”Spring Breakers", ud fra titlen lyder det bare som en flok unge skoleelever, der er trætte af livet og bare skal feste indtil de falder om. Det kan umiddelbart godt lyde som noget vi har set før: endnu en amerikansk ungdomsfilm om druk og hor. Men sådan er det heldigvis ikke helt i Spring Breakers.
Brit (Ashely Benson), Candy (Vanessa Hudgens), Cotty (Rachel Korine) og Faith (Selena Gomez) er bedste veninder, men også forskellige og har derfor forskellige syn på, hvad en god ferie indebærer. De bor sammen på et kedeligt kollegium og skole er ikke lige noget for dem. De vil have en sjov ferie, men det koster penge og hvad gør man så? Man røver en fastfood-restaurant og tager af sted.
De fester, drikker og danser men en fest går galt og de fire piger ender i detentionen og den lokale gangster Alien (James Franco) betaler pigernes kaution. Alien lever et anderledes slags liv med stoffer, druk, våben og hurtige biler. Pigerne er fascineret af Alien, men Alien er midt i en bandekrig og der skal selvfølgelig være et opgør.
Vanessa Hudgens (High School Musical, 2006), Selena Gomez (Magi på Waverly Place, 2007), Ashley Benson (Pretty Little Liars, 2010) og Rachel Korine (Mister Lonely, 2010) spiller ganske udmærket. De skuffer ikke, men overrasker til gengæld desværre heller ikke. Til gengæld er James Franco (127 Hours, 2010) helt igennem fantastisk. Han stjæler billedet fra de fire piger: selv når de er halvnøgne. Uden ham havde projektet nok ikke lykkedes.
Musikken spiller en stor rolle i Spring Breakers og der er masser af den. Den giver en god fornemmelse af hvilken stemning der er, når de blandt andet er til fest. Men der hvor musikken virker bedst, er helt klart en scene, hvor pigerne vil have, at Alien skal vise sin bløde side og han spiller ”Evertime” af Britney Spears. Der springes fra Aliens stemme til Britney Spears stemme og billedet springer fra pigerne, Alien og et klaver til at Alien og pigerne bryder ind i et værelse, hvor de binder og slår folk og truer dem med våben. Alt sammen i slowmotion og til lyden af en sørgelig sang.
Spring Breakers er nok en film, som vil kunne dele publikummet. Men jeg vil nu stadig sige, at det er en af de bedste film, jeg nogensinde har set.