Skriv en kommentar
Sjovt, hvis du ikke er russer
Stalins Død er en historisk film, dvs. man skal kende sin historie for at nyde filmen fuldt ud. Hvis ikke man kender så meget til Anden Verdenskrig, eller kan huske hvem Stalin var, så er der fare for, at denne film flyver godt og grundig hen over hovedet på en. Derfor er Stalins Død en film lavet til en lidt mere specifik gruppe af mennesker, men den gruppe af mennesker vil godt og grundigt elske hvert minut. Stalins Død er politisk satire på højt plan, med en historisk reference der er sjældent udforsket. Meget få film er lavet med Sovjetunionen som fokus, og specielt komedier, og da helt specielt politik, og da fuldstændig specielt Stalin, det er sjældent set i denne kombination. Derfor føles det næsten som en befrielse at se en film der ikke bare tør, men i særdeleshed også gør. Rusland er et land der godt kan være meget neurotisk omkring sin fortid, og det er nok også derfor, at filmen ikke har fået en Russisk præmieredato endnu. Det er et ømt emne, og selvironi på dette plan er en meget vestlig ting. Om ikke andet er der mange gode grin at hente, hvis man ikke er berøringsangst.
Tragikomik i verdensklasse
Der er noget skævt over at se engelske og amerikanske skuespillere spille sovjetiske kommunister, men det virker overraskende nok til filmens fordel. Hele filmuniverset er så skævt i forvejen, så på en eller anden måde passer det perfekt ind. Alle spiller deres karakter rigtig godt, men to skal dog fremhæves. Steve Buscemi er helt fantastisk i rollen som Nikita Khrushcev, der konstant skal holde styr på tingende i en konstant foranderlig situation. Ligeledes er Jason Isaachs genial i rollen som den frembrusende macho-general Georgy Zhukov, som er mand med stort M. Alle disse karakterer, hvor godt de end er spillet, er dog ikke karakterer man føler med. Her ligger filmens eneste, men store problem. Alle karaktererne i filmen er onde, egoistiske slamberter, der kun har en ting i hovedet: magt. Man holder aldrig med nogle af dem, og når der ikke er bare én karakter at hænge sin hat på, så bliver det svært at være fuldstændig investeret. Den eneste karakter der føles som en nogenlunde godhjertet person, er Georgy Melenkov, spillet af Jeffrey Tambor, men selv denne karakter gør hjerteløse ting igennem filmens forløb. Det er tragikomik i verdensklasse, men med ekstra tryk på ”tragi”.
En blodig Monty Python-sketch
Som sagt er dette filmens eneste deciderede problem, for alt andet er aldeles eminent. For skønt en af de mørkeste perioder i nyere tid som baggrund, sidder man og klukker under hele seancen. Skuespillet og instruktionen er tip-top, men det der virkelig slår igennem, er manuskriptet. I en tid hvor man bliver overrumplet af komedier fra Amerika der alle sammen er 80% improviserede, er det en stor nydelse at se en film med gode gamle velskrevne jokes. Det er klassisk humor når det er aller bedst. Meget af humoren, især fysiske, men også opsætningen af diverse jokes, virker særdeles Monty Python-agtigt. Nogle scener føles næsten som at se en af deres gamle sketches, og følelsen bliver ikke mindre forstærket når nu gode gamle Micheal Palin (kendt fra netop Monty Python) er med i rollen som Vyacheslav Molotov. Det føles næsten som at se et teaterstykke på grund af den meget taktfaste dialog og meget sceneorienterede humor.
Stalins Død er ikke en film for alle, men hvis du er til politisk satire og ved bare en lille smule om Stalin, så er det et must see. Højst dramatiske og voldelige scener fyldt med jokes skaber i sin helhed en meget syret, men god, oplevelse.
