Skriv en kommentar
KØB SPILLET HER
Den tossede lille svamp fra Nickelodeon er tilbage i et spil, der hovedsageligt består af en masse små spil. Historien i spillet er ganske tynd, og som man kan forvente. Det er ligeså svært at finde den røde linje i historien og i de missioner man bliver kastet ud i. Du starter med at vælge antal spillere (1-4, afhængigt af om du har ekstra joypads sat til din playstation). Derefter vælger du hvem du/i vil være, og her er alle hovedfigurerne fra tegnefilmene med. Så vælger du generel sværhedsgrad, og er i ikke 4 spillere, vælger i sværhedsgraden for hver computer spiller. Herfra begynder historien.
Hammerhajen har til mission fra sin øverste boss at finde den bedste til en ny rolle i sin film og forskellige andre jobs, så han sætter en masse konkurrencer i gang til at afsløre hvem der bedst egner sig til de forskellige jobs. Her kommer du ind.
Spillet fortsætter i samme stil hele vejen igennem, du skal igennem utallige konkurrencer, hvor du skal yde dit bedste og derved anskaffe nok popularitetspoint til at komme videre til næste konkurrence. Et spil kunne næppe være mere simpelt end dette. Inden en konkurrence går i gang kan man øve banen, eller springe direkte ud i det. Der er lidt hjælp før det går i gang, så øvelse er sjældent nødvendigt, og virkelig spild af tid, når man tænker på loadetiderne. Disse er spillets største problem, og det er netop et enormt problem. Loadetiderne leder tankerne tilbage til de gamle Commodore og Amiga maskiner, og med spillets grafik, størrelse, muligheder og lyd taget i betragtning slet ikke forståeligt.
Grafikken minder mest om noget fra den første playstations storhedstid. Tegnefilmens stil bliver kun ramt i mellemsekvenserne, som i øvrigt er alt for lange, hvis man spiller spillet for at spille, og ikke bare se kedeligere versioner af tegnefilmene. Grafikken bliver i øvrigt meget rodet i spilsekvenserne, da disse typisk er opdelt i 2 skærme, da man ofte spiller sammen med en af de andre, mod 2 andre (2v2).
Lyden er udholdelig, men musikken er til tider en smule anstrengende og påtrængende. Stemmerne er derimod et pletskud, og fungerer godt med de små tilråb til hinanden og ens egne præstationer. Som helhed kunne musikkens niveau dog sagtens hæves, så det kunne få en mere betydelig og mindre irriterende plads i helhedsbilledet.
Gameplayet bliver, som sagt, hurtigt dræbt i loadetiderne. De masse små spil varierer en del i kvalitet, og lægger faktisk ud med det kedeligste, for at blive en smule bedre med tiden. En mærkelig idé, da de første missioners mission netop er at fange publikum. Som 1 player falder man hurtigt ud af spillet, som 2 og 3 player kan det gå an, som 4 player er det klart sjovest, men hvor ofte er man 4 spillere der lige præcist har lyst til at spille samtidig?
Undgå dette spil, på nær hvis i er 4 derhjemme der ofte spiller mod hinanden, og kan lide spil i stil med de gamle Commodore og Amiga spil med de samme loadetider. Rent personligt er jeg stor fan af Commodore og Amiga, men spillet her har ikke den samme magi som de spil havde dengang, og jeg vil til enhver tid foretrække ”the real deal”.
Spillet er venligst stillet til rådighed af
THQ.
