morten Korch’sk, mens den spanske film Suro (som betyder kork) af den debuterende instruktør Mikel Gurrea har en helt anden indfaldsvinkel på det catalanske landbrug. Her kommer vi ud i skove af korkege, følger korkhøsten på nærmeste hold og møder det unge ægtepar Ivan og Elena. De har købt et gammelt hus med en tilhørende korkplantage, da de venter barn og gerne vil ud på landet og leve det sunde liv. Efterhånden viser det sig, at deres visioner om landlivet er meget forskellige. Ivan (Pol López) er idealisten, der insisterer på at deltage på lige fod med arbejderne i korkhøsten, mens Elena (Vicky Luengo) drømmer om at forvandle stenhuset til et moderne designerhus. Fokus er på deres indbyrdes forhold og på forsøget på at tilpasse sig de både åbenlyse og uudtalte traditioner på landet, og det er rigtig spændende. Suro er en kærlig og ironisk fremstilling af bymennesker, der tror de ved, hvordan livet på landet fungerer, og samtidig et drama, der tvinger dem til at tage nogle uvante og svære beslutninger.

Endnu en spansk film, Tobacco Barns, har et tema om livet på landet og det at være ung. Her er det en længsel væk fra det hårde og ensformige liv på landet, som er drivkraften hos Tamara (Tamara Arias) og tobakshøsten, der er filmens setting. I en stor lade tørres de store tobaksblade, når de er blevet høstet, og i en lade bor også de kvinder, der er ansat under høsten. Her snakker de, spiser og sover, og indimellem lægger de makeup og tager ind til landsbyen, hvor de fester. Tobacco Barns har sin egen magi, og den har også et element af magisk realisme, idet et melankolsk tobaksmonster hjemsøger laden og skoven og de unge arbejdersker.

Det var i det hele taget et gyldent år for film fra Spanien. Alberto Rodríguez, som vi kender fra Marshland, åbnede festivalen med sin nye film Modelo 77. Titlen henviser til et berygtet fængsel, La Modelo, i Barcelona, og filmen foregår i 1977 og er inspireret af virkelige begivenheder. Vi starter i februar 1976. Diktatoren Franco er død efter mere end 40 år ved magten, og de demokratiske vinde blæser stadig stærkere, men de indsatte i fængslet La Modelo synes at være glemt af samfundet. Her sidder en vilkårlig blanding af fanger, som er blevet fængslet under Franco, ofte uden rettergang. Blandt disse er politiske fanger, mordere, lommetyve og småbedragere, der har fået 6-8 års fængsel for en mindre forseelse. Den unge bogholder Manuel (Miguel Herrán) er blevet fængslet for et mindre underslæb, men nægter at underkaste sig den lovløse magtudøvelse, der hersker i fængslet fra fængselsbetjentenes side, som helt synes at ignorere de nye vinde, der blæser i samfundet uden for murene. Han prøver at samle de indsatte i en fælles front, der kræver amnesti for fangerne. En velspillet film, som fortæller en spændende historie om solidaritet, politik og retfærdighed. Den virkelige fangeorganisation hed COPEL, og i dag er fængslet nedlagt, men kan besøges med rundvisning i Barcelona og er et populært historisk udflugtsmål for los barceloneses.

Også veteranen Jaime Rosales havde en ny film med på festivalen, Wild Sunflowers. I tre kapitler fortæller han om den unge enlige mor Julia, som har svært ved at gennemskue, hvad der skal til for at vælge en god kæreste. Hun har ingen uddannelse, er ung og naiv og må hele tiden tilpasse sig de fyre, hun møder, som på hver sin måde mangler evnerne til at være ansvarlige familiefædre. Da hun endelig melder sig til at tage nogle fag på en uddannelse, må hun kæmpe for at få partneren til at tage et ansvar for børnene, så hun kan gå i skole. Jaime Rosales er optaget af at undersøge psykologien i de mandetyper, Julia møder. På det efterfølgende pressemøde fortæller han, at det har været vigtigt for ham ikke at fremstille Julia som offer, men at formidle, at der er en læring i kærligheden, og at forandring er mulig. Jaime Rosales er en mester i at skabe stemninger i sine film, og lige fra starten tænker vi ’åh nej, Julia, ikke ham….’ Lærerig og spændende film.

