Skriv en kommentar
Pakket godt af vejen i en CIA kælder befængt af alverdens skadedyr sidder de hårdtarbejdende, men lettere kiksede analytikere der skal guide velpolerede agenter sikkert igennem farlige missioner. Når de glamourøse agenter er i marken for at afværge angreb på nationens sikkerhed, lykkedes deres modige indsats ikke mindst fordi de hver især har en orakelagtig stemme i øresneglen, der fortæller dem hvilken vej de skal gå og hvem der skal slås på hvornår. Men der er ikke meget ordentlig anerkendelse at hente i jobbet som CIA-agenternes usynlige førerhund.
Blandt de allerdygtigste analytikere finder vi Susan Cooper, spillet af Melissa McCarthy med uhyre præcis komisk timing. Vi er omgående på Susans side. Hun er loyal, skarp, dygtig og bedårende akavet i det hun fører charmetroldsagenten Bradley Fine (Jude Law) i sikkerhed. Hun er også håbløst forelsket i den amerikanske James Bond-wannabe. Når en mission med Bradley ender galt og identiteterne på CIA’s øvrige aktive agenter som følge deraf bliver kendt af en superskurk, må Susan sige farvel til computerskærmens tryghed og bevæge sig ud i marken for at redde Bradley og vores allesammens fortsatte sikkerhed.
Sjov og underholdende spion-komedie med fed action
Susans nye modige færden som hemmelig agent er fyldt med alt det bedste fra agentfilmsgenren – herlige kostumer, biljagter gennem smalle brostensbelagte europæiske gader, vittige gags og gennemførte action sekvenser. For selvom Spy først og fremmest er en komedie, så er den også noget så simpelt som en vanvittig underholdende spion-film med et komisk twist. Melissa McCarthy er dejligt overbevisende som ’action stjerne’ og leverer i Spy nogle af årets hidtil mest velkoreograferede og seværdige action sekvenser.
Humor er der rigeligt af i Spy, og der er ikke langt mellem vittighederne og da heldigvis heller ikke mellem de gode grin. Komikken rammer rent bl.a. fordi Feig har forstået at sammensætte et hamrende godt cast, som giver selv de mest karikerede karakterer bredde og en overraskende følsom dybde. Trods store komiske armbevægelser synes hver en karakter følelsesmæssigt motiveret, hvilket fører til sjove og overraskende forhold mellem karaktererne, der får plads til at udvikle sig i rørende retninger i løbet af filmen.
Spy har et væld af engagerende bi-personer, der alle sammen bidrager til at gøre Susans nye tilværelse som agent ekstra farverig – være det sig den uforudsigelige og ekstremt hårdkogte agent spillet af en fantastisk selvironisk Jason Statham, eller den udsøgte superskurk spillet af en veloplagt Rose Byrne, for at nævne bare to.
Sjove og seje kvinder – en sikker succes
I de senere år har Paul Feig nydt stor succes med komedier såsom Bridesmaids (2011) og The Heat (2013). En stor del af charmen i disse film, udover Melissa McCarthys helt særlige komiske talenter, har været særsynet i at have kvinder i de bærende roller i en stor Hollywood komedie. Feigs tre seneste film nøjes ikke med at skifte den sædvanlige mandlige hovedrolle ud med en kvinde, men tager skridtet videre og gør kvinders indbyrdes venskab og forhold til et centralt fokus. Det burde ikke være revolutionerende og alligevel må det siges endnu at være det. Det er forfriskende at se en stor Hollywood komedie, hvor kvindelige venskaber og indbyrdes forhold er til stede og ikke negligeres – og så er de tilmed alle sammen rigtig sjove!
Spy rammer plet som komedie med vittige og sjove kvinder i de bærende roller, et farverigt karakter-katalog, forrygende action og med vedvarende høje udsving på latterbarometeret.
