Skriv en kommentar
KØB SPILLET HER
Spider-Man, eller Edderkoppen som han nu engang hed i Danmark for nogle år tilbage, har prøvet sig efterhånden utallige gange på xboxens spilmarked. Resultaterne i en franchise som denne er naturligvis varierende, men den er slået sig godt fast, og har etableret en fanskare der går ud over udelukkende tegneseriefanatikere. Alligevel er disse spil hovedsageligt målrettet disse, og mange vil stå af, når ”Spider-Man: Edge Of Time” går i gang, hvis de ikke har et forholdsvist nuanceret billede af karakteren og det univers vi befinder os i. Historien bliver skudt i gang med det samme, og uden større forklaring vikles Spider-Man aka Peter Parker ind i en historie med fremtidens Spider-Man i år 2099. Står man af allerede her, vil man føle sig helt håbløs når plottet udvikles, for basale forklaringer skal du lede langt efter.
”Spider-Man: Edge Of Time” følger meget godt de tidligere spil i serien. Det er et third person actionspil med elementer af både platform og hack n’ slash, hvor man igennem et nærmest alt for simpelt kampsystem, kommer op imod utallige fjender og en lille håndfuld boss fights. Erfarne spillere kan kæmpe sig igennem spillet på under 6 timer, imens de fleste nok klarer den på 7 timers tid. Løbende får man nogle ekstra opgaver, hvor man f.eks. skal nedlægge 20 fjender uden at blive ramt en gang, og klarer man ikke opgaven, så fortvivl ej – du kan åbne den igen fra menuen, så du med lidt held kan få dine 1000G i hus. Enkelte af disse missioner kræver mange forsøg, men de fleste er til at komme nogenlunde let igennem, når man lige har fået overblikket.
Spillets gameplay føles i starten ganske varierende. Spider-Man og Spider-Man 2099 har nogle forskellige evner, og flere kan tilføjes igennem et mikroskopisk tilføjet RPG-element, hvor point omdannes til nye skills. Derudover dukker enkelte baner op som adskiller sig fra mængden, bl.a. hvor man i klassisk arkadestil skal styre Spider-Man 2099 flyvende igennem et område, hvor han er på kollisionskurs med adskillige forskellige elementer. Underholdningen er i hus i spillets første halvdel, hvor spillets anden halvdel blot byder på gentagelser. Heldigvis holder historien en nogenlunde kørende, og den er ganske tro mod tegneserieuniversets stil og humor. På den måde minder Peter Parker overhovedet ikke om Tobey Maguire, som man ellers kunne frygte en smule efter filmenes succes. Stemmepræstationer er hertil også helt fantastiske. Josh Keaton lyder som den Spider-Man man som lille forestillede sig, og der er også gjort plads til en lille rolle til Val Kilmer.
Der hvor spillet ikke kan leve helt op til nutidens standarder er i lyddesignet, grafikken og især styringen. Lyddesignet er repetitivt og byder ikke på de store overraskelser. Der bliver ikke gjort meget brug af surround-effekten, og selv det ikke lyder decideret fladt på noget tidspunkt, er det utroligt forglemmeligt. Grafikken ligner stadig noget fra 360’ens begyndelse. Der er ikke sket meget, men på den anden side er der alligevel en form for nostalgi over helheden. Man føler sig i bekendt farevand, og skal ikke forholde sig til nye grafiske detaljer. Det er farverigt og fungerer som så udmærket, men man efterlades alligevel med en følelse af, at man godt kunne have gjort mere ud af det. Styringen er det værste ved spillet. Man introduceres langsomt til Spider-Mans mange muligheder, og allerede fra starten af, lærer man hvordan man svinger sig rundt. Dette lærer man aldrig at mestre igennem spillets spilletid. Når man endelig tror, at man har fod på det, laver Spider-Man en pludselig og forkert bevægelse, og man befinder sig et helt andet sted, end der man egentligt var på vej hen. Kampsystemet fungerer noget bedre, men mulighederne, på trods af de forskellige opgraderinger, er relativt få, og snart finder man ud af, at man bare kan tonse rundt, og trykke løs på alle knapper, og få et ligeså godt resultat, som hvis man prøvede at overskue situationen.
”Spider-Man: Edge Of Time” er bestemt ikke et dårligt spil. Der er dog ikke meget nytænkning i forhold til de gamle spil i serien, og med en dårlig fornemmelse af styringen, vil alle, der ikke kan følge historien sikkert hurtigt stå af. Som helhed opvejer de positive elementer de negative for mit vedkommende - god historie der er tro mod tegneserierne, fremragende stemmeføring og varierende missioner i spillets første halvdel. Dette er et af de bedste spil i serien, men der er stadig masser af plads til forbedringer, hvor styringen må siges at være den, jeg håber skaberne får styr på til det næste spil.
