Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det hører til de absolutte sjælenheder, at en russisk film distribueres i Danmark, men om det er fordi vi kulturmæssigt ligger langt fra hinanden, eller kvaliteten fra de russiske filmselskaber bare er for ringe skal være usagt. Russisk film har ellers en høj tradition for kvalitetsmæssige gode film, og især i 1910’erne og 20érne var russerne nogle af de dygtigste inden for filmproduktion med store navne som Sergei Eisenstein og Vsevolod Pudovkin og deres montagefilm. Nu har jeg fået chancen for at se en nyere russisk film, nemlig Ruslands bud på en Udenlandsk Oscarvinder: Stalingrad.
Filmen proklamerer, at den handler om det slag, der vendte 2. Verdenskrig til russernes fordel. Det er dog som om, at dette aldrig rigtig bliver fulgt op på. Vi følger en gruppe russiske soldater halvt fanget og halvt udstationeret ved fjendens linjer, som er i byen Stalingrad. Gruppen må være konstant på vagt, fordi tyskerne hele tiden sidder klar, og de må samtidig kæmpe med tanken om, at de måske ikke overlever, mens deres kammerater falder ved deres side. På tyskernes side følger man en højtrangeret soldat, der kæmper med sig selv om sin overbevisning om at gøre det rette.
Det skinner ganske tydeligt igennem, at dette remake af Stalingrad er kraftig inspireret af sin modstander gennem den kolde krig, USA. Billedsiden er afsindig flot og minder til tider om Baz Luhrmanns meget maleriske billedside, som man fx ser det i filmen Australia (2008). Det gør til gengæld også, at selvom det skal være en krigsfilm, så er den fremstillet meget ”ren”, ift. fx Spielbergs Saving Private Ryan (1998), der om nogen var et stort kaos af blod, død, ødelæggelse, fortabthed og sorg. Denne stemning formår Stalingrad aldrig at opbygge og, dermed har den fra mit synspunkt allerede mistet noget af den gennemslagskraft, som krigsfilm kan have.
Et andet sted den desværre låner lige vel rigeligt er i dens kampscener. Hver eneste kampscene foregår nemlig i slowmotion og blodet skal helst sprøjte ud mod kameraet i overdreven grad. Disse slowmotion scener er som taget ud af 300 (2006) , og man mangler blot, at det er Leonaidas som kæmper sig frem blandt tyskerne. Det var nyt og spændende da det blev brugt i 300 , men når hver eneste scene åbenbart skal foregå i slowmotion, så bliver det hurtigt en tand for meget.
En flot billedside formår dog sjældent at klare det alene, og det er især det narrative grundlag, der burde have været forbedret i Stalingrad . Persongalleriet er for det første for stort, især når man gerne vil fortælle lidt om hver. Man kommer aldrig følelsesmæssigt ind under huden på vores venner i krig, og derfor er det svært at relatere sig til dem, og man ender ud med faktisk at være ligeglad med deres skæbne. Det er ærgerligt, når man kan se, at der rent faktisk er blevet brugt rigtig mange penge og kræfter i det udseendemæssige, at selve plottet aldrig rigtig bliver spændende.
Selvom det var Ruslands bud på et Oscar-bidrag, så forstår man også godt, hvorfor den ikke var blandt de sidste kandidater. Filmen er højst sandsynlig vigtig i den russiske selvbevidsthed og selvforståelse, men for den almindelige europæer er Stalingrad en lidt for ordinær film, som på trods af en flot billedside aldrig formår at imponere.
Ekstramateriale
Blu-Ray udgaven af Stalingrad indeholder en 11-minutter lang Making of… Det er det eneste der er på denne udgivelse, hvilket må siges at være skuffende lidt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
