Skriv en kommentar
De kendte og kongelige er altid godt stof, og i de senere år er der snart ikke den konge eller dronning fra det europæiske kongehus, der ikke er blevet skildret på film i alle mere eller mindre slibrige detaljer. Vi vil jo alle gerne vide, hvem de er eller var, dem som vi næsten føler, at vi kender, fordi vi er blevet tæppebombet i medierne med historier, billeder og rygter.
Rygtesmedenes dronning er nok netop Diana, Lady Di, som endte sit (tragiske?) liv på tragisk vis i en biltunnel i Paris i 1997.
Nu ville det jo være lige til højrebenet at lave et rigtigt dokudrama om Diana Spencer, hvor vi kunne fordybe os i spekulationer og fakta om, hvis skyld det hele var, og hvad der egentlig skete. Men det er heldigvis ikke instruktøren Pablo Larraíns ærinde med Spencer. Det, som interesserer Larraín er menneskets psykologi, og det er der kommet en ganske fremragende film ud af.
Hele handlingen foregår over blot 4 dage. Vi møder Diana i starten af 1990’erne på vej til at fejre juledagene i selskab med sin svigerfamilie, sin mand og sine to drenge på godset Sandringham, hvor de altid fejrer jul. Diana kommer kørende i sin sportsvogn gennem det engelske landskab med et landkort i den ene hånd, som hun forsøger at kigge på, mens hun kører. Men alligevel farer hun vild, og det er betegnende for det billede, Pablo Larraín med stor indlevelse tegner af den unge, naive og psykisk vildfarne kvinde, som giftede sig med prins Charles og fik de to drenge William og Harry.
Drengene, på dette tidspunkt 10-12 år, forsøger at hjælpe deres mor så godt de kan med ikke at fare vild i sine egne tanker og følelser af angst og panik. Alt imens juletraditionerne på godset er cementeret fast i deres absurde rutine – eksempelvis er det på forhånd besluttet, hvad Diana skal have på hver dag, så hun får kørt et tøjstativ ind med kjoler med sedler på til morgen, middag og aften til alle 5 dage.
Diana er dog mest optaget af at udforske sin fortid og genskabe forbindelsen til sin afdøde far via det sted, hvor hun voksede op. Barndomshjemmet er nu et forladt og afspærret hus tæt ved godset, som man ikke kan få adgang til. Hun kvæles i det stive royale miljø, hvor hun må finde sig i sin ægtemands relation til Camilla Parker-Bowles samt hans plan om at lære drengene at gå på jagt.
Der er masser af symbolik at hente i den fint orkestrerede film, billederne er vidunderlige i douche engelske farver, som understreger den drømmeagtige natur. Og også eventyrelementerne understreger det faktum, at det er en fabel, en historie om, hvordan det måske kunne have været at være Diana Spencer.
På denne måde føjer Spencer sig til rækken af billeder af Lady Di’s liv, men uden at postulere nogen sandhed. Kristen Stewart er vidunderlig som Diana, og vi tror på hendes indre dæmoner og hendes kærlighed til sine børn. Omgivelserne er skildret som sympatiske, om end stive og formelle, men vi forstår, at den manglende evne til tilpasning først og fremmest kommer inde fra hende selv.
Den chilenske instruktør Pablo Larraín har mange spansksprogede prisvindere bag sig, eksempelvis NO (2012) om diktaturet i Chile med Gael García Bernal i hovedrollen som journalist og i 2017 En Fantastisk Kvinde, der hjemtog en oscar for bedste udenlandske film, mens han med Jackie (2016) om fru Kennedy tog et skridt ind i en ny genre, hvor han med egne ord ’udforsker markante kvindebilleder i det 20. århundrede’.
En særskilt cadeau skal tildeles musikken, som er både iørefaldende og føjer sig smukt ind i historien som et ekstra lag. Musikken er komponeret til filmen af Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood, som efterhånden har en anselig karriere bag sig som anerkendt filmkomponist, senest med soundtracket til You Were Never Really Here (2017) med Joaquin Phoenix i hovedrollen.