Fra den spanske filmscene skal også nævnes On the Fringe, La Maternal og The Rite of Spring.
I førstnævnte On the Fringe kan man opleve Penélope Cruz i en rolle som socialarbejder Azucena i Madrid, hvor hun sammen med en meget hektisk Rafa (Luís Tosar) forsøger at hjælpe nogle af de udsatte familier fra at blive sat på gaden eller at få fjernet deres børn på grund af, at de har måttet lade dem være alene hjemme mens de er på arbejde. En film med et stort socialt engagement og helt uden Cruz-glamour – og en publikumsfavorit i San Sebastián.

I La Maternal er vi i samme sociale lag. Denne bevægende og dygtigt udførte film af Pilar Palomero fortæller om teenagepiger, der flytter ind på et hjem for unge mødre, hvor de skal føde deres børn og lære at passe dem. Vi kommer helt ind under huden på disse unge piger, hører deres historier og følger deres udvikling, både som mødre og som mennesker, og hvordan de tager sig af hinanden i et fællesskab, der erstatter de familieforhold, de ikke har. En fantastisk film om stærke unge kvinder, som ikke blev mindre bevægende af, at alle pigerne spiller sig selv med en åbenhed, som afføder dyb respekt. Hovedrollen som Carla spilles af Carla Quílez, som helt fortjent vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller.

The Rite of Spring er en film om et kontroversielt emne, nemlig en handicappet ung mands sexliv. David (Telmo Irureta) sidder i kørestol og lider af cerebral parese. Han bor med sin mor og sin bror og har et godt liv, bortset fra at han mangler hjælp til at få seksuel tilfredsstillelse. Derfor hyrer hans mor en ung pige, Laura (Valéria Sorolla), til at hjælpe ham med dette, som et studiejob. Laura er både nysgerrig og tiltalt af David, men det bliver efterhånden svært for hende – og for ham – at navigere i grænselandet mellem venskab, ansættelsesforhold og betalte seksuelle ydelser. Skuespilleren Telmo Irureta var selv til stede ved festivalen, som har tradition for at gøre opmærksom på handicappedes forhold og behov og at arbejde for ligestilling. Hatten af for det.

Colombias konger og Iñárritus drøm

I den latinamerikanske afdeling var det opsigtsvækkende, at det var en colombiansk film, der vandt hovedprisen for hele festivalen, i konkurrence med film fra hele verden og de bedste instruktører. Laura Mora, som debuterede for 5 år siden med Killing Jesus, en virkelig spændende film om en pige, der forsøger at finde og derefter forstå sin fars morder, var tilbage med vinderfilmen The Kings of the World. Den er en helt anderledes film end den første, eneste fælles træk er miljøet, gadens unge.
I The Kings of the World møder vi Rá, som helt uventet arver et stykke jord fra sin bedstemor som led i den jordfordelingsproces, der er aktuelt er i gang i Colombia. Den går ud på, at de familier, der blev fordrevet fra deres jord under kampene med de paramilitære grupper, nu skal have deres ejendom tilbage. Og på et andet plan handler filmen om drømmen om det forjættede land og et bedre liv.
Rá lever det hårde liv på gaden i Medellín, men da brevet om arven når ham, beslutter han sammen med fire af sine kammerater at tage ud på den lange rejse igennem Colombia for at finde sin jord. Det er en fantastisk rejse, både fordi drengene intet har og rejser som de går og står bare med en lille taske og deres cykler, og så fordi Laura Mora tager traditionen magisk realisme op fra sit lands litteratur. Der er nogle uforglemmelige drømmeagtige scener, som løfter fortællingen ud af dagligdagen og på sin helt egen poetiske måde sætter tanker i gang om de drenge og deres liv. Eksempelvis da drengene ankommer til et hus i tågen højt oppe i Andesbjergene, som viser sig at være en slags bordel, beboet af fire aldrende kvinder. De tager imod drengene, som var det deres egne sønner, og netop denne moderlighed er rørende, overraskende – og helt drømmeagtigt iscenesat.

