Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Niveauet er højt i de to af de tre novellefilm der udgør filmen ”Spirits of the Dead” (1968). Instruktørerne Roger Vadim (1928 – 2000), Louis Malle (1932 – 95) og Federico Fellini (1920 – 93) hører, i al fald for de to sidstnævntes vedkommende til Den Nye Bølges bedste instruktører – Vadim frigjorde sig aldrig rigtig fra spekulation og konvention.
En af verdenslitteraturens sværvægtere Edgar Allan Poe (1809 - 1849) har lagt noveller til instruktørernes 60´er-tolkninger. Måske ikke overraskende er Fellinis bud det mest interessante. Instruktøren har henlagt ”Toby Dammit” til nutiden, 1968. Som et ekko af hoved- og mesterværket ”La Dolce Vita” (1960) glider hovedpersonen håbløs, livstræt og uregerlig gennem Roms natteliv, imens døden i skikkelse af en pige kalder på ham. I ”La Dolce Vita” var pigen ved havet, uskylden, håbet og livet men ikke her; her er ikke et hav men bogstavelig talt en motorvej der brat stopper ud i ingenting, og en død der lokker (gad vide om Ridley Scott og manusforfatter Callie Khouri lod sig inspirere af Fellini til slutningen på ”Thelma og Louise” (1991)). Fellinis eminente glidende fortællestil blandt dekadente mennesker og scenerier fornægter sig ikke, og man bliver klar over, hvor savnet han er eller burde være i dag. I øvrigt er Terence Stamp som hovedpersonen Toby Dammit fremragende som en amerikaniseret udgave af Fellinis foretrukne karakter der så ofte gestaltedes af Marcello Mastroianni.
Louis Malle fortæller stramt og effektivt en skyggehistorie ”William Wilson” a la H.C. Andersens ”Skyggen”. Her er rollerne blot byttet om; den onde Wilson (Alain Delon) forhindres ofte i sine grusomme forehavender, fx at dissikere en smuk, ung og helt frisk-fanget kvinde i overværelse af de øvrige medicinstuderende, af sin gode dobbeltgænger. Pointen, at man ikke kan slå sin skygge ihjel, er så at sige givet fra start, men Delons intense spil som dobbeltgængeren, Malles stramme stil og et velanbragt punch til en katolsk kirke der intet kan stille op overfor det onde, holder en fast fra først til sidst.
Roger Vadims bud på en Poe-filmatisering, ”Metzengerstein” er ikke uden sine ufrivilligt komiske og vel i dag kultiske momenter. Jane Fonda overbeviser på ingen måde som middelalderlig, dekadent herskerinde, men nok som dekadent ”Barbarella” (1968, med samme instruktør) i middelalderoutfit. Den poeske gennemspilning af, hvordan livsdriften i form af heste fortærres i allerhelvedes flammer forbliver en overfladisk campet affære i hænderne på Vadim. Men som sagt, afsnittet har kultpotentiale – dyrk fx samspillet mellem bror og søster, Peter og Jane Fonda.
”Spirits of the Dead” vidner om en tid, hvor filmproduktion kunne sprudle af fræk fortælleglæde. Glæden har ikke fortaget sig, når man ser filmen i dag, og der venter et nyt publikum en stor filmisk oplevelse.
Der er intet ekstramateriale udover et trailershow på DVD-en.
Another World Entertainment.
