Man skal lede meget grundigt efter noget, der ligner action-effekter i Bridge of Spies. Det skulle man da lige kunne finde, hvor Francis Gary Powers bliver skudt ned på sin første flyvning med det højteknologiske U2-fly og i flyets frie fald ikke når at udløse dets selvdestruktion.
Det forhindrer imidlertid ikke filmen i med den excellente dialog – som Ethan og Joel Coen har være centrale leverandører af – at skabe og holde en intens spænding ved lige filmen igennem. Det synes umiddelbart at ligge lige til højrebenet at sætte advokaten James B. Donovan, overbevisende spillet af Tom Hanks, til som forsvarer for Rudolf Abel at tegne et billede af et grundlæggende amerikansk retssystem – mens såvel dommer, anklager, CIA, presse og ikke mindst den offentlige opinion for længst har kendt Abel skyldig og gerne ville sende ham i ’stolen’.
Der sker bare lige det, at et amerikansk spionfly bliver skudt ned over Sovjetunionen. Afgørende stumper af flyet bliver reddet og piloten dømt til 10 års fængsel. Med andre ord stod begge supermagter pludselig med hver deres opsigtsvækkende spion. Tanken om udveksling opstår – og da Donovan har gjort så glimrende en figur i sit retskafne forsvar for Abel, falder valget på ham til at rejse til Østberlin for at forhandle detaljerne på plads.
Det er bare ikke så ligetil, når det samtidig viser sig, at DDR-styret under tumulten i forbindelse med opførelsen af Berlin-muren har fænglet Frederic Pryor, en amerikansk studerende, der uheldigvis havner på den forkerte side, da det sidste åbne hul i muren bliver lukket. Donovan får nys om denne studerende og sætter sig for at inddrage ham i den påtænkte udveksling, der dermed ender med at udstille åbenlyse sprækker i forholdet med Sovjetunionen og DDR. Selv om førstnævnte så absolut er den magtmæssige ’storebror’, forsøger DDR-styret at styrke sin egen legitimitet ved ikke at ville se Powers som en del af den ligning, der skal løses.
Når emnet og ikke mindst udgangen på forløbet af kendt og grundigt dokumenteret i diverse historiebøger, hvad er det så, der gør filmen så seværdig?
Det er for det første en dialog, der sammen med det fysiske udtryk gør personerne realistiske og troværdige. Mark Rylance giver for eksempel et fint billede af den rolige, nærmest flegmatiske Abel, som selv den mulige udsigt til dødsstraf ikke synes at kunne ryste. Donovan spørger på et tidspunkt Abel, om han slet ikke bliver bekymret over situationen. ”Skulle det kunne nytte?”, lyder svaret.
For det andet er fungerer klipningen mellem de tre centrale handlingstråde særdeles effektivt, selv om det først er i det øjeblik Donovan sætter sig til forhandlingsbordet på den sovjetiske ambassade i Berlin de reelt bliver flettet sammen.
For det tredje er tidsbilledet dels af det delte Berlin, dels af det politiske og juridiske klima i USA og ikke mindst af det anstrengte forhold mellem de 2 supermagter beskrevet med et mylder af detaljer og udtalt grundighed.
En del af min sommerferie går faktisk til Berlin og jeg må blankt indrømme, at Bridge of Spies har inspireret mig til at lægge vejen forbi Glienicker Brücke for at få en fornemmelse og et sus af den supermagtskonfrontation, som verden forhåbentlig for altid har lagt bag sig. Som film er der i hvert fald tale om et stykke mere end almindeligt sikkert håndværk – og med et glimrende ekstramateriale kan man dykke ned i både den historiske baggrund for filmen og i arbejdet med at visuelt at genskabe Den Kolde Krig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.