En anden virkelig perle fra kontinentet var den nicaraguanske Daughter of Rage af Laura Baumeister. Det er yderst sjældent, at der fra dette også plagede land kommer film til Europa, og filmen afspejler da også de barske vilkår, når man må leve af det, andre smider ud.
María på 11 år bor med sin mor på den største losseplads i Managua, hvor de lever af at samle skrald og sælge det videre, der kan bruges. Moderen kæmper dog for, at de kan forlade stedet og skabe sig et liv et andet sted, men det mislykkes, og pludselig er María alene i verden. Vi følger hendes skæbne, hvor hun kastes rundt mellem illegale arbejdsgivere, socialarbejdere og tilfældige mennesker, der prøver at hjælpe hende, men hun er så sej og klog og lader sig ikke kue – hun har kun ét mål, at genfinde sin mor. Det er en hård, men også livsbekræftende historie om en pige, der ikke giver op og en verden, der er barsk, men ikke ond. Billederne af børnene på lossepladsen sidder i én lang tid efter og ligeledes af alt det fra vores dagligdag, vi smider ud.

Til sidst skal lige nævnes to meget forskellige film fra Chile og México. Alejandro González-Iñárritus nye film var ventet med spænding og får nu i november premiere i de danske biografer. Nu er han ikke kendt for at lave korte film – debutfilmen Babel varer næsten 2 ½ time, Biutiful det samme, og her overgår han sig selv med hele 2 timer og 39 minutter i Bardo – false Cronichle of a Handful of Truths. Filmen ligner dog ikke nogen anden af hans film, idet den er én lang syret fortælling/fantasi/erindringsdrøm som Dalí kunne have lavet den. Hovedpersonen Silverio, spillet af Daniel Giménez Cacho, er hans alter ego og er her en journalist og dokumentarist, som skal modtage en pris i USA. Det er et dilemma for ham, da han altid har kritiseret selvsamme land. Vi følger Silverio igennem hans hallucinatoriske forestillinger, som væver sig ud og ind mellem virkelighed og drøm, erindringer og fantasiforestillinger. Det er alt sammen vidunderlig svært at finde hoved og hale i, og man må bare lade sig føre med på rejsen igennem overdådige tv-shows, hvor han muter sig selv eller sin irriterende vært, huset i ørkenen, der er delvis begravet i sand, en samtale med Hernán Cortez oven på et bjerg af døde indfødte og en metrotur med amfibier i en gennemsigtig plasticpose, blandt meget andet. Og så glæde sig over de fantastiske scenerier, som mesteren i special effects fra Pan’s Labyrint har stået for (Eugenio Caballero) og den smukke, glidende fotografering med lange indstillinger, som minder en del om Birdman. Familien er med hele vejen i filmen og konfronterer Silverio med sine egne selvmodsigelser.

Vi slutter af med en anden mester, nemlig Patricio Guzmán, den chilenske dokumentarist, som vi kender fra dokumentarfilm som Lysets nostalgi og Perlemorsknappen. Denne gang er det den politiske samtid i Chile, der skildres af Guzmán i den fantastisk dokumentarfilm My imaginary Country, der udløste et langt stående bifald i San Sebastiáns store sal. Hans afsæt er den pludselige opstand i oktober 2019, udløst af stigende metropriser, hvor det ellers tilsyneladende stabile og velfungerende land i løbet af få dage befandt sit i en tilstand, hvor flere end halvanden million mennesker demonstrerede i Santiagos gader for mere demokrati og mere lighed. Gennem interviews med aktivister, billeder af demonstrationer og dagligliv i Chile belyser han de sidste tre år i Chiles historie, bundet sammen af sin egen rolige fortællerstemme, som fører os eftertænksomt gennem nogle begivenheder, der leder op til det afholdte valg i september 2022, hvor kvinder kæmpede for ligestilling for både deres køn og mellem racerne, markeret ved at man har sat en indiansk mapuche-indianerkvinde i spidsen for udarbejdelsen af det reformforslag, der kom til afstemning – men ikke blev stemt igennem. Det er nogle rystende scener, Guzmán har dokumenteret med sit kamera med sin rolige stemme som kommentator og pauser til eftertanke. Som det blev formuleret under præsentationen af filmen: Gid alle lande havde en Patricio Guzmán.












banner
Overskrift Højre Block
Regnen skyller a...
Den blinde mand ...
Babylon
Willow (Disney+)
The Pale Blue Ey...
Ét år, én nat
Operation Fortun...
Boy From Heaven
White Noise (Net...
Copenhagen Cowbo...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...