Skriv en kommentar
Scenen er sat til en umulig opgave. Donovan bliver halvt overtalt til og halvt påtvunget at påtage sig den umulige opgave at forsvare en sovjetisk spion, som Donovans familie, offentligheden, dommere og justitsvæsenet i øvrigt helst ser hængt så hurtigt som muligt. Spielberg formår at skære historien til, så de storpolitiske linjer får en knap så iøjnefaldende rolle som hovedpersonernes samvittighed, loyalitet og ikke mindst refleksion over egen formåen i det politiske spil.
”Oberst” Rudolf Abel formidler information og fordriver i øvrigt tiden med at male, både selvportrætter og karakteristiske kendemærker fra bybilledet i New York. Efter længere tids systematisk overvågning og indsamling af bevis slår FBI til. Den flegmatiske Abel virker alt andet end overrasket og beder roligt om at få lov til at medbringe sine tænder, som ligger på vasken i badeværelset. Mark Rylance tegner et fornemt billede af agenten, der er faldet fuldstændigt i med omgivelserne og som efterhånden som handlingen skrider frem synes at være urokkelig i sin sag, i sin tro på at han bidrager til noget godt i sit virke for Sovjetunionen.
Tom Hanks tegner et tilsvarende fornemt billede af forsikringsagenten, der af sin chef bliver udpeget til at forsvare Abel. En opgave der ikke just indbringer ham hæder og ære. Tværtimod. Både hans familie, hans chef, dommeren i sagen mod Abel og ikke mindst den brede offentlighed ser helst, at der bliver gjort en på enhver måde kort proces mod den notoriske fjende af de amerikanske værdier. Problemet er så bare, at det strider mod grundlæggende elementer i USA's forfatning og det er netop dén vinkel, der ender med at overbevise Donovan om, at han skal påtage sig sagen og netop sikre Abel en fair rettergang.
Sideløbende med retssagen mod Abel følger filmen udvælgelsen og uddannelsen af de piloter, som skal flyve USA's U-2-spionfly, som tænkes anvendt til fotografere blandt sovjetiske militære installationer og infrastruktur i øvrigt. Francis Gary Powers bliver sendt afsted på noget, som han er stillet i udsigt til at være en rutineoverflyvning. Imidlertid bliver han skudt ned og det lykkes ham ikke at starte flyets selvdestruktion. I stedet bliver han dømt efter sovjetisk ret og sat i fængsel.
Derefter er banen kridtet op til et spil om at udveksle Abel med Powers. Donovan bliver hyret til - som ikke-officiel repræsentant for USA - at rejse til Østberlin for at forhandle detaljerne på plads. En dark horse i spillet er imidlertid, at en amerikansk student, Frederic Pryor, er blevet fængslet i DDR. Han er blevet fanget på den forkerte side af den mur – den ”antifascistiske beskyttelsesmur” – som DDR har opført for nylig. Donovan tager derefter initiativ til at udveksle Abel med både Powers og Pryor. Et initiativ, der holder den intense spænding i historien ved lige frem til den kolde nat på Glienicke Brücke, hvor udvekslingen skal finde sted.
Spielberg har i dén grad fanget menneskene bag den storpolitiske overflade. Tilsvarende formår Tom Hanks at tilføre rollen som Donovan lige det troværdige mix af koldblodighed og menneskelighed, der navigerer hans hovedperson sikkert gennem forhindringerne, både i det amerikanske retssystem, over for familien og over for de sovjetiske og østtyske ”forhandlings”-partnere. Det er således et interessant perspektiv, hvordan Donovan håndterer DDRs bestræbelser på at udnytte situationen til at blive anerkendt som suveræn nation uden at sætte frigivelsen af både Powers’ og Pryor over styr.
Historien bliver desuden hjulpet godt på vej af en håndfulde glimrende præstationer i biroller. Scott Shepherd som CIA-agent Hoffmann, der i sine forsøg på at holde udvekslingen af Abel og Powers på det officielle og politisk korrekte spor aldrig rigtigt får ”styr” på Donovan. Amy Ryan som den loyale amerikanske husmor, der ikke før i filmens slutscene helt forstår og accepterer sin mands involvering i retssagen mod Abel. Sebastian Koch – kendt fra De andres liv (2006) – i rollen som den østtyske advokat Vogel, der tilsvarende forsøger at holde Donovan på det korrekte spor, altså blot det, som DDR har udlagt. Og endelig Alan Alda som Donovans chef, der som noget af et vovestykke overtaler Donovan til at tage opgaven som Abels forsvarer – efter at han ellers har lagt kriminalretten på hylden for flere år siden.
Plottet er strikket sammen som et klassisk storslået Hollywood-drama. Og hvor er det dog gjort fermt. En fornøjelse at se filmens tidsbillede, uanset om handlingen er henlagt til USA, DDR eller Sovjetunionen. En fornøjelse at følge de mange lag og den diskrete lune i dialogen, som Matt Charman og ikke mindst Ethan og Joel Coen har skrevet. Ikke mindst, hvor den Donovan med bekymret mine bemærker over for Abel: ”Du virker ikke som om du er bekymret” og Abel svarer: ”Ville det hjælpe?”.
Spielberg kan og har i mange år vist, at han kan sit kram som instruktør. Han behøver ikke at eksperimentere for at vise, hvad han kan. Så det er næsten uretfærdigt at give Spionernes bro topkarakter. Næsten.